Anmeldelse af Haruki Murakami: Første person ental, udgivet på Forlaget Klim d. 26. marts 2021, oversat fra japansk af Mette Holm
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Stemningsfyldte scenarier om, på én gang, skrøbelige og skarpe minder fra svundne tider vækkes til live af stemmerne i Første person ental, Haruki Murakamis nye novellesamling. Vigtigheden af at huske tilbage og tage ved lære af det liv, man har levet, skaber grundlag for samlingens noveller, hvor der ligger et fint slør af magisk realisme over de ellers virkelighedsnære fortællinger.
I Første person ental inviteres vi med helt ind i de forskellige stemmers intimsfærer, hvor der gemmer sig dybt private og mystiske tanker i finurlig detaljerigdom, der rækker ud over virkelighedens ramme. Alligevel rammer fortællingerne ned i det almenmenneskelige følelsesregister og tankemylder, som gennemsøges via mindekataloger – måske, måske ikke fra Murakamis eget liv. Gennem novellesamlingen bevæger Murakami sig nemlig konstant på kanten mellem realisme og magisk realisme samt fiktion og autobiografi.
At blive mindet om minderne
En fællesnævner for alle noveller i Murakamis nye samling er netop minderne. Minderne om alt fra sporadiske relationer og ungdomsforhold til hallucinerende scenarier og flygtige drømme. Minderne, hvad end det er de lynende klare eller tågede af slagsen, fører alle hen på en gennemgående undren og forundring over livet, samt hvad det vil sige at være menneske. Alle indeholder minderne livsvigtige erfaringer, som stemmerne filosofisk tager til efterretning gennem deres førstehåndsberetninger. For hvad vil den pludselige erindring om et kortvarigt seksuelt forhold til en ekskollega, en mystisk fremmed mands budskab på et bjerg i fortiden, ungdomskærestens storebror, der pludselig dukker op i nutiden, eller en meget livlig drøm om en afdød jazzmusiker fortælle om det liv, der er levet, og det, der er tilbage af det?
Trods novellerne står stærke og indtryksrige i sig selv, er de alle forbundet med hinanden på et dybere menneskeligt plan, hvor det går op for både læser og stemmer, at livets hændelser og disses rækkefølge måske ikke er så ligegyldige, som de umiddelbart kan synes. Minderne og erindringerne forårsager retrospektive tanker og overvejelser hos stemmerne, som vækker genklang hos læseren. Livets gang, og hermed aldringen, skrider hastigt fremad, og inden man når at se sig om, ligger en hel livstid bag os fyldt med både væsentlige og mindre væsentlige relationer og hændelser.
I Første person ental hersker de, af livets relationer og hændelser, der er begravet allerbagerst i hukommelsesrækken, og som kun ser dagens lys ved hjælp af nuets tilfældigheder. Relationer og hændelser, der ved første øjekast synes ubetydelige for stemmerne og deres liv, støves af og viser sig at have sat sine præg og haft betydningsmæssige indflydelser på deres liv hver især, når de ses i bakspejlet:
“Når jeg ikke kunne opleve følelsen i den virkelige verden, vakte jeg minderne om den til live i mit indre. På den måde blev minder en af mine vigtigste følelsesmæssige ressourcer, en måde at overleve på. Som en trygt sovende, varm killing i en stor frakkelomme.”
Kærlighedens varmekilde
Minderne er dem, der gennem novellerne blusser op i de forskellige dele af følelsesregisteret hos fortællingernes stemmer. Mindet om The Beatles’ toner, som tapet af en svunden tid, bringer glæde og savn. Mindet om en ekskæreste og en tidligere kollegie kammerat, der hver især har taget deres liv, bringer sorg og trøstesløshed. Mindet om en veninde med fælles interesse for klassisk musik, der pludselig forsvinder, som dug for solen, og mødet med en talende abe bringer undren og fortvivlelse. Drivkraften for disse minders følelser er dog kærligheden. Om det er kærligheden til et bestemt stykke musik, den venskabelige kærlighed, den svulmende og begærlige kærlighed til et andet menneske eller en helt fjerde form af den, så udspringer følelserne herfra. Som den talende Shinagawa-aben beskriver det i samlingens sidste novelle:
“Jeg tror, kærligheden er det brændstof, der holder os i live. Måske slutter kærligheden en dag. Eller der kommer ikke noget ud af den. Men selvom den falmer eller ikke bærer frugt, så vil man alligevel altid huske, at man har elsket en anden. Og det minde udgør en værdifuld varmekilde. Uden denne varmekilde vil et menneskes hjerte – og en abes ligeså – ende som en isnende kold ødemark.”
Minderne tegner de enkeltes individuelle liv, og alle disse liv sammenkobles af og med hinanden via minderne. Hvad end vi tror det eller ej, indhenter livet os med sine mange krøller, afstikkere og uventede tilbagesyn, der tilsammen udgør vores personlige rygsæk og gør os til dem, vi er. Murakami formår med sin novellesamling at minde om livets finurligheder på godt og ondt, måske med inspiration fra sine egne samt andres individuelle livserfaringer.
Leave a Reply