Anmeldelse af Dorthe Nors: En linje i verden udgivet på Gads Forlag d. 1. april 2025
Anmeldt af Matilde Karoline Winther Nielsen
Foto: Matilde Karoline Winther Nielsen
En dag sætter Dorthe Nors sig ind i sin gamle Toyota med kurs mod Jylland. Det næste år skal hun nemlig skrive en bog om en helt særlig linje i verden: vestkystlinjen. En linje, der med sin rå og utæmmede natur har forbundet og formet mennesker i generationer.
Selvom Dorthe Nors er vokset op i en forstad til Herning, er hun kommet på vestkysten hele sit liv i sin families sommerhus. Et sted med en natur, som hun tidligt oplevede en helt særlig forbindelse til. Men ligesom mange andre unge ligesindede, var der noget ved de pulserende storbyer østpå, der tiltrak hende. Derfor flyttede hun som helt ung til Aarhus for at studere nordisk litteratur og senere til København for at blive forfatter.
Men efter mange år med base i København, var det som om, vestkysten kaldte hende hjem:
”Jeg vil have stormflod, tænkte jeg. Jeg vil have hidsig og hård kuling fra nordvest. (…) Jeg vil vågne til en himmel, der er grå og elendig, men som på et sekund, når lyset går i land, skaber et rum af kolossale dimensioner. Horisont, vil jeg have, og jeg vil have ensomhed. Sund ensomhed, og jeg vil have nærhed, sand nærhed. Jeg vil ikke længere være en anden end mig selv.”
Det er den erfaring, den længsel, En linje i verden tager udgangspunkt i.
I fjorten essays tager Nors læseren med på rejsen op og ned langs kystlinjen fra det nordligste Skagerrak til vadehavet ved Huisduinen i Holland. Undervejs flettes hendes egne erindringer og refleksioner sammen med fortællinger om hårdføre vestkystfolk og nådesløse naturkræfter, imens hun afsøger spørgsmål som: Hvordan er steder med til at forme dem, vi er? Og hvad vil det overhovedet sige at høre til et sted?
Horisontafhængig
Helt op til i dag hænger fordommene om beboerne på vestkysten ved: De er fåmælte, tungsindige, troende. Men det er heller ingen mild tilværelse at leve af og med en natur, hvis kræfter både kan æde kyst, skibe og menneskeliv.
I essayene fortæller Nors historier om modige sømænd, der bringer rigdom og eventyr med sig hjem og om fiskere, der risikerer liv og legeme for at forsørge deres familier. Om brutale skibsforlis, strandvaskere i hobetal, dødemandsbjerge og dannelsen af stærke kvindefællesskaber hjemme på kysten, der tager hånd om enker og børn, hvis mænd og fædre er blevet fortæret af havets skummende svælg. For havet giver og tager, det har de altid vidst på vestkystlinjen. Og alligevel – eller måske netop derfor – er de blevet der i generationer.
For man bliver ”horisontafhængig”, som Nors skriver; afhængig af åbne vidder, hav i oprør, storme, der flår huse til atomer og får træer til at bøje deres kroner mod jordbunden.
Afhængig af at føle sig lille, blottet og overladt til naturens nåde:
”Naturen har al tid i verden, se bare ravet. Det viser ikke særligt hensyn til civilisationen (…) Civilisationen er et øjebliksbillede. Kræfter som havets, vindens, regnens, universets ubegribelighed for ikke at glemme jordens glødende kerne op imod din skrøbelige udspændte virkelighed mellem fødsel og død? Dine rumbegreber? Universet ville le, hvis det vidste, at du fandtes, og kunne høre din lille vittighed.”
Intet under, at mange vestjyder er troende.
Nu er jeg hverken sømand, fisker, sømandsenke eller opvokset på vestkysten. Men min familie er kommet der gennem årtier, og jeg hele mit liv. Jeg genkender følelsen af at føle mig lille – en del af en større organisme, der fortsætter med at eksistere, når jeg en dag forsvinder. Det er på en måde en trøst – en beroligende tanke at hænge sin hat på i en verden fyldt med ting, man alligevel ikke kan kontrollere. Og det er præcis sådan jeg får det, når jeg befinder mig på vestkysten – og når jeg læser Nors’ essays.
”Horisontafhængig” var ordet jeg manglede i mit ordforråd.
En ode til vestkysten
En linje i verden er en ode til vestkystlinjen og en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Måden Dorthe Nors væver sine egne erindringer sammen med de historiske beretninger på, løfter bogen til mere end bare et portræt af en bugtende linje på et landkort. Hun er nemlig inde og rode ved noget langt mere almenmenneskeligt, som de fleste – også dem, der ikke har et forhold til vestkysten – formentlig kan spejle sig i. Nemlig, at de steder vi kommer gennem livet, har det med tage bolig i os:
”Man kan have en betingelsesløs relation til et sted.”
Det var en ren fornøjelse at sidde på passagersædet i Toyotaen og se vestkystlandskabet passere forbi. Takket være Nors’ malende beskrivelser kan jeg stadig dufte den krydrede hede, smage saltet i luften og se det golde klitlandskab for mig.
Jeg synes du skal gøre det samme – det kunne være, du blev horisontafhængig.
2 Comments