Anmeldelse af Vigdis Hjorth: Det gode menneske i Sandvika, udgivet ved Lindhardt og Ringhof d. 16. september 2026. Oversat fra norsk af Charlotte Jørgensen.
Anmeldt af Kasper Lejsgaard Knudsen
Foto: Kasper Lejsgaard Knudsen
Moralens tilstedeværelse i et samfund, hvor borgere rangeres efter økonomisk- og kulturel kapital, er et gennemgående tema i Vigdis Hjorths seneste roman. Et lille brunt værtshus i Sandvika er i midten af den storm, som dannes, når byens forskellige verdener mødes over en øl.
Romanen indledes af et brev i bunden af postkassen. Vores fortællers verden går i stå, og hun ligger stivnet på badeværelsesgulvet. Hvad der står i brevet, og hvem det er skrevet af, får vi ikke at vide. Derimod finder vi frem til brevets afsender gennem en fortælling om et brunt lille værtshus i Sandvika, en fortælling om menneskene; stamkunderne og de flyvske, som blot bruger værtshuset som en oase, hvor de kan vente på deres tog eller bus. Samtidig skildrer fortællingen konflikten mellem moral, ansvar og den fordomsfrie, naive lyst til at hjælpe.
Fortælleren i Det gode menneske i Sandvika, er en ældre, fraskilt kvinde, som bruger værtshuset som kontor. Hun bliver dermed en del af den gruppe af mennesker, der er stamgæster på værtshuset. Fra sit bord observerer hun de andre. Der er en konstant kamp inde i hende, for på trods af at hun ikke vil identificere sig med de andre stamgæster; mennesker som lever på overførselsindkomst og drikker deres penge væk, så vender hun gang på gang tilbage til værtshuset. At tage plads i fællesskabet, fører relationer med sig. Relationer som fører til et ansvar, som fortælleren ikke kan rumme. Så på trods af at hun har sin faste plads, og lærer de andre stamgæsters navne samt øgenavne, så er hun ikke en del gruppen. Hendes kapitaler: uddannelse, økonomi og job, fremmedgør hende i dette miljø:
”Jeg havde forfatterkolleger der ikke bare var alkoholiserede, men også fattige, forfattervenner der havde opsøgt Kirkens korshærs maduddeling juleaften, og alligevel, indså jeg mens jeg noterede i bogen, en slags indrømmelse til Snurbarten og hans dumme kumpaner, så havde selv de fattigste af mine forfattervenner noget som Snurbarten manglede, en offentlig stemme.”
Fortælleren kan være alle andre steder end værtshuset, det kan de andre stamkunder ikke.
At give og at tage
Fortælleren får en rutine sammen med stamgæsten Ada. Ada står i kontrast til fortælleren; der er ikke langt fra følelse til handling og hun giver alt, hvad hun ejer væk. Ada giver godbidder til fortællerens hund, trøster alkoholikeren Hikke-Per, og giver alle de penge, hun har, til velgørenhed, fordi andre mangler dem mere. Ada er førtidspensionist, og netop denne position fører skam med sig. For selvom Ada på værtshuset er en giver, så gør stemplet ”førtidspensionist”, at Ada får identitet som én velfærdssamfundet skal tage sig af; en der tager. Den mørke side af velfærdssamfundet er, at vi grupperer folk i to grupper, dem der giver til samfundet, og dem der er en byrde. Romanen viser her problematikken i denne gruppering. Mennesker er mere, end hvad de kan give i form af arbejde og penge, og der ligger en tung skam i ikke at kunne give til fællesskabet. Det er en skam som romanen gennem Ada smukt portrætterer.
Det gode menneske
Hvad vil det sige at være god? Er det at have de rigtige holdninger? At man giver til velgørenhed? Det gode menneske i Sandvika viser, at godheden er at handle; at man trøster alkoholikeren, at man sørger for at studenten kommer sikkert hjem, at man betaler for en andens øl. Godhed fører dog ikke altid til lykkelige slutninger. Virkeligheden er ikke et eventyr. Vigidis Hjorth formår med denne roman at skrive om det svære i fællesskaber; at handle og at tage ansvar for hinanden. Romanen er skrevet som en tankestrøm. Sproget er således skrevet på en måde, så læseren ikke kan være andet end bevidst og til stede; sætninger ender brat, der springes i tid og sted. Det er en roman, der får læseren til at reflektere. Jeg kan varmt anbefale den til alle, da den berører emner om at være et menneske i et kapitalistisk samfund, hvor godhed handler om meget mere end at gøre sit bedste.
Leave a Reply