1984 – The Year of the Diamond Dogs #3: ”Beware the savage lure…”

1984 – The Year of the Diamond Dogs #3: ”Beware the savage lure…”

1984 – The Year of the Diamond Dogs #3: ”Beware the savage lure…”

En sammenlignende litterær artikel om David Bowies glamrock-konceptalbum Diamond Dogs (1974) og George Orwells klassiske, dystopiske roman 1984 (1949)

Af Charlotte Elisabeth Christiansen

Fotograf: Charlotte Elisabeth Christiansen / Album cover: RCA Records og Guy Peellaert

Afslutningen af min hyldest til David Bowie (inklusiv Halloween Jack og David Robert Jones) nærmer sig, hvor ”the legendary curtains are drawn.” Inden da vil jeg komme ind på Julias og Winstons voldsomme afsløring og anholdelse: ”And isn’t it me / Putting pain in a stranger? / Like a portrait in flesh / Who trails on a leash,” som gør at de ender i the Ministry of Love, hvor de får alt andet end en kærlig behandling. Således ender både deres politiske og personlige oprør med mere end ”just a hint of mayhem.”

Fra ”Sweet Thing” og ”Candidate” (lyt til min yndlingsudgave af denne medley her) bevæger fortællingen om Oceania på Diamond Dogs sig nu over til ”We Are The Dead,” som er et inderligt nummer på trods af den sælsomt skræmmende stemning, der findes i det. Lyt til det her, og resten af Diamond Dogs her.

”Heaven is on the pillow”

”We Are The Dead” indledes med Winstons tanker, eller hans alter egos, om konsekvenserne af hans og Julias handlinger: ”Something kind of hit me today / I looked at you and wondered / If you saw things my way / People will hold us to blame.” Som Winston bemærker i romanen: ”Sanity is not statistical,” – de er blandt den minoritet af borgere, som ikke lader deres sind diktere af Big Brother. Som sagt vil tiden komme, hvor de uundgåeligt bliver afsløret, og her vil de fremstå som dem, der har uret; som fjender af staten, der har begået ”thoughtcrime” imod the Party. Netop derfor siger Winston i romanen til Julia, at ”[…] the best thing for us to do would be simply to walk out of here before it’s too late, and never see each other again,” ligesom det lyder i ”We Are The Dead”: ”We’re taking it hard all the time / Why don’t we pass it by / Just reply you’ve changed your mind / We’re fighting with the eyes of the blind.” Det er vanskeligt at tage en kamp op, hvor slaget på forhånd er tabt. Da Winston og Julia sammen beslutter sig for at tage del i the Brotherhood, er de villige til at tage alle midler i brug i deres undergravning af regeringen – de eneste personer de ikke vil bedrage er hinanden, selvom de ulykkeligvis ikke kan overholde denne intention: ”They tell me, Son, we want you, be elusive / But don’t walk far/ For we’re breaking in the new boys / Deceive your next of kin / For you’re dancing / Where the dogs decay defecating ecstasy.” Winston og Julia er ikke i tvivl om rigtigheden af deres kærlighed og ret til frihed: ”I looked at you and counted / All the times we had laid / Pressing our love through the night / Knowing it’s right, knowing it’s right.” The Party har sine egne logiske grunde til at nægte borgerne et kærligheds- og seksualliv. I nummeret ”Candidate,” hvor der hentydes til sex og prostitution, bliver det tydeligt, hvor stærk den seksuelle drift er, med fraser som: ”Well, on the street where you live / I could not hold up my head / For I put all I have in another bed / On another floor, in the back of a car […]” Den seksuelle drift er en trussel imod the Party, fordi den ”[…] created a world of its own which was outside the Party’s control and which therefore had to be destroyed if possible.” Men”[w]hat was more important was that sexual privation induced hysteria, which was desirable because it could be transformed into war-fever and leader-worship.” På samme måde er det absurde familieliv, hvor børn vendes imod deres forældre fordelagtigt for the Party: ”The familiy had become in effect an extension of the Thought Police.”

