Archives 2013

Idiot(et)ik – en føljeton (afsnit 1)

Litterær føljeton om idiot-motivet i litteraturen
Af Anne Skov Thomsen

There is a space – more precisely still, a caesura – for which no account has been made, although its disruptive force has been acknowledged in various historical guises.[1]

Denne cæsur, dvs. ophold/hul, i vores tankeverden, som den amerikanske filosof Avital Ronell omtaler, har til gengæld et væld af betegnelser: idioti, dumhed, dårskab – og på udenlandsk; stupidity, bêtise, foolishment, ignorance, Blödigkeit osv. Det svære ved at redegøre for de forskellige begrebers eksakte indhold ligger dels i deres individuelle betoninger af forskellige nuancer af bevidsthed, intelligens og dyriskhed, men også i det forhold, at: “stupidity does not allow itself to be opposed to knowledge in any simple way, nor is it the other of thought.” [2]

Stupidity’ (i nærværende føljeton oversat med ’idioti’) kan altså ikke defineres som klogskabens blotte modsætning, men snarere som et ubeskrevet kognitivt domæne. Trods sin uomgængelighed gælder nemlig det faktum, at: “stupidity has no place on the map drawn up by dogmatism” [3]. Ronell opfatter idioti på linje med bl.a. begreber som fejhed og ondskab; ikke som kropslige fænomener eller blotte karaktertræk, men snarere som strukturer for tænkning, idet idioti altid går forud for formningen af subjektet. [4] Det interessante er i denne sammenhæng at undersøge, hvilket potentiale der kan ligge i idiotien – eller nærmere bestemt; hvilke etiske spørgsmål og virkninger den litterære idiotfigur kan kaste af sig.

 

Idiotopfattelser

Idiotfiguren optræder i litteraturen fra de tidligste romaner (tænk bare på Don Quijote), men diskuteres også helt tilbage i det antikke Grækenland. Her er idioten en, som står uden for samfundet. Aristoteles beskriver agroikos (bonden) som en stædig og uvidende person, ufølsom og uden raffineret tale – modsat den kultiverede og forfinede elegance, som man dyrkede i polis (Athen). Idioti er altså lig med ’det-som-står-uden-for-det-politiske’ og lokaliseres i det før-politiske eller i glemslen af politik. Idioten er en, der er ude af stand til at leve i et samfund, og den essentielt selvforsynende bonde, der netop er kendetegnet ved et fravær af relation eller forbindelse til samfundet, udtrykker derfor social og politisk underlegenhed; han ejer ikke statsborgerskab. [5] Betragter man i forlængelse heraf ordets etymologi, finder man sigende hhv. betydningerne idiotes: ’privatperson, udannet’ og idios: ’ejendommelig, særegen’. [6]

I kristen tradition optræder en næsten modsatrettet opfattelse af idioten, idet moralsk renhed her kun kan sikres gennem en radikal ignorans; man taler om ’den hellige dåre’ eller ’enfoldige’. Idiotens manglende vid bliver her adgangsbillet til Guds kompensatoriske beskyttelse. [7] Dåren mentes i kraft af sine manglende intellektuelle evner at besidde en mere direkte og forbilledlig forbindelse til det guddommelige. En opfattelse, der nok finder sit mest direkte (og alligevel nok så tvetydige) udtryk i den parodiske lovtale,Tåbelighedens lovprisning. [8]

Litteraturens idioter
Så vidt antikkens og kristen traditions to divergerende opfattelser af idioten. En tredje opfattelse foretager en slags kobling af de to. Litteraturkritikeren Roger Ellis beskriver, hvordan idioten i litteraturen såvel som andetsteds ofte er fremstillet for os som objekt for morskab og som bekræftelse af vores gældende samfund og værdiers gyldighed og berettigelse. Men, påpeger Ellis, denne fremstilling af idioten afhænger af, at forfatteren ukritisk tager sit publikums fordomme ind og kun studerer idioten udefra. Litteraturen har nemlig den essentielle rolle, at den kan forsøge at indoptage eller repræsentere den fulde spændvidde af verdenssyn, der forekommer. Vil den derimod kun skildre en enkelt gruppes etik, risikerer litteraturen at blive noget andet [9] (fx en slags propaganda, kunne man tænke sig).Det at lade flere holdninger eller sprog repræsentere side om side er netop, hvad Michail Bachtin i Ordet i romanen fremhæver som definerende ved romanens stiltræk. Romanen skal være ”et mikrokosmos af forskelligsprogethed” [10], som det er op til forfatteren at orkestrere. Et særligt sprog, der kan finde plads i romanen er dårskaben, som ifølge Bachtin altid er polemisk: ”den forholder sig dialogisk til fornuften (den forlorne ophøjede fornuft), polemiserer imod den og afslører den.” [11] Og videre: ”Ved ikke at forstå de alment anerkendte og tilsyneladende almengyldige sprog lærer han [dåren] at sanse deres genstandsmæssige karakter og relativitet, at objektivere dem, befamle deres grænser […]”. [12]

