Anmeldelse af Knud Romer: Fortryllelsens poetik. Et liv med Rainer Maria Rilke, udgivet på Multivers d. 27. marts 2026
Anmeldt af Thomas Møberg Thorsen
Foto: Thomas Møberg Thorsen
Den tysksprogede digter Rainer Maria Rilke har fulgt Knud Romer hele livet. Dette følgeskab er nu blevet til en bog om, hvordan man bliver digter.
Man tror, det er et nummer i det berømte Insel-Bücherei, man sidder med i hænderne. Ja, ved nærmere eftersyn må det være nummer et i serien: Rainer Maria Rilkes Die Weise von Liebe und Tod des Cornets Christoph Rilke fra 1912, indbundet i det for den tyske bogrække så karakteristiske, mønstrede papir. Stjernerne i titelfeltet sidder som de skal. Men det er ikke en udgivelse fra Insel Verlag, selvom allusionen er rigtig. Det er Knud Romers seneste bog, Fortryllelsens poetik, man sidder med, og den emmer af tysk kultur- og litteraturhistorie. Og Rilke er med på forsiden: Et liv med Rainer Maria Rilke.
Stjernen over roemarken
Fortryllelsens poetik er skrevet som et boglangt essay, og værket kan måske bedst beskrives som et tov, hvor flere tråde er spundet sammen for at udgøre den overordnede historie. De enkelte tråde udgøres af følgende spor i bogen: Rilkes liv og værker; analyser af Rilkes digte; autobiografisk/erindrende fortælling, hvor Knud Romer prøver at redegøre for, hvordan han selv blev forfatter. I dette fletværk løber også en rød tråd, der holder sammen på bogen med spørgsmålet: ”Hvordan bliver man til den, som man er?”
Det er dét, Romer forsøger at besvare med denne bog, samt at fortælle, hvorfra spørgsmålet kommer. Som undertitlen antyder, hænger Romer og Rilke sammen, for det er nemlig Rilke, der på åbenbarende vis tænder dén ledestjerne over Falsters roemarker, som skal blive Romers gennem hele livet. Rilke har vist, at man kan blive digter – at man kan opnå den umulige drøm, ligesom at gribe en stjerne på nattehimlen. Og ikke nok med det: Romer mener at vide, at han som digter in spe har modtaget breve fra Rilke (Briefe an einen jungen Dichter), og ledestjernen fortæller den romantiske Romer, at han skal være tysk poet og udkomme på Insel Verlag – ”gudernes forlag” – ligesom Rilke selv.
Men hvordan bliver man så tysk poet? I første omgang må man lade sig inspirere, observere, lytte til den poetiske musik, hvor den (altid) allerede findes. Heri ligger noget af det mest vellykkede ved Romers bog: Gennem hans fascination af Tyskland – ”Das Land der Dichter und Denker” – får man selv lyst til at læse og lytte. Alene de fortryllende navne, der i løbet af bogen nævnes: Morgenstern (”tænk at hedde det”, indskyder Romer), Schivelbusch, Thomas Mann og Felix Krull, Novalis, Eichendorf, Tieck, Adorno, Heidegger, Schopenhauer; det er til at blive helt svimmel over! Men størst af alle er Rilke: ”Han var det ypperste, man kunne stræbe efter i sproget”. Derfor lytter den unge Romer (tænk at hedde det!) til netop ham: ”Jeg forstod ikke en lyd af det, som han skrev om. Eller nej, når det kom til stykket, var ordlyden det første og eneste, som gik op for mig – sproget var flydende som sirup – og billederne i digtene var en hallucination af skønhed: Buch der Bilder.” I Die Sonette an Orpheus skriver Rilke: ”Sein ist Gesang”, og livet selv skal nok, hvis man er opmærksom, lære én, at det er med ørerne, man skriver: ”Solsorten vækkede mine ører.”
”Vollbracht”?
Knud Romer skriver skønt; eksempelvis med sætninger som disse: ”hjerteslaget bankede på døren” eller ”Så pustede jeg stearinlyset ud. Det fløj sin vej i en natsværmer.” Sådanne steder har man lyst til at opholde sig ved eller genlæse. Men der er også passager, der får én til i al hast at bladre videre – i håbet om at natsværmeren vender tilbage. Eksempler herpå er de mange steder, hvor Rilkes digte udlægges som ”selvhenvisninger”. Første gang sker det i en analyse af digtet ”Der Panther”: ”Med andre ord handler udsagnet i digtet om udsigelsen af det i en selvhenvisning uden nogen som helst anden virkelighed ud over digtet selv i bogstaveligste forstand.” Hvad er egentlig sagt hermed? De mange gentagelser heraf – samt det seksuelle spor i analyserne, der indledes med Thomas Dylans udsagn ”A poet’s pencil is his middle-leg” – virker forstyrrende og skygger for andre sider af Rilkes digtning.
Bogen afsluttes med et ”vollbracht”, da Romer opnår at få udgivet Den som blinker er bange for døden på Insel Verlag i tysk oversættelse. Men samtidig opdager han, at forfatterkaldet er en evig stræben mod det umulige – og han må begynde forfra, da tyngdekraften kaster ham ned på jorden igen og væk fra stjernerne. Om han også kan sige ”vollbracht” efter denne udgivelse kan diskuteres, men ét er sikkert: Fortryllelsens poetik vækker éns ører og vender éns blik i retning af den tyske litteratur med Rilke i front.
Leave a Reply