Inden Julia og Winston opdager, hvordan tingene hænger sammen, læser de i en bog om the Brotherhood, som O’Brien har givet Winston. Efter at have læst i bogen, halvnøgne i sengen, klæder de sig på, og opdager at der en ”telescreen” i deres værelse, bag ved et fastskruet billede på væggen. Mr. Charrington, med sin ”[…] shop on the corner / That’s selling papier maché / Making bullet proof faces,” som det lyder i sangen “Candidate”, afslører sig selv som betjent for the Thought Police med et ”bullet proof face.” ”There was a stampede of boots up the stairs” til værelset, og Winston og Julia må se realiterne i øjnene, da ”[s]omeone had picked up the glass paperweight from the table and smashed it to pieces on the hearth-stone.” Deres verden slås i stykker, da brevpresseren splintres: ”Oh, caress yourself my juicy / For my hands are all but withered / Oh, dress yourself my urchin one / For I hear them on the stairs / Because of all we’ve seen, because of all we’ve said / We are the dead.” De slås ned af betjentene, som slæber dem med til Ministry of Love, hvor de fængsles, afhøres og tortureres: ”But now we’re today’s scrambled creatures / […] / Heaven is on the pillow / Its silence competes with hell / It’s a twenty-four hour service / Guaranteed to make you tell,” for som Winston er opmærksom på: ”In the face of pain there are no heroes […]”

A kick in the moon”

Da Winston sidder i Ministry of Love, eller ”the correction room,” som det beskrives i ”Alternative Candidate,” indser han, hvad O’Brien mente med sin bemærkning: ”We shall meet in the place where there is no darkness.” Ministry of Love er netop et sted uden mørke, hvor man mister enhver fornemmelse for tid og rum: ”He was in a high-ceilinged windowless cell with walls of glittering white porcelain.” Cellerne er selvfølgelig også tildækket med adskillige ”telescreens,”og de indsatte må ikke have nogen kontakt med hinanden. O’Briens bemærkning klinger ironisk – der er intet synligt mørke, men Ministry of Love er ikke, modsat hvad navnet antyder, et sted fyldt med lys og liv. Det er et sted designet til at nedbryde dem, der bringes dertil ved at sulte dem, prygle dem, torturere dem, intimidere dem og hjernevaske dem. Som det beskrives på Diamond Dogs, sammen med lederen Big Brother, i nummeret med samme titel: ”He’ll build a glass asylum / With just a hint of mayhem / He’ll build a better whirlpool / We’ll be living from sin / Then we can really begin.”

Winston udsættes for umenneskelig meget smerte i sin tid i Ministry of Love. Alligevel vil han ikke være deres ”candidate” og lade dem se hvad der gemmer sig indeni – i første omgang, som det lyder i ”Alternative Candidate”: ”[…]I ain’t gonna suck no radar wing.” Han har gennemskuet the Partys illusioner, som er hele fundamentet for deres styre og samfund, hvilket også bliver tydeligt under O’Briens forhør af ham. Men selv Winston har svært ved at stå imod the Partys metoder. Da O’Brien holder fire fingre op, mens han insisterer på, at der er fem, fastholder Winston længe sin uenighed: ”A matter of fact / That a cock ain’t a cock on a twelve inch screen” – det er et billede, men ikke en egentlig, materiel ”cock,” ligesom O’Briens femte finger er et sindbillede. Men Winston begynder langsomt at give efter, fordi han ikke kan rationere med O’Brien og hans illusoriske synspunkter. O’Brien tror oprigtigt selv på det, han siger, og er velargumenterende i sin brug af ”doublethink.” Som det står i romanen: ”In general, the greater the understanding, the greater the delusion; the more intelligent, the less sane.”Dette er præcis, hvad der kræves af Winston, og hvad der gør sig gældende for Party-medlemmerne. Det er netop brugen af disse illusioner, som Winston i første omgang gennemskuer, der til sidst får ham til at tvivle på sin egen forstand (og på den måde er medvirkende til at knække ham), fordi O’Briens ord og manipulation forvrænger hans opfattelse af virkelighed: ”[…] [R]eality is not external. Reality exits in the human mind, and nowhere else. Not in the individual mind, […] only in the mind of the Party, which is collective and immortal. Whatever the Party holds to be the truth, is the truth.”

