En sammenlignende litterær artikel om David Bowies glamrock-konceptalbum Diamond Dogs (1974) og George Orwells klassiske, dystopiske roman 1984 (1949)
Af Charlotte Elisabeth Christiansen
Fotograf: Charlotte Elisabeth Christiansen
David Bowie er ubestrideligt rockens største ikon – udgydelsen af smertelig sorg, hjertevarmende kærlighed og rørende hyldester oven på hans alt for tidlige bortgang er et levende bevis på denne kendsgerning. Bowie er ikke alene et ikon inden for rockmusikken, men for hele kulturen i det 20. århundrede. Han er min personlige helt forever and ever, og ligesom undertegnede var han en ivrig læser. Derfor synes det helt indlysende at foretage en litterær analyse af hans koncept-album Diamond Dogs i samlæsning med den roman, som albummet til dels er baseret på: 1984 af George Orwell. Denne læsning er en hyldest til personaen Halloween Jack (”a real cool cat,”) rock- og stilikonet David Bowie og sidst, men ikke mindst, litteraturelskeren og mennesket David Robert Jones.
Inden du læser videre, så giv gerne Diamond Dogs et lyt her.
Bowies interesse i og indflydelse på kultur og kunst er vidtfavnende – men litteraturen har en særlig plads i forhold til Bowie. Han har selv udtalt: ”When I’m relaxed what I do is read,” og da han i forbindelse med indspilningen af filmen The Man Who Fell To Earth (1976) rejste til Mexico, tog han sine 400 bøger med sig på settet: ”I was dead scared of leaving them in New York, because I was knocking around with some dodgy people and I didn’t want them nicking any of my books.” Siden har han tilmed lavet en must read-liste med hundrede titler – 1984 er naturligvis inkluderet på denne liste (læs den her).
Glitter apocalypse
Litteraturen såvel som kunsten har været inspirerende for Bowie og hans sangskrivning, og George Orwells værk 1984 inspirerede Bowie i en sådan grad, at den blev en del af grundlaget for det, der skulle blive hans sidste glamrock-plade, Diamond Dogs. Ligesom teksterne og inspirationen bag dem er sammensatte, er det musikalske udtryk det også. Forfatter og Bowie-biografist Nicholas Pegg skriver: ”The music was a four-way tussle between the receding sounds of glam, the rising influence of black soul, the synthesized nightmares of The Man Who Sold the World, and the ubiquitous rock’n’roll swagger of Jagger.” Bowie har selv beskrevet pladen som ”glitter apocalypse” – hvilket er en rammende beskrivelse med pladens ekko ikke alene af 1984, men også af Anthony Burgess’ A Clockwork Orange (1962) og William S. Burroughs’ The Wild Boys (1971), naturligvis tilsat Bowies persona Halloween Jack. Oprindeligt ønskede Bowie dog at lave en adaption af Orwells 1984 og den totalitarisme, den afbilder, og forvandle den til en West End-musical. Desværre fik han afslag på romanens rettigheder fra Orwells enke (hvilket jeg som Bowie- og musicalfan endnu ærgrer mig over), og projektet kunne ikke realiseres. I stedet lavede han Diamond Dogs-pladen, der på sin egen indirekte og lidt skæve måde fungerer som et konceptalbum over 1984.
Orwells klassiske værk 1984 er et stykke politisk, litterær fiktion og samtidig en dystopisk science fiction-roman, der undersøger de mareridtsagtige konsekvenser af ultimativ totalitarisme. Men det er også en kærlighedshistorie. Imens hovedkarakteren Winston Smith igennem sit arbejde for Ministry of Truth tjener det regerende og totalitære the Party og dets leder Big Brother i Oceania, begynder han langsomt at føle en større og større trang til at gøre oprør mod den manipulerende og allestedsnærværende regering. Winstons begyndende oprør slås an tidligt i bogen – og det samme gør kærlighedsfortællingen, idet læseren forholdsvis tidligt i bogen introduceres for den kvinde, som Winston siden skal få et kærlighedsforhold til: den oprørske Julia. I min samlæsning af 1984 med Diamond Dogs læser jeg først og fremmest Orwells klassiker som en undersøgelse af, hvad der sker med det personlige, når det bliver et politisk anliggende i en dystopisk og totalitær stat. Én ting er manglende ytringsfrihed, konstant overvågning og et krav om blind loyalitet mod the Party. En anden ting er at frarøve borgerne deres menneskelighed ved at forpurre personlige og sociale relationer, at destruere familiære bånd og nægte folk nogen form for kærlighedsliv.