Hvad både Ellis og Bachtin således peger på, og hvad der altså vil være omdrejningspunktet for denne føljeton, er idiotens potentiale til at fremhæve og stille spørgsmålstegn ved givne sandheder i et samfund. Idiotfiguren installeres som en slags modstemme ’ude fra’. Husker den kære læser tilbage til den antikke græske opfattelse, er idioten en, som står uden for polis. Som Ellis skriver, er idiotens verdenssyn funderet i ham selv og hans anderledeshed, mens ’almindelige folk’ finder deres værdier placeret uden for sig selv i en naturaliseret konsensus. I mødet med idiotens afvigende verdenssyn i forhold til denne værdimæssige ’polis’ har dens borgere således ikke andre fortolkningsmuligheder end mærkatet ’idiot’. Idioten er i alle ordets potentielle betydninger udenfor(-)stående. Men samtidig lukker den litterære flersprogethed ikke for, at idioten, jf. den kristne tradition, skulle rumme en anden og dybere indsigt i tilværelsen.

Mod en litterær idiotik
Som også antydet indledningsvis, ligger der i selve idioti-begrebet (og dets mange mere eller mindre nære eller fjerne synonymer) en tvetydighed og uafgørlighed, som jeg vil forsøge at spore som en genkommende struktur i idiotlitteraturens flersprogethed (jf. Bachtin). Gennem en temalæsning på tværs af historien vil formålet med føljetonen være at kaste lys over, hvordan idiotmotivet gennemgående kan siges at tegne en ideel modstandsfigur for vanemæssig tænkning i en given polis og som vækker af etisk refleksion [13] og stillingtagen hos læseren. Jeg vil herigennem forsøge at indkredse en særlig idiotik, altså en idiot-etik, der både kommer til udtryk gennem måden, hvorpå figurerne forholder sig til deres samtid og sociale omgangskreds, men også i romanernes fremstilling og form, der kan anskues som ’idiotiske’ i sig selv.
Som afsluttende cliffhanger for denne første del af føljetonen kan man passende knytte an til Gustave Flauberts benævnelse af det at skrive som “l’acte pur de bêtise”, altså som en handling af ren idioti. [14] Får skribenten ret i sine hypoteser? Har idioterne virkelig noget at lære os? Og hvor skal denne idiotiske føljeton dog ende?!


Følg med, når fortsættelse følger…

Kilder

[1] Ronell, Avital: Stupidity. 2002. University of Illinois Press, Chicago: s. 19

[2] Ibid.: 4-5
[3] Ibid.: 20
[4] Ibid.: 11, 21
[5] Ibid. 40-41
[6] www.denstoredanske.dk
[7] Ronell: 55, 174
[8] Erasmus af Rotterdam. Tåbelighedens lovprisning (1509-1511). 1979. Gyldendal, Viborg: s. 18

[9] Ellis, Roger. The Fool in Shakespeare: A Study in Alienation. 1968. Critical Quarterly, vol. 10: s. 245

[10] Bachtin, Mikhail. Ordet i romanen. (1925) 2003. Gyldendals Bogklubber, s. 269
[11] Ibid.: 257
[12] Ibid.: 258
[13] Jeg har i denne del af problemstillingen ladet mig inspirere af Lone Nikolajsens speciale: Nyttige idioter, som jeg vil vende tilbage til senere.
[14] Ronell: 11

Når det skrækkelige alligevel sker

Anmeldelse af Erlend Loe: Fvonk

Anmeldt af Ditte Obeling

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Har man læst andet fra Erlend Loes forfatterskab, kender man ham med al sandsynlighed som den humoristiske og samfundskritiske forfatter, der med sin simple naivisme rammer knivskarpt ikke alene der, hvor det gør allermest ondt på samfundet, men også der hvor individet rammes og kommer i krise. Med Fvonk viderefører forfatteren af bl.a. Doppler og Naiv.Super stilen, idet han skriver sig ind til kernen af en verden, der er faretruende nær ved at miste al sin nærhed og menneskelighed, og et Norge hvis selvforståelse og menneskesyn er rystet efter Utøya-tragedien og dens demonstration af ondskab.

