Anmeldelse af Simon Fruelund: Pendlerne, udgivet på Gyldendal d. 4. september 2014
Anmeldt af Vicki Kragh Pedersen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Pendlerne er et spøjst værk i pendlerformat. Det bliver ikke nødvendigvis hos dig bagefter, som mange andre værker, men det er spændende, mens du læser det.
Og netop bogens design er der gjort meget ud af: Selve omslaget forestiller ruten, som bogens togpassagerer kører på, og kapitlerne er delt ind i rutens stop. Et dobbeltdækkertog med rute fra Kalundborg til Østerport station i København en morgen klokken 07.11 møder mange individer på sin vej. Fx en mand på 53 år, som er ved at blive skilt og lige har købt en knallert 45. Eller en pige, der er blevet smidt ud af HTX på grund af fravær og nu arbejder som pædagogmedhjælper. Og en mand, der lige er blevet løsladt fra fængslet. De bliver alle beskrevet med mange detaljer, men uden navns nævnelse. Præcis som du ville møde pendlere på din vej i et tog. Pendlerne her optræder efterhånden, som de står på toget, og bogen slutter ved togets ankomst til Østerport klokken 9.11 med et ’blankt’ kapitel.
Det er tydeligt, at denne bog er velovervejet. Det er nemt at forestille sig, hvordan den er skabt ud fra en nysgerrighed og en lyst til at vide mere om de mennesker, man møder som togpassager. Og selvom du som læser flygtigt får indblik i pendlernes historier og i deres liv, ved du ikke præcist, hvem de er: hvad de hedder, eller hvor de har deres folkeregisteradresse. Fruelund har genskabt en togtur på 187 sider ud fra de præmisser, vi som læsere har til rådighed, hvis vi selv sad i toget. Fantasi og evnen til at kunne betragte andre mennesker fra en kort afstand. Derudover har han forsøgt at fortælle os alt det om passagererne, som vi umuligt kan vide – alt det, der ikke er synligt for det blotte øje.
Men efter at have læst bogen sidder jeg med en ligegyldig følelse i kroppen. Handlingen efterlader ikke nogen spor i min sjæl, men det er måske heller ikke meningen med denne samling af historier. For det gør de fleste togture ikke – de fleste ture glemmes hurtigt som ligegyldig transporttid.
Det gode ved bogen er, at den er skrevet i et let fremkommeligt sprog, der gør det nemt at identificere sig både med personerne i toget og med de personer, du selv har mødt på din vej. Som pigen med det uregerlige hår, der går på HHX:
”Hun har arvet de lysende blå øjne fra sin mor og faldet i håret fra sin far. Det er helt umuligt at styre det hår. Hun fønner det efter badet, retter det ud med et glattejern og krøller det så forsigtigt igen. Her til morgen skulle hele familien af sted samtidigt, og derfor sidder hun nu med sit krøllejern og forsøger at spejle sig i ruden.” (55)
Pendlerne er en velegnet bog til folk på farten, idet den med sin lettilgængelige form optager dig, mens du læser den. Den er godt skrevet, men desværre forsvinder den hurtigt ud af ens bevidsthed – ligesom togrejsen.
Leave a Reply