Peoploids
Ligesom man allerede på første side i 1984 fornemmer elendigheden igennem fortællerens beskrivelse af et trist lejlighedskompleks og plakaten med Big Brothers overvågende øjne (”BIG BROTHER IS WATCHING YOU”), slås det dystopiske tema på Diamond Dogs-pladen an med åbningsnummeret ”Future Legend.” Det er et spoken word-nummer med en sælsomt uhyggelig stemning, der indledes med et forvrænget hyl. Her begynder fortællingen om Hunger City, der er i forfald – der ligger rådnende lig i gaderne, og et par ”red, mutant eyes” stirrer ud over byen, hvilket giver associationer til Big Brothers allestedsnærværende blik i Oceania. Umenneskeliggørelsen italesættes også her; borgerne er ”peoploids,” der begiver sig rundt i de sterile omgivelser ”like packs of dogs assaulting the glass fronts of Love Me Avenue,” hvilket i dén grad konnoterer 1984, hvor arbejderklassen, the proles, i høj grad betragtes som dyr: ”The proles are not human beings,” som Winstons kollega Syme siger. Den dystopiske ”future legend” på Diamond Dogs beskrives da også som ”The Year of the Diamond Dogs (min kursiv)” og afsluttes med et råb, der determinerer karakteren af samfundet: ”This ain’t Rock’n’Roll, this is genocide!” Dette ”genocide” skal således forstås i mere end én forstand i henhold til livet i Oceania: Det drejer sig ikke alene om the Partys systematiske ”vaporization” af borgere, der anses for at være farlige for regeringen, men også om en reel umenneskeliggørelse af borgerne, hvilket reducerer dem til dyr.
Denne umenneskelighed, som kendetegner livet i Oceania, træder frem allerede i romanens begyndelse i Winston selv. Han nærer et underliggende had til Julia, inden de endnu har vekslet et ord, og han reelt ved, hvem hun er. Han kommer i første omgang med den begrundelse, at hun lader til at være en blind supporter af the Party, og ”[…] this particular girl gave him the impression of being more dangerous than most.” Hadet kobles således med det politiske. Men det kommer hurtigt frem, at Winstons had til Julia bunder i noget andet og mere personligt, som det politiske blander sig med – som borger i Oceania nægtes han et privatliv, fritid og personlige relationer. Julia bliver en repræsentant for en del af disse ønsker, ikke mindst fordi hun er en del af The Junior Anti-Sex League: ”He hated her because she was young and pretty and sexless, because he wanted to go to bed with her and would never do so […]” I Oceania er det ikke en mulighed at have et parforhold eller et familieliv, sådan som man normalt forstår det. Seksuelt samvær bør kun ske med det formål at få børn, og cølibat hyldes. Borgerne har ikke venskaber, men er i stedet alle ”comrades” som konsekvens af den politiske linje, der lægges med ”English Socialism” eller ”Ingsoc,” som det hedder på ”Newspeak” – et sprog skabt af the Party, som med tiden skal afløse det engelske sprog.
Halloween Jack
Titelnummeret på Bowies plade virker som en allegori over Winston og livet i Oceania – sangen indledes da også med samme udråb, som ”Future Legend” sluttede af med. ”Diamond Dogs” er her en beskrivelse af de regerende medlemmer af the Party, og den indkapsler deres iboende inhumanitet og deres status på én og samme tid, hvilket i yderste instans også inkluderer Julia og Winston. ”The Diamond Dogs are poachers and they hide behind trees” alluderer ligeledes til de ufine metoder, der bruges mod borgerne i Oceania, ligesom følgende strofe gør: ”Come out of the garden, baby / You’ll catch your death in the fog.” I titelnummeret optræder pladens hovedkarakter Halloween Jack også. Han beskrives på følgende måde: ”The Halloween Jack is a real cool cat / And he lives on top of Manhattan Chase / The elevator’s broke, so he slides down a rope / […] / Meet his little hussy with his ghost town approach.” Der er således mange ligheder mellem hovedkarakteren på Diamond Dogs og hovedkarakteren i 1984 – så mange, at Halloween Jack fremstår som Winstons mere cool og rockede alter ego. Winston bor netop også centralt i Victory Mansions, hvor elevatoren aldrig virker, og han i stedet må tage trappen. Hans ”little hussy” er Julia, som han kun kan mødes med i skjul, i ly af Big Brothers altseende øjne i form af ”telescreens.” Resten af tiden må de fremstå ”[w]recked up and paralyzed, Diamond Dogs are sable-ized,” idet partimedlemmerne ikke skal have nogen private følelser.