Continue Reading

Nellies bog

Anmeldelse af Niels Frank: Nellies bog, Gyldendal 2013

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Niels Frank, der siden 1985 har floreret i dansk litteratur som digter, har nu fået sin romandebut – og hvilken! Sjældent har jeg på samme måde følt mig så både rørt, udfordret og underholdt af et litterært værk. 

Continue Reading

Forankring i virkeligheden

– En undersøgelse og diskussion af konceptualiteten i Christina Hagens forfatterskab.

Litterær artikel af Nicoline Thoning. 

 

Værker med flerstemmighed 
Christina Hagen er en forfatter, som er medvirkende til, at påvirke den tilgang, man som læser skal have til hendes værker og forfatterskab generelt, idet hun aktivt anvender medieplatformer til at kontekstualisere sine værker gennem paratekstene. Hun befinder sig derfor i en performativ forfatterrolle, hvorigennem hun placerer sig foran sine værker og rummer en enorm åbenhed omkring dem. Det er en meget pragmatisk og undersøgende tilgang, hun benytter, når hun udforsker ideer til nye projekter, hvor hendes egne betragtninger og oplevelser, danner baggrund for en undersøgelse af andres. Det underbygger, hvordan trangen til at forankre fiktionen konkret i en virkelighed, er medvirkende til, at etablere Hagens forfattervirke og værker som en art konceptuel kunst, idet der forud for værkerne altid eksisterer en iscenesat virkelighed.Dette afspejles eksempelvis i hendes nyeste og mest konceptuelle værk; digtsamlingen White Girl. I forbindelse med dennes udgivelse fortæller Hagen meget åbent om, hvilke aspekter af hendes rejseoplevelser, som fik hende til at skrive dette værk, samt hvordan hun ligeledes tog afsæt i andres, da hun ikke mente, at hendes egne erfaringer var tilstrækkelige. Overordnet var det paradokset i følelsen af at føle sig uretfærdig behandlet. Den tilbagevendende følelse af at blive gjort bevidst om at være en forkælet hvid pige alle ønskede noget af, samtidig med bevidstheden om, at det var en forkælet holdning at have. En oplevelse og følelse hun langt fra var ene om, hvilket var en opdagelse hun gjorde sig, da hun bad en gruppe elever på Silkeborg Højskole bidrage med ubehagelige rejseoplevelser.[1] Herved belyses hvorledes Hagen ikke blot skaber litteratur i samspil med samfundet, men ligeledes i samspil med sine læsere. Dette vidner om en anti-elitær holdning til sit forfatterskab, hvor almindelige menneskers betragtninger inkorporeres, hvis virkning må blive at styrke værkets ethos, samt give værket en mere demokratisk stemme.

Denne tendens er ligeledes aktuel i hendes nyeste projekt Boyfriend, hvor Hagen opfordrer sine læsere til at smage på ordet ”Boyfriend”, og derved hjælpe hende med at finde ud af følgende: ”Hvem Boyfriend er? Hvordan han ser ud? Elsker de ham? Hvad er problemerne med ham?”[2] Til dette formål anvender hun sin hjemmeside til at indsamle disse betragtninger, men ligeledes i interviews og til oplæsninger. Særligt til oplæsningerne får man en fornemmelse af hendes forfatterskabs konceptuelle karakter. Eksempelvis til Vild med Ord festivalen 2012 oplevede publikum, at blive inddraget i Hagens skriveproces. Under hvert projekt lytter Hagen til en bestemt sang, der skal skabe og indfange den stemning, hun ønsker sit værk skal indeholde- den sang skulle publikum lytte til. Stemningen blev sat, hvorefter tilskuernes skriveproces kunne begynde.[3]Således skabte Hagen en begivenhed omkring sit projekt, hvor publikum blev en aktiv del af skabelsesprocessen, ligesom højskoleeleverne var det for White Girl.