The Party og samfundet er ikke alene funderet på illusioner, men på brutalitet, umenneskelighed og kontrol, som er det, der kræves for at opretholde total magt: ”You don’t have to scream a lot to keep an age in tune,” som det lyder i sangen. The Party er kun interesseret i magt i dens reneste form, og intet andet: ”The Party seeks power entirely for its own sake. We are not interested in the good of others; we are interested solely in power,” som O’Brien fortæller Winston. Derfor er der ikke de metoder, de ikke er villige til at bruge for at fastholde deres magt. Som O’Brien bemærker: ”Power is in inflicting pain and humiliation,” og ”We do not merely destroy our enemies, we change them.” Omvendt var Winston også selv parat til at bruge ufine og brutale metoder i sin frihedskamp; rent hypotetisk var han både villig til at påføre andre smerte og sygdomme – og tilmed kaste syre på et barn.  ”Do I have to give your money back when I’m the Fuhrerling?” spørger Winston/Halloween Jack i ”Alternative Candidate,” efter at han har indset, at han ikke er the Party moralsk overlegen, hvilket han anså sig selv for at være. Winston er langsomt ved at overgive sig til the Party – ”Someday they will get you, now you must agree,” lyder det i Diamond Dogs-nummeret ”1984,” hvis titel referer direkte til Orwells værk, og samtidigt henviser til ”The Year of the Diamond Dogs.” Winstons langsomme hjernevask og overgivelse til the Party beskrives netop også i samme sang: ”They’ll split your pretty cranium / And fill it full of air / And tell you that you’re eighty / But brother, you won’t care / You’ll be shooting up on anything / Tomorrow’s never there / Beware the savage lure of 1984.” The Party når ind i Winstons inderste: ”[…] [S]omewhere or other there was a large patch of emptiness, as though a piece had been taken out of his brain.” De opnår præcist det, som Julia så naivt og håbefuldt var overbevist om ikke kunne ske: ”[…] They can make you say anything – anything – but they can’t make you believe it. They can’t get inside you. ”

Og således ender det med at Winston bliver the Partys ”candidate”: ”I’ll make you a deal / I’ll say I came from Earth and my tongue is taped / I’ll make you a deal / You can get your kicks on the candidate / I’ll make you a deal / For your future’s sake, I’m the candidate / Let’s pretend we’re walking home.” Hans skæbne som blind supporter af Big Brother besegles endeligt, da han slæbes ind i det ultimative ”correction room” – Room 101. Room 101 indeholder det værst tænkelige; som O’Brien siger til Winston: ”You know what is in Room 101, Winston. Everyone knows what is in Room 101.” Som det tidligere nævnes i 1984, er Winstons største frygt rotter, hvilket ikke virker så mærkeligt med tanke på, at man i Oceania end ikke kan efterlade et spædbarn uden opsyn i et øjeblik, uden risiko for at rotter fortærer det. Dette alluderes der ligeledes til i åbningsnummeret på Diamond Dogs: ”Fleas the size of rats sucked on rats the size of cats.” Fordi rotter er Winstons største frygt, er det netop sådanne, der befinder sig i Room 101, da Winston træder derind. Det er i Room 101 at the Party for alvor formår at ændre deres fjender, og her den største umenneskelighed og brutalitet finder sted. Julia, og kærligheden, er for Winston,”It’s all I ever wanted,” som det lyder i ”Sweet Thing – Reprise.” Men i Room 101 slås noget i stykker i denne kærlighed, fordi Winston af ren frygt i et flygtigt øjeblik ønsker at den smerte, der ellers ville blive påført ham, påføres Julia, og han i desperation råber: ”Do it to Julia!” Således ender Winston med at bedrage den eneste, som han svor ikke at bedrage. Som Winston selv tidligere har sagt til Julia: ”[…] If they could make me stop loving you – that would be the real betrayal.” Det vigtigste aspekt af Julias og Wistons menneskelighed forpurres dermed af the Party – Julia ender også med at bedrage Winston – og dermed er Winston nu endeligt nedbrudt, og villig til at gøre alt hvad Big Brother dikterer: Han er nu – som nævnt – the Partys ”candidate.”

”Hear me, I’m graphically yours”

Winston har dermed accepteret Big Brother, og alle hans følelser af kærlighed og loyalitet knyttes op på Big Brother, som det lyder i nummeret med samme titel: ”Someone to claim us – someone to follow / Someone to shame us – some brave Apollo / Someone to fool us – someone like you / We want you, Big Brother – Big Brother.” O’Briens profeti er gået i opfyldelse: ”We shall squeeze you empty, and then we shall fill you with ourselves.” I samlæsning med teksten til Bowies ”Big Brother” bliver denne profeti særligt tydelig i slutningen af romanen og dens beskrivelse af Winston: ”He had won the victory over himself. He loved Big Brother.”

