Anmeldelse af Ken Follett: Stenkredsen, udgivet på Gyldendal d. 23. november 2025.
Anmeldt af Johannes Møberg Thorsen
Foto: Johannes Møberg Thorsen
Seneste skud på stammen i Ken Folletts frodige forfatterskab, Stenkredsen, er en fortælling om de mennesker, der omtrent 2.500 år før vores tidsregning udtænkte og opførte det i dag verdensberømte og gådefulde monument Stonehenge i England. Romanen byder – sædvanen tro – på en bekvem realisme i skildringen af alt fra folkeslagenes sociale omgangsformer til tidens materielle vilkår. Under det historisk specifikke udspiller sig dog anderledes velkendte tematikker såsom mennesket over for naturen, forgængeligheden over for evigheden, som Follett udfolder med vanlig ro og præcision.
Kredsen som et årshjul
Omdrejningspunktet for fortællingen er ikke overraskende kredsen, kaldt Monumentet, med dens funktion som både erotisk, spirituelt og merkantilt mødested for de mange folkeslag – hyrderne, bønderne, flintgraverne og skovfolket – der bebor Den Store Slette. Som læser kan man se frem til gradvist at lære de forskellige folkeslags særpræg, sprog, skikke og indbyrdes konfliktpotentiale at kende i løbet af romanens jævnt, men sikkert fremadskridende plot. Den særlige tiltrækningskraft ved kredsen er dog dens teknologiske funktion som en førskriftlig kalender:
“Der blev holdt ritualer hvert efterårsjævndøgn og forårsjævndøgn, som man kaldte midtvejsritualerne, samt ved midvinter og midsommer, som var i morgen. En af præstindernes nøglefunktioner var at følge med i årets dage, så de for eksempel kunne bekendtgøre, at efterårets midtvejsritual skulle afholdes om seks dage.”
Mellem forudsigelighed og spænding
Det står hurtigt klart, at den oprindelige kreds er ikke lavet af sten, men det anderledes forgængelige materiale træ, og med tanke på romanens realistiske intention og Stonehenge som historisk eksisterende monument, må man indstille sig på, at romanens elementære handlingsforløb således er givet på forhånd: Stenene skal udvælges, fragtes og opstilles. Det betyder samtidig, at det skrøbelige Monument af træ konstant er genstand for politiske særinteresser af den ene og anden slags.
“Meget af det træ her var allerede i forfald. Jeg kan se skimmelsvamp, borebiller, der lægger æg i træet, og fugtighed i stolpehullerne. Monumentet havde måske ikke kunnet holde ret meget længere, heller ikke selvom det ikke var blevet vandaliseret af bønderne.”
Bredt, men fladt persongalleri
Persongalleriets anselige størrelse, der fordeler og forgrener sig over flere generationer i løbet af romanens 25 midvintre, bidrager til den samlede fornemmelse af den næsten overmenneskelige arbejdsindsats og koordinationsevne i opførelsen af den cirkulære stensætning. Fordelt mellem romanens fire folkeslag illustrerer Follett også på forskellig vis, hvordan naturkatastrofer til alle tider har ramt mennesker forskelligt; hvordan frygten for sult, tørke og forfølgelse kan afstedkomme desperate tilstande af emigration, kriminalitet og vold. Personkarakteriseringen er holdt på et fladt og funktionelt niveau, som alene tjener til at drive plottet fremad, og som ikke levner mange nuancer i en skala udspændt mellem de(t) gode og de(t) onde.
I midten af konflikterne følger vi romanens primus motorer i skikkelse af godhjertede Seft og Joia, som på hver deres måde bidrager til stenkredsens virkeliggørelse. Romanens tekniske begavelse, den tidligere flintgraver Seft, løser problemet med transporten og monteringen af de 25 tons tunge sten som en anden prototypisk ingeniør. Som et karismatisk modstykke til Seft samler præstinden Joia folkeslagene på tværs af Den Store Slette med en retorisk overbevisningskraft, der vender udsigten til slid og slæb til en eventyrlig pilgrimsfærd:
“Vi skal på en hellig mission for at behage Solguden. Vi skal binde reb om den største sten i verden. Og vi skal bringe den hjem til Monumentet!”
Fredsommeligt medrivende
Stenkredsen er som roman skrevet med den sprogligt nøgterne, men på samme tid næsten uopslidelige prosa, som er særligt kendetegnende for Folletts både velvoksne og velansete romankunst. Det er læsning uden modhager, og kun et fåtal af forfatterens valg af ord, billedsprog eller sceneskift behøver eller lægger op til umiddelbart at blive genlæst. Alt efter læserens æstetiske præference eller læsningens omstændigheder kan dette være en kvalitet eller en brist. Til en uges efterårsferie i aftenlampens skær var det for mit eget vedkommende fortrinlig underholdning.
Leave a Reply