At lade sig skilles og skide på tingene

By littunAdmin Anmeldelser

At lade sig skilles og skide på tingene

At lade sig skilles og skide på tingene

Anmeldelse af Georgi Gospodinov: en naturlig roman, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 14. august 2018. Oversat af Helle Dalgaard.

Anmeldt af Mette Grandahl

Fotograf: Mette Grandahl

En naturlig roman er en roman, eller måske flere romaner i én roman, der handler om alting og ingenting. Det er en roman, der aldrig dvæler ved noget, men kaster sin læser rundt fra antik filosofi forbi den tragikomiske skilsmisse og gennem overvejelser om toilettet. På trods af dynamikken, bevæger den sig ingen steder. Både romanen og læsningen af den er modsætningsfyldt og ambivalent.

Det er med blandede forventninger, jeg åbner bulgarske Georgi Gospodinovs debutroman, en naturlig roman, fra 1999. Forlagets pressemateriale lover både en historie om en skilsmisse og en indsigt i wc’ets historie. Et wc pryder da også omslaget, side om side med betegnelser som ”Originalt mesterværk” og ”Verdenslitteratur” fra anerkendte, autoritative kilder. Så jeg regner med noget stort og mærkværdigt. På romanens første side bliver man mødt af tre ord: ”Vi skal skilles.” Og med denne triste, dog temmelig udramatiske, begyndelse er tonen sat.

En flues bane

Selvmodsigelsen ”ekstreme banalitet” beskriver bedst mit møde med Gospodinovs fragmentariske tekst. Det er så ualmindeligt almindeligt, både handlingen og sproget, men på en måde, der sætter et aftryk i læseren. Romanen zoomer så meget ind på de helt små ting i hverdagen, at disse blæses op i uigenkendelige størrelser. Tag nu bare fluen:

”Idealromanen er den roman, hvor den røde tråd mellem de enkelte episoder udgøres af en flues bane. Jeg kan godt gentage det – den røde tråd skal være en flues bane. Og igen – en flue. Flue. Flu-e. Fluuuu-ehhhe. Flue. Flue. Flue. Flue. Flue. Flue. Flue. Flue. Flue. Flue. Flue.”

Lige så besværligt, det kan være at følge en flue med blikket, lige så anstrengende er det at skabe mening mellem romanens umiddelbart fragmentariske elementer. Det er en bog, der fordrer et læserblik, der er afslappet, lidt ligesom når man slapper af i øjnene og ser alting lige sløret. Man er nødt til at give slip på trangen til at spore sammenhængen mellem delene, som i stedet skal læses i en blød overgang. Langsomt vil helhedsindtrykket kunne anes.

Modsætninger smelter sammen

”Hvorfra denne pludselige interesse for fluer? Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det er for romanens skyld, den roman jeg vil skrive. En facetroman, der ligner fluens øjne. Og som dette en roman, der er fuld af detaljer, af de småbitte ting, som et simpelt øje ikke agter på. En roman, der er ligeså dagligdags som fluerne.”

Gennem hele romanen vil man som læser opleve at føle sig direkte tiltalt. Eller i hvert fald inddraget i fortællerens udtalte refleksioner om netop den tekst, man sidder med i hænderne. en naturlig romans fundament er modsætningsforholdene: overfladisk og dyb; alvorlig og humoristisk; natur og kultur. Men med det slørede flue-blik fremtræder skellene mellem modsætningerne som ret flydende. På mærkværdig vis formår Gospodinov at fortælle en historie om alting ved at fortælle mange historier om ingenting.

Jeg mener absolut, at en naturlig roman er anbefalelsesværdig, hvis man har mod på at blive udfordret. Specielt som tekstanalytiker. Det er ét værk, der føles som flere; en oplevelse, der slider og trækker i læserens stræben efter sammenhæng og mening. Men giver man slip og fordomsfrit følger romanens naturlige progression, vil den med garanti efterlade et betydningsfuldt, om end forvirrende, spor.