Big Brothers og the Partys sejr samt overtagelse af det personlige understreges på Diamond Dogs’ sidste nummer: ”Chant of the Ever Circling Skeletal Family,” der fungerer som et ekko af fortællingens slutning. Det afsluttende nummer, der ikke har megen tekst, ender med et gentaget, uafbrudt og nærmest vibrerende udråb: ”Bruh, bruh, bruh, bruh, bruh…,” som både er den første stavelse i (Big) Brother, men ligeledes fungerer som Bowies take på den rytmiske, taktfaste og selvhypnotiserende råben, en hymne til Big Brother, som medlemmerne af the Party fast råber under the Two Minutes Hate: ”B-B!”

 ”… of 1984”

”Power is not a means; it is an end,” siger O’Brien i romanen. Dette er en reel og sandfærdig bemærkning, men dens sandhed ligger i noget mere og andet end det, O’Brien forestiller sig. Med magt som endeligt mål, uden interesse for andet, bliver brutaliteten og umenneskeligheden også et mål; som O’Brien selv har bemærket, er magt også at påføre andre smerte. Men the Partys ideal om at skabe et samfund baseret på frygt, had, lidelse og forræderi er en dystopisk forestilling. Den er ligeså umulig og urealistisk som enhver utopi er, fordi den ikke tager højde for det menneskelige. Hverken det ondes eller det godes ekstremer er det, der i yderste instans definerer det humane, som er det helt centrale. ”[…]If you can feel that staying human is worth while, even when it can’t have any result whatever, you’ve beaten them.” Selvom det til sidst ikke lykkedes Winston at føle sig menneskelig, er det netop menneskeligheden, ”the Spirit of Man,” som han selv påpeger, der kan besejre the Party. Og det gør den også: Fortællingen om Winston og Julia i Oceania ender med, at Winston overgiver sig til the Party. Men selve romanen slutter med et rammesættende appendiks, der også henvises til på én af romanens første sider i en fodnote med følgende tekst: ”Newspeak was the official language of Oceania […] (min kursiv).” Ligesom det her bemærkes i datid, at Newspeak var landets officielle sprog, er hele appendikset skrevet i datid og i et markant anderledes sprog, hvilket tyder på, at såvel Newspeak som Oceania – og dermed også the Party og Big Brother – er fortid. Selvom romanens udfald er ulykkeligt for Winston og Julia, ender fortællingen altså ikke ulykkeligt for de fremtidige generationer, som Winston havde håb for. Denne positive drejning af romanen understøtter Winstons håb, som der kun glimtvis åbnes for på Diamond Dogs. Håbet har her lidt samme karakter, som Winstons eget håb – det er ”cheap,” idet håbet er noget, der klynges til, fordi det er den eneste mulighed for at bevare et positivt udsyn. Idet pladen i høj grad følger Winstons og Julias perspektiv – Halloween Jack er som sagt Winstons alter ego – giver det mening, at pladens sidste nummer ikke ender på en ønskelig note, men i stedet er mere sortseende. Julia og Winstons skæbne ender netop der, hvor der intet lys er.

Som jeg har tydeliggjort igennem min analyse, er menneskeligheden og – via den – seksualiteten centrale som sejrende og drivende kræfter både i 1984 og på Diamond Dogs. En række af de politiske strategier og oprøret i 1984 hænger netop nøje sammen med seksualitet, og dette tydeliggør Bowie i dén grad på sin plade, men også i sin udlægning af hovedkarakteren Halloween Jack. Således kobles en seksuel rebelskhed sammen med noget større og bliver et billede på det menneskelige, der genpåkaldes som et resultat af dets fravær i Oceania og Hunger City. På den måde er Bowies Diamond Dogs ikke kun central som rockplade, men også som et lyrisk og litterært værk igennem den rockede og seksualiserede fortolkning af en betydningsfuld roman som Orwells 1984. Selvom ”hope […] is a cheap thing,” er the proles trods alt mere menneskelige og har en drift, ligesom både Winston og Halloween Jack har det, som medlemmerne af the Party og ”the [sable-ized] Diamond Dogs” ikke har – derfor klinger Winstons forventningsfulde ord mindre hult, end de kunne have gjort: ”If there is hope, it lies in the proles,” hvilket understøttes af Halloween Jacks ord på ”Future Legend”: ”[A]ny day now – the Year of the Diamond Dogs!”

Kildeliste

Bowie, David: Diamond Dogs, RCA Victor 1974

Bowie, David: Diamond Dogs, EMI 1990

Orwell, George: 1984/Nineteen Eighty-Four, London: Penguin Classics 2003 [1949]