At rejse imellem dimensioner

Uundgåeligt bliver Grimus sammenlignet gennemgribende med Rushdies senere bøger, og særligt dem der betegnes som mesterværker – værker, som Grimus åbenbart knap når til sokkeholderne ifølge en stribe af anmelderne foran mig. Men eftersom Grimus er mit første møde med Rushdies forfatterskab, kan jeg ikke stille mig på skuldrene af et utal af holdninger omkring hvornår, hvordan og i hvilke værker, jeg mener, at Rushdie er særlig eminent, og hvorfor Grimus således ikke når op på samme niveau som i andre af hans meget anerkendte værker, såsom De sataniske vers. At Rushdie er en litterær mester, kan der ikke herske tvivl om, og på trods af, at Grimus ifølge en anmelderskare kun viser en brøkdel af dette talent, vil jeg nu alligevel slå et slag for, at Grimus er værd at læse. For det er den absolut, selvom den har sine udfordringer.

At lade læseren svæve i det uvisse
Romanens struktur kan med rette betegnes som en smule indviklet og rodet. Særligt er det et utal af afstikkere fra hovedhandlingen, de nye væsner og begreber, som opstår i skabelsen af parallelle verdner, samt det enorme persongalleri, der gør, at jeg som læser skal holde tungen lige i munden. Indledningsvis præsenteres man for romanens hovedperson, Flaksende Ørn, en rodløs indianerdreng, hvis skæbne og tilværelse er forudbestemt af kræfter, der kun afsløres ved romanens ende. Sammen med sin søster Fugl-Hund bliver han af den mystiske karakter Sipsy tilbudt en flaske, hvis indhold kan stoppe deres ældning og give dem evigt liv. Efter at flaskens indhold er tømt, drager Fugl-Hund afsted med denne Sipsy og efterlader Flaksende- Ørn alene. I en udødelig sjælløs døs vandrer han rundt på jorden, hvor han lader sig føre ind i en tilværelse som privat gigolo for en ældre, velholden kvinde. ”Som mand tilhørte jeg den omstillingsparate type, mere kamæleon end ørn, bedre til at gå på kompromis end til selv at gå forrest.” tænker han om sin egen karakter (32). Således går han på jorden i 777 år, 7 måneder og 7 dage, indtil han falder igennem et hul i Middelhavet og ankommer til Kalveøen. På dette sted udfolder Rushdie sit fascinerende, magiske univers. Det er på denne ø, at romanens egentlige handling udspilles, og der optegnes en virkelighed, hvori der eksisterer parallelle verdener og dimensioner, man kan rejse imellem – hvis man mestrer det. Her møder Flaksende Ørn Virgil Jones, som bliver hans vejleder og beskytter, når han skal lære at gebærde sig på øen og mestre dimensionerne samt de dertilhørende kræfter. For alt på øen er underlagt en såkaldt Grimuseffekt, hvis indflydelse er styrende for øens beboere, der alle må have en besættelse eller særlig interesse for et bestemt emne for ikke at blive ødelagt af denne effekt. Der hersker en hemmelighedsfuld aura omkring den mystiske Grimus og Grimuseffekten – for hvem er Grimus egentlig? Et spørgsmål, som kun gradvist og tvetydigt besvares, og først til slut i romanen får man en flygtig fornemmelse af, hvad og hvem Grimus er. Problemet bliver her, at man som læser irriteres over, at begrebet og navnet anvendes i flæng, uden at man har den fjerneste ide om, hvad ordet indebærer. Men til trods for at man ønsker klarhed, og at bogen gør én mere forvirret, end jeg som læser bryder mig om, er det paradoksalt nok også en del af charmen ved bogen.

Særligt var det romanens karakterer, som for mit vedkommende gjorde bogen medrivende og skabte drivkraften for læsningen. De fremstår til tider komiske i kraft af deres besættelser, som er et grundvilkår for deres eksistens på øen, men samtidig åbner deres halvfilosofiske tankestrømme og refleksioner op for det verdensblik og de livsvilkår, de lever under på Kalveøen. Det sætter tankerne i gang, når Virgil Jones begiver sig ud i at forklare Flaksende Ørn, hvordan beboerne på øen lukker deres bevidstheder af for dimensionerne via deres personlige besættelser, fordi de ikke kan lide at bliver konfronteret med de traumer og andre spor, som med tiden har lagret sig i deres underbevidstheder. Ved at afholde sig fra de indre dimensioner, undgår de at stå ansigt til ansigt med deres egne kompleksiteter. Og man kan næsten ikke holde latteren tilbage ved mødet med den øl-glade Enspor Peckenpaw, der har en manisk trang til at fortælle og genfortælle historier – helst om sine egne uovertrufne bedrifter.

Grimus er muligvis ikke Rushdies bedste værk, hvilket sandsynligvis skyldes, at et spirende talent endnu ikke er udviklet fuldt ud, men er på vej til at finde sin stemme. Det er et værk, hvori der gemmer sig en god læseoplevelse, og for en Rushdie-jomfru som jeg selv, synes jeg bestemt, at bogen er et fint sted at indlede sit bekendtskab med Rushdies fabulerende univers.