Dodos
En måde at forpurre følelseslivet hos medlemmerne af såvel Outer Party som Inner Party er ved grudlæggende at forvrænge de naturlige bånd, der dannes mellem børn og forældre. Mens forældrene opfordres til at være kærlige over for deres børn, indoktrineres børnene tidligt til at nære stærke og loyale følelser mod Big Brother fremfor at nære disse følelser over for deres forældre. Dette tilskyndes i en sådan grad, at loyaliteten mod the Party og Big Brother er større end loyaliteten og den følelsesmæssige forbindelse til børnenes egne forældre: ”[…] ’[C]hild hero’ […] had overheard some compromising remark and denounced his parents to the Thought Police.” Dette adresseres også på et Diamond Dogs-nummer, der dog ikke kom med på den oprindelige plade, men som i stedet er med som bonusnummer på 30-års jubilæumsudgaven (samt genudgivelsen fra 1990): “Dodo.” Nummeret handler direkte om disse ”child heroes” med fraser som: ”He thinks he’s well screened from the man at the top / It’s a shame that his children disagree / They cooly decide to sell him down the line / Daddy’s brainwashing time.” Samtidig opsummerer nummeret hele strategien for the Party fra 1984 – at gøre folk til ”dodos,” uintelligente personer, og få dem til at føle så stærk en tilknytning til Big Brother, at alt andet bliver sekundært, og at det personlige overtages af det politiske.
”Hope, boys, is a cheap thing”
Nummeret “Sweet Thing,” det efterfølgende “Candidate” og det afsluttende, genoptagende “Sweet Thing – Reprise” udgør hjertet af Diamond Dogs. Musikalsk såvel som lyrisk hænger de tre sange sammen, ligesom de indholdsmæssigt spænder over flere temaer med relation til 1984. I nummeret ”Candidate” alluderes der til Winstons politiske oprør og hans forhåbninger om den reelle eksistens af the Brotherhood, den oprørende organisation mod Big Brother, med linjer som: ”Someone scrawled on the wall “I smell the blood of les tricoteuses” / Who wrote up scandals in other bars.” Winston bemærker i romanen, at ”[t]here was no evidence, only fleeting glimpses that might mean anything or nothing: snatches of over-heard conversation, faint scribbles on lavatory walls […].” Hans møde med det, han tror, er the Brotherhood, men som senere afslører sig selv som endnu en af the Partys forfalskninger, gør ham håbefuld, men ”hope, boys, is a cheap thing, cheap thing,” som Winston må erfare. I sit møde med O’Brien, et angiveligt medlem af organisationen og af Inner Party, udtrykker Winston et ønske om gladeligt at være martyr-kandidat for denne sag, som han tror på, ligesom det i ”Candidate” lyder: ”I’ll make you a deal, like any other candidate / We’ll pretend we’re walking home ’cause your future’s at stake.” Hvis denne udgave af ”Candidate,” som endte på den oprindelige plade, læses sammen med ”Alternative Candidate (Demo),” som udkom første gang 16 år senere, dannes der et billede af udviklingen af Winstons politiske, og samtidig personlige, oprør.
Her slutter første del af den litterære samlæsning mellem 1984 og Diamond Dogs. Læs med i næste uge og bliv klogere på samspillet mellem Winstons politiske oprør, dets forbindelse til det personlige og ikke mindst forbindelsen til Diamond Dogs’ hjerte og øvrige krop.
Kildeliste
Bowie, David: Diamond Dogs, RCA Victor 1974
Bowie, David: Diamond Dogs, EMI 1990
Orwell, George: 1984/Nineteen Eighty-Four, London: Penguin Classics 2003 [1949]
Chilton, Martin: “David Bowie: the man who loved books” – The Telegraph, 1. april 2016
Jones, Josh: “David Bowie Dreamed of Turning George Orwell’s 1984 Into a Musical: Hear the Songs That Survived the Abandoned Project” – Open Culture, 4. april 2016
Leave a Reply