Anmeldelse af Nadia Plesner: Simple Living: kamp og kunst fra en campingvogn, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 13. maj 2015
Anmeldt af Katrine Lund
Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk
Har du hørt om maleriet Dafurnica, om humanitær kunst, om Louis Vuitton, der tabte en retssag mod en ung, dansk kvinde eller om folkemordet i Darfur? Det er alle sammen ingredienser i Nadia Plesners selvbiografi Simple Living. En gribende fortælling om en kvinde, der med store ambitioner ender syg og kvæstet i en campingvogn i Holland, men det er også historien om, hvordan hun netop i campingvognen får en vision om at skabe kunst, der skal hjælpe den sudanske befolkning.
Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte til Nadia Plesners historie, før bogen udkom, men selv efter kun løst at have læst om den, blev jeg med det samme nysgerrig. Efter at have læst bogen selv på bare en uge, var jeg overbevist: Historien havde fanget mig – og fascineret mig.
Nadia Plesner rejser som 25-årig til Holland for at starte på kunstakademiet Rietveld. Den første del af bogen beskriver primært forholdet til hendes utålelige og utro kæreste, og hvordan det får hendes verden til at styrte mere og mere sammen. Skønt denne del af bogen kan synes mere ligegyldig i det samlede billede, gør Nadia Plesner det senere klart, at hun selv mener, det er nødvendigt at forklare, hvordan hun endte så kvæstet i en campingvogn. Det er et hudløst ærligt portræt – så ærligt, at man imponeres og samtidig selv føler sig underligt afklædt. Særligt fordi selvbiografien foregår mellem årene 2006 og 2014, hvilket betyder, at Plesner åbner op for nogle meget nylige situationer i sit eget liv. Den første del læste jeg dog ligeså hurtigt som de sidste dele – måske mest for at blive forsikret om, at hun rent faktisk går fra sin forfærdelige kæreste.
Første del ender med, at Nadia og hendes kæreste har et skænderi ude på en vej, hvor Nadia på dramatisk vis bliver kørt ned, mens de skændes. Hun beskriver meget levende, hvordan hun går igennem heftige smerter og ender med at tilbringe seks måneder i en campingvogn med skimmelsvamp, mens hun kommer sig oven på ulykken. Det er dér, midt i alt det miserable, at hun læser en hollandsk avis, som kickstarter en forandring indeni hende, der kommer til at berøre mange mennesker. I avisen pryder et billede af Paris Hilton forsiden, hvorimod folkemordet i Darfur blot får en lille notits. Det forarger Nadia i så stor grad, at hun sætter sig for at skabe kunst, der kan provokere det verdenssyn, avisen indirekte repræsenterer. Hun tegner en udsultet dreng fra Darfur, der bærer en Louis Vuitton-taske og en chihuahua, præcis som Paris Hilton. Tegningen bliver en del af en kampagne, Nadia starter til fordel for nødhjælp i Darfur. Det hele eskalerer herefter, da tegningen i dén grad lykkes med sit formål: at provokere. Nadia bliver lynhurtigt mediekendt og ender i en retssag mod Louis Vuitton – som hun vinder efter tre år. I denne proces kan man ikke lade være med at nære harme følelser imod modegiganten, men også imod andre, der udviser en uforståenhed over for projektet for ofrene i Darfur. Heldigvis møder Nadia også mange, der vil hjælpe hende, og det er starten på en udvikling, hvor hun udøver massiv hjælp til skoler og hospitaler i forskellige lande i Afrika. Hun kæmper en vigtig sag om retten til en simpel tegning med det bagvedliggende budskab at have retten til kunstnerisk frihed.
Det er ikke for sproget, at man skal læse Simple Living, da det i sig selv er meget simpelt, og der desværre ikke er mange originale sproglige billeder at finde. Hist og her kan man også støde på stavefejl, men de er heldigvis så sporadiske, at værket ikke bærer præg af det som sådan.
Til gengæld er Nadias historie fængende og ikke mindst rørende, og det er dén, man skal læse værket for. Man mærker fortælleren tydeligt – så tydeligt, at man efter endt læsning føler, at man næsten har tilbragt tid med den virkelige Nadia. Der er samtidig en ækvivalens mellem karakteren Nadia og det simple sprog, ikke fordi hun er simpel, men fordi hun på sin vis er meget ligetil.
Nadia fortæller sin historie med stor iver, hvilket medfører, at hun hurtigt vinder læserens sympati. Blandt andet derfor virker hun troværdig, og vi er som læsere på hendes side hele vejen. Som nævnt tidligere kan ærligheden dog godt komme for tæt på, og der udleveres til tider detaljer, som læseren kunne have været foruden. Desuden virker epilogen problematisk, idet den viser, hvordan Nadia selv kommer videre med sit liv efter de ulykkelige omstændigheder – men denne del af forfatterens personlige historie synes ikke rigtig at høre sig til i en fortælling om humanitær kunst.
Men alt i alt kan Simple Living kun varmt anbefales. Nadias historie er yderst relevant i en tid med spørgsmål om ytringsfrihed og bådflygtninge fra Syrien, hvilket hun også berører i slutningen af fortællingen. Nadias egen passion skinner så tydeligt igennem, at den uundgåeligt må forplante sig i læserens eget hjerte, og man bliver efterladt med et ønske om at redde verden. Eller i hvert fald en del af den. Det er en egenskab at movere gennem skrift, og det formår hun på sin helt egen måde. Nadia Plesner gjorde en forskel for en del af verden med sin kunst, og hun viser forbilledligt, at andre kan gøre det samme.
Leave a Reply