Anmeldelse af William Shakespeare: Romeo & Julie, udgivet på Gyldendal d. 23. april 2025. Oversat fra engelsk af Niels Brunse.
Anmeldt af Jane Louise Madsen
Foto: Jane Louise Madsen
Den største kærlighedsfortælling. Teen-tragedien. The one and only love story. Kært barn har mange navne. William Shakespeares klassikertragedie Romeo & Julie er for længst etiketteret verdenslitteratur og er en evergreen uden lige – og den holder stadig!
”Hvad er et navn? Det, som vi kalder rose, / vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes; / og Romeo ville, var han uden navn, / beholde den fuldkommenhed, han ejer. / Åh, Romeo, glem dit navn og kast det bort, / for det er ingen del af dig. Til gengæld / må du ta mig.”
Åh, hvilket dårende smukt, længselsfuldt billede. Den altopofrende kærlighed, der kræver komplet underkastelse til tosomhedens magnetiske kraft. Det velkendte rosecitat fra den famøse balkonscene, hvor Romeo og Julie erklærer deres uigenkaldelige kærlighed til hinanden. Frodige ordblomster og forbudt balkonkærlighed, what’s not to like?
Mere end bare en kærlighedsfortælling
Hvor mange gange i livet man bør læse William Shakespeares Romeo & Julie, ved jeg ikke. Jeg læste dramaet første gang i gymnasiet for snart et årti siden – originaludgaven på højstyltet engelsk, naturligvis meget utilgængelig for en gymnasieelev, der hellere ville til fredagsbar end fordybe sig i en tragedie fra slutningen af det sekstende århundrede. Nu har jeg i lystbetonet læsning genbesøgt skuespillet på dansk – og jeg vil anbefale dig at gøre det samme.
I min genlæsning af kærlighedsfortællingen er jeg blevet glædeligt overrasket over flere af dramaets elementer. Trods titelkarakterernes essentielle roller har stykket meget andet at byde på og huser rundt regnet tredive karakterer, der på må og få får taletid på de skrå brædder. Stykket har ligeså overrasket mig med sin gennemgående humor af den vulgære og platte karnevalsinspirerede slags, som både Romeo og hans gutter leverer. Og sproget er ikke blot underholdende; det er til tider tangerende til det groteske – eksempelvis ytrer Julies far, Capulet, således til sin knæfaldne datter: ”Hold bøtte, sådan en ulydig tøjte!”. Ham fatter jeg ikke megen sympati for.
Det sekstende århundredes love story
Denne overdådige love story begynder også anderledes, end man skulle tro. Vidste du godt, at Romeo i nærmest hele første akt elsker en anden kvinde!? Jeg var i chok! Der fandtes Rosalina, før der fandtes Julie! Det var faktisk i sin søgen på hende her Rosalina, at Romeo tager til den maskerade, hvor han møder sin Julie. Sin Julie, der vel at mærke blot er tretten år gammel!? De her dramaer var altså af en anden kaliber i det sekstende århundrede. Men trods sine tretten år er Julies kærlighed til Romeo meget, meget dybfølt. Da Romeo spørger Julie ved hvad, han dog kan sværge, for at vise sin hengivenhed til hende, svarer hun:
”Slet ingenting; / men hvis du vil, så sværg kun ved dig selv, / du er den guddom, jeg alene dyrker, / og jeg vil tro dig.”
Symbiosen mellem de to er hungrende voldsom: De dyrker hinanden som guder, intet mindre. Det er på den ene side en anelse bekymrende med en så altopslugende, patetisk afhængighed, og på den anden side er det imponerende og ganske ømt. Men de to unge elskende kan og må ikke få hinanden, for deres familier strides …
To die for
Uagtet at det er almenkendt, hvordan denne TRAGEDIE ender, tager jeg mig selv i sådan at ønske, at de får hinanden til sidst. Levende eller ja … døde. Som i den selvopfyldende profeti Romeo så yndigt ytrer, da han står i Julies have gemt af den sorte nat:
”Men jeg kan hylle mig i nattens kåbe. / Lad dem kun se mig, hvis du elsker mig; / en død for deres had er sikkert bedre / end livslang mangel på din kærlighed.”
Denne oversættelse er med sit forord og sine fodnoter en skøn udgave. Jeg ved stadig ikke, hvor mange gange man bør læse Romeo & Julie, men den her version vil du gerne have fingrene i. It is to die for.
Leave a Reply