Anmeldelse af Lilian Munk Rösing: Tove Ditlevsens veje, udgivet på Gyldendal d. 11. september 2025.
Anmeldt af Jane Louise Madsen
Foto: Jane Louise Madsen
Mens mange danskere i dag er velbevandrede i Tove Ditlevsens forfatterskab, var Tove mest af alt velbevandret i sig selv, hun gik sine egne veje. Disse veje har Lilian Munk Rösing kortlagt for alle Tove-fans i det biografiske værk Tove Ditlevsens veje.
Tove Ditlevsen er allemandseje, som Munk Rösing bemærker i værkets begyndelse: ”Er hele Danmark ikke lidt på fornavn med Tove Ditlevsen; er det ikke som ”Tove” hun er hyldet og kendt?” og understreger herefter: ”Tove er nærmest blevet et brand”. Et brand, som Munk Rösing i så fald selv køber ind på, for jeg har lyst til at sige, at her er ENDNU en Tove-bog. Og jeg elsker det da! Det er ganske enkelt skønt at opleve, fra hvor mange vinkler ét menneske kan tilgås og afdækkes. Tove-brandet bliver desuden helt fysisk understreget, da den lækre lærredsindbundne bog på sin ryg, foruden Gyldendals logo, kun har de fire bogstaver, T O V E, glitrende i skinnende, manifesterende sølv.
Overvejelser om betegnelsen af Tove Ditlevsen udfolder Munk Rösing for mig, da hun ikke finder, at blot ét dæknavn er passende. Hun ender med initialerne ”TD” som det mest dækkende, for hvad gør man med så kært et barn med så mange navne? Hun indskyder i denne forbindelse, at hun selv foretrækker at have begge sine efternavne fremhævet, når hun citeres, så det har jeg i sinde at efterkomme, Munk Rösing! Jeg er med hele vejen i samtlige af Munk Rösings overvejelser om bogens tilblivelse, bogens indhold, bogens sprog og om hendes egen forbindelse til Tove Ditlevsen.
Tove-gejsten gnistrer
Gennem hele værket skinner Munk Rösings glæde ved, og måske endda tilhørsforhold til, Tove Ditlevsen og hendes tekster. Dette er bestemt en kvalitet, der glæder skriften, så det ikke bliver (endnu) en semitør analyse af Ditlevsens metrik og versefødder. Forfatteren til denne bog tør lade sin begejstring gnistre:
”At sidde med hendes samlede digte er en overvældende oplevelse. Så mange af dem er hver for sig så fuldendt, koncentreret et kunstværk at jeg synes det kræver et helt kapitel at udfolde bare dette ene digt.”
Jeg husker selv første gang, jeg sad med Tove Ditlevsens samlede digte i hænderne. Det er som at få foræret en poetisk og hemmelig nøgle til alle livets stadier, en forståelsesramme – og jeg kunne sikkert finde på mange flere floskler at fyre af om netop hendes digte.
Der hersker en gedigen respekt for forfatteren, som bearbejdes, hvilket udløser en biografi skabt til os Tove-tilhængere. Jeg sympatiserer også med Munk Rösing, når hun på ærlig vis fortæller mig, at hun ved sit TD-analysearbejde sidder med ”fornemmelsen af at trække nogle meget grove linjer som det meste af tekstens herlighed undslipper; følelsen af kun at have fat i nogle ganske få tråde af et fantastisk og vidtforgrenet tekstuelt væv.” Det er forfriskende at læse en akademikers vægelsindede, ydmyge metarefleksioner.
Ved vejs ende
Det kan godt være, at alle veje stadig fører til Tove. Men alle Toves veje førte til skriften. I den følte hun sig hjemme; ankommet og dog stadig på vej.
Det samme kan vist siges at være gældende for forfatteren til denne biografi, en litterær entusiast. Og jeg sidder nu tilbage med en fornemmelse af at have læst en bog om Lilian Munk Rösing, der betræder Tove Ditlevsens veje med sine ”grønne snøresko i ruskind med lys rågummisål”. Som var værket en art forsøg på at kortlægge de paralleller, der måtte være mellem disse to litterære kvinder. Jeg forstår trangen, og jeg er på sin vis tilhænger af, at vi får et personligt indblik i Munk Rösings skriverum og de snoede omveje, hun må gå ned ad, i kortlægningen af Ditlevsens bevægelser, men ikke desto mindre kommer fortællingen til tider langt væk fra det, jeg synes at være lovet ved dette ”T O V E”-værk. Nuvel, så har jeg lært to seje kvinder bedre at kende.
Leave a Reply