Hvorfor konceptuel?  

Med digtsamlingen White Girl og det igangværende projekt Boyfriend får Hagen for alvor stadfæstet sig som en konceptuel forfatter. Men hvorfor denne empiriske tilgang, med behovet for at indsamle og omskrive andres ord, for derefter at bruge disse som fundament for sine projekter? Kenneth Goldsmith giver i antologien Against Expression (2011), et bud på, hvorfor den konceptuelle skrivepraksis er så dominerende i nyere litteratur. Ifølge ham mødte litteraturen sit ’fotografi’, da det mødte internettet, hvilket tvang litteraturen til at ændre kurs. Internettets fremkomst bragte miljøer med sig, såsom social networking, massedeling af filer og blogging, hvilket bevirker at sproglig værdi ikke længere etableres via udsagns udsigelse, men via det udsagnet gør. Vi har således at gøre med et aktivt sprog, der hele tiden flytter informationer, til tider blot for selve ’bevægelsens’ skyld. Aldrig før har sprog haft så meget materialitet, været så omskiftelig, smidig, og let medgørlig tiggende om at blive aktivt styret af forfatteren.[4] Men trods dette syner resultatet ikke anderledes, måske føles det endda ikke anderledes, men det underlæggende ethos og skrivestilen er, ifølge Goldsmith, blevet permanent forandret:

” Words very well might be written not to be read but rather to be shared, moved and manipulated.”[5]

En litteratur, som skabes gennem en ordudveksling 

Ord: written to be shared. En betragtning der efter min mening indrammer Hagens måde at være konceptuel på. Dette mener jeg anskueliggøres, idet sproget hos Hagen rummer en handlende kraft, hvilket illustreres når hun eksempelvis smider ordet ”Boyfriend” ud på sin hjemmeside. Ved at dele ordet, skaber Hagen en mulighed for at fremmane reaktioner hos de fans og andre interesserede, som følger hende online, hvilket vidner om, at ord er skrevet for at dele – at det er dér, det spændende opstår. Med dette mener jeg, at det netop er i en ordudveksling, at Hagens litterære værker bliver til, hvorpå White Girl, og formentlig også projektet Boyfriend, bliver et helstøbte eksempler på dette. Dog er Hagen ikke konceptuel helt ud til fingerspidserne, i Goldsmiths optik, for nok spores en holdning til sproget som materiale og som proces. Men at sprog er noget, der skovles ind i en maskine, hvorefter det vilkårligt bliver smidt ud og genbrugt, er langt fra tilfældet. [6] Jeg mener at den orddeling, og den måde hvorpå Hagen anvender sproget som proces, er mere human, end den maskinelle tilgang, der ses hos de amerikanske konceptualister, hvor konceptualiten skabes på baggrund af det vilkårlige, ubearbejdede og uoriginale genbrug. For Hagen skovler ikke ord ind i maskiner, men ind i mennesker, hvor hendes fiktionalisering af disse menneskers ord peger på, at hun ganske rigtig er konceptuel, men langt fra uncreative.[7]

[1] Shütt-Jensen, Den litterære sabotør, 23. juni 2012, Morgenavisen Jyllandsposten.

[2] Ravn: Ord fra Christina Hagen, 22. september 2012, Politikken, Kultur.

[3] Vild med ord festival, 2012 i Ridehuset Århus, d. 8.9.2012

[4] Goldsmith and Dworkin: Against Expression, Northwestern University Press, 2011, p xix

[5] Ibid.: p. xxi

[6] Goldsmith: Konceptuel poetik, Basilisk og forfattere 2010, trykt hos Jespersen Tryk, s. 75

[7] Ibid.: s. 77

Fint flimrende debut

Anmeldelse af Jonas Rolsted: Flex Death, Gyldendal 2012

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Jonas Rolsted (f. 1980) er et af Forfatterskolens nyeste skud på den danske litterære stamme. Hans debut Flex Death med undertitlen ”Et digt” rummer som det spirende skud på den gamle stamme en udspændthed mellem det næsten barnligt naive registrerende og det erfarne, livskloge blik på grænsen til døden.

Continue Reading