Anmeldelse af Jina Khayyer: I kattens hjerte, udgivet på forlaget BATZER & CO d. 24. april 2026. Oversat fra tysk af Paul Klitnæs.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
I lyset af det iranske moralpolitis mord på en ung kvinde og den deraf følgende – og kvindeledede – revolution bliverhovedkarakteren konfronteret med sine egne voldsomme og dybe minder fra sin korte tid i Iran.
Jeg tager med hovedkarakteren Jina på roadtrip i Iran. Kalenderen skriver 2009, og Jina vil gerne lære sit fødeland bedre at kende, eftersom hun er vokset op i Frankrig og mangler en forbindelse til sit land og sit folk. Heldigvis bor hendes halvsøster i Iran og har gjort det i mange år, så hun har en guide i både land og kultur.
Ret hurtigt bliver Jina konfronteret med, at hendes opfattelse af Iran og iranernes selvopfattelse ikke stemmer helt overens:
“Da paskontrolløren i Mehrabad-lufthavnen ser mit iranske pas smiler han venligt og siger ‘Velkommen til Den Islamiske Republik Iran i den retfærdige og almægtige Guds navn. Velkommen hjem.’ Jeg tænker at der hverken findes en retfærdig eller en almægtig Gud, og at Iran er det modsatte af en republik, men jeg holder min mund og smiler til paskontrolløren indtil jeg får mit pas tilbage.”
Det vigtigste redskab
Da Jina når hjem til sin søster finder hun hurtigt ud af, at flere ting er meget anderledes i Iran sammenlignet med Frankrig. Hun anede ikke, at iranske kvinder fik stemmeret i 1963, at de kunne få abort og blive skilt. Hun lærer, at hun ikke skal tale højt om, at hun er lesbisk og at ayatollaherne – dem der styrer landet – kom til magten i 1979, og at landet og kulturen har set helt anderledes ud siden da:
“‘Kontrollen over kvindens krop er Den Islamiske Republiks vigtigste redskab,’ siger Iman. ‘Det er derfor de tvinger os ind under et slør. (…) Den vestlige verden taler jo om den islamiske verden som om der ikke fandtes nogen verden her uden for religionen, den islamiske mand, mullaherne, ayatollaherne, som om der kun fandtes mænd her, ingen taler nogensinde om en kvinde, de har mærket os så den vestlige verden ignorerer os, den skal kigge væk, hvem bryder sig også om at se på sorte fugleskræmsler. Uden kontrollen over vores krop ville der ikke være nogen Islamisk Republik.’”
En kulturel opvågning
At rejse gennem Iran med Jina har været en smuk og oplysende oplevelse. Jeg har oplevet verdens varmeste ørken, hvor sandet konstant changerer mellem gult, rødt og orange, og hvor stilheden er uigennemtrængelig. Jinas søster har lært os, at mennesker aldrig begår ondskab så gennemført eller med så stor overbevisning, som når det er af religiøs overbevisning, og at hele det iranske sprog er bygget op om poesi:
“‘Fra fisken til månen,’ gentager jeg. Jeg kan godt lide det udtryk. Længe før der fandtes guder, og menneskene stadig bukkede for naturen, sagde zarathustrierne fra fisken til månen og mente hele universet fra det laveste punkt, havets bund, til det højeste punkt, månen, og når de sagde en bøn, bad de fra fisken til månen.’”
Det har været en oplysende fornøjelse at læse I kattens hjerte. Romanen har åbnet mine øjne for det iranske folk, deres kultur og sprog.
Leave a Reply