Anmeldelse af Asta Olivia Nordenhof: Maria, Atlantis, udgivet på Gads Forlag d. 2. oktober 2026.
Anmeldelse af Asta Stoltz Blom
Foto: Asta Stoltz Blom
Asta Olivia Nordenhof har gjort det igen. Med tredje bind i serien Scandinavian Star besøger vi et anarkistisk undervandsunivers gennem en venskabelig samtale. Det er en vigtig dialog om, at man ikke altid kan få alt, hvad man ønsker.
I Nordenhofs tredje bog, i sin nu hexalogi med Scandinavian Star som motiv, møder vi to hovedkarakterer, Maria og Oluf Bartholin. Romanen er delt op i tre, hvor første del er en præsentation af disse to karakterer. Maria er teenager i 1990, og synes at hendes barndom var for lang, så hun glædede sig til den store ungdom, men den skuffede også. Nordenhof formår at skrive om Maria med en stor humor, men samtidig med en vis seriøsitet:
”Og ”Nothing Else Matters” var lige præcis ikke udkommet som single, men hvis den var, ville hun have elsket den, for den linje, so close no matter how far, det var sådan hun følte hele tiden: at der var noget der næsten var der, men så var det der alligevel ikke helt.”
Maria føler sig stillestående i sin tilværelse, og hun er længselsfuld efter noget større, og spørger derfor Gud, om han vil gøre hende gravid, hvilket Gud selvfølgelig gør. Oluf Bartholin er på sin vis Marias kontrast. Han er født i starten af 1700-tallet, vil gerne ind i tingenes indre, for han ”fornemmede at der inden i tingene var endnu en ting, og det var dén ting han gerne ville nå.”. Bartholin bliver mediciner, og opdager lymfesystemet. Men da dette ikke er nok for ham, vil han finde Atlantis, som befinder sig i det sydfynske øhav – naturligvis. Maria møder Miguel i sin tid, og forelsker sig med det samme. Han arbejder på Scandinavian Star, og hun bruger derfor sine opsparede penge på en billet, hvor efter de indleder et lidenskabeligt forhold. Men branden bryder ud, så de hopper i vandet, og hvad er under havets overflade? Selveste Atlantis.
Fortælleren kommer igen
Anden del begynder med: ”Jeg er nødt til at træde ind her, selvom det er mod min vilje”, ligesom i de to forrige bøger, blander fortælleren sig, og det er lige præcis her, at jeg ikke kan lægge bogen fra mig. Fortællerenskriver med sin veninde, som er bosat i bjergene i Slovenien, og de to ender ud i en dialog, om hvordan samfundet i Atlantis skal se ud, da fortælleren er ved at give op. Fortælleren er dog godt klar over, at hendes utopi er ”skrevet efter anarkistisk forbillede”, og da fortælleren også synes den bedste utopi er Platons Staten, giver det jo mening, at Atlantis også skal fremskrives ”som en diskussion mellem venner”. De to diskuterer derfor, og veninden bliver herigennem en ligeså stor fortæller, som fortælleren selv. Det er ligeså humoristisk og fjollet, som det er alvorligt og politisk, og det er en fornøjelse.
”Men hvorfor?
Det ved jeg ikke. Det er din historie.
Ej, det er snyd! Det er vores historie.
Ikke rigtigt. Jeg hænger bare i fordi jeg elsker dig og gerne vil hjælpe.”
Nordenhof formår at lave mange genreskift, som jeg sætter pris på, selvom der sker meget. Det er ikke fordi jeg synes, at en klassisk romantasy ville være kedelig, men det er genialt at skrive en dialog, da det giver en dybere forståelse for skabelsen af en utopi. Fortælleren forestiller sig, at mange ting skal være på bestemte måder, men veninden modsiger flere af disse ting, fordi nogle ting ikke kan lade sig gøre, når andre ting opstår. Det er dette, som er så interessant; at vi alle ønsker en harmonisk verden, men hvordan bliver en verden harmonisk? Nordenhofs antikapitalistiske bogserie skulle selvfølgelig på et tidspunkt danne rammen for en utopi, fordi hvordan kan man kritisere et samfund, uden at komme med et modsvar? Og hvor er det rart at være med i skabelsen af dette. Det gik derfor også op for mig, at man nogle gange må give slip på noget, for at få noget andet man ønsker sig. I dette tilfælde må Maria give slip på kærligheden, for at leve i den verden hun ønsker, men er det så alligevel, den verden hun ønsker?
Har vi overhovedet levet i den bedste version af verden endnu?
Der er meget at komme omkring i tredje bind af Nordenhofs hexalogi, og det siger derfor sig selv, at der sker meget. Jeg skulle overgive mig til præmissen om, at jeg ikke kunne regne formen og plottet ud, og ved accepten af dette fandt jeg fodfæstet. Første del er for mig essensen af god litteratur, og jeg kunne læse endnu mere om Marias teenageliv i Frederikshavn. Dertil beskrivelserne af Bartholin, som dissekerer et menneske, er både ubehageligt, men skrevet med den fineste enkelthed. Og det er dét Asta Olivia Nordenhof kan: lege med sproget, og give hver eneste sætning kærlighed.
Maria og Oluf Bartholin drømmer om noget mere. Maria, en anden verden og Oluf Bartholin, at undersøge og opdage og komme helt ind i noget. Jeg læser især Marias ønske, som et håb for en anden verden. Det er derfor man skal læse romanen, for hvad nu hvis vi ikke har levet i den bedste verden af mulige verdener endnu?
Leave a Reply