Anmeldelse af Erlend Loe: Fvonk
Anmeldt af Ditte Obeling
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Har man læst andet fra Erlend Loes forfatterskab, kender man ham med al sandsynlighed som den humoristiske og samfundskritiske forfatter, der med sin simple naivisme rammer knivskarpt ikke alene der, hvor det gør allermest ondt på samfundet, men også der hvor individet rammes og kommer i krise. Med Fvonk viderefører forfatteren af bl.a. Doppler og Naiv.Super stilen, idet han skriver sig ind til kernen af en verden, der er faretruende nær ved at miste al sin nærhed og menneskelighed, og et Norge hvis selvforståelse og menneskesyn er rystet efter Utøya-tragedien og dens demonstration af ondskab.
Krise og kamp mod snavset
Statsministeren Jens er i bogen indbegrebet af et individ, der følger samfundet ud i krisen. Han er kaptajnen på den synkende skude. Efter det skrækkelige er sket, tilbringer den deprimerede og udkørte statsminister en rum tid i Fvonks hjem. Fvonk har dog også sine problemer, for han er røget ud i noget snavs. Snavs er i Fvonks univers det værste, der kan ramme én. Beskrivelserne af Fvonks frygt for snavs er udtryk for en mere generel frygt for at blive udstødt af samfundet. Samtidig er det også ganske morsomt, når frygten for snavset bliver inkarneret i de gravide, der konsekvent fungerer som en art moralsk mafia i Fvonks indre verden:
Statsministeren på et lejet værelse. Det var lige det der manglede. De gravide vil næppe synes om det. Det Fvonk har brug for, er at fremstå som en der har lagt alt suspekt bag sig, men dette vil medføre det modsatte, det vil se ud som noget rod, og de gravide vil blive usikre og følge nøje med i den videre udvikling.
Sammen finder de to mennesker nærhed i hinandens selskab, og deres forhold beskrives med et glimt i øjet skiftevis som et ægteskab, et broderskab og et far/søn-forhold, hvor Fvonk er forælder for den nu magtesløse statsminister.
Det skrækkelige og det uforudsigelige
Fælles for de to mænd er deres kriser og deres frygt for snavs og for ikke at blive accepteret og favnet af samfundet. Utøya-tragedien reflekteres i bogen som et udtryk for ondskab, det skrækkelige – en hændelse, hvor sproget kommer til kort. Man kan læse Fvonk som et modigt forsøg på at italesætte nogle af de menneskelige problemer med et stædigt sprog, der taler om krisen ved at tale uden om den.
Kammeratskab og nærhed
I Fvonk modarbejdes krise og ondskab med kammeratskab og nærhed, og de to hovedpersoner bygger efterhånden et helt unikt forhold op. Men ligesom Utøya-tragedien ikke kunne forudsiges, viser Fvonk også alt andet i livet som uforudsigeligt. Som læser kan man tro, man har styr på det hele, når bogen vender ganske uforudset. Livet i Fvonker således karakteriseret af uforudsigeligheder, der kaster menneskene ud i kriser så vel som nye eventyr.
Selvom Fvonk ikke fremprovokerer sprudlende latter som f.eks. Doppler har gjort for mange af os, skal man ikke undervurdere dens bidrag. Fvonk har meget at byde på, når den med humor og varme viser os en uforudsigelig verden, hvor nærheden skaber bånd, der gør det muligt at udholde de moralske razziaer og alt det snavs, samfundet – og dermed også mennesket – kommer ud i.
Fvonk udkom på dansk ved Gyldendal d. 28 februar.
Leave a Reply