Katrine Grünfeld: Stormskader, udgivet på Gyldendal d. 10. marts 2015
Anmeldt af Cecilie Pind Andersen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Katrine Grünfelds Stormskader giver et forfriskende bud på vor tids idealiserede kvindefrigørelse. Med en kvinde i krise, et sommerhus, en strand, rødvinsflasker, sakse og et virvar af tanker skaber Grünfeld et både kaotisk og poetisk rum i romanen.
I Stormskader kommer vi ind under huden og ind i tankerne på vores kvindelige hovedperson, der er flygtet fra sin familie og ud i deres sommerhus: ”Sæt dig op i et træ og sid der en hel dag, sagde M også. Se, hvor smukt og småt alting tager sig ud. Se det sære blive vidunderligt. Du skal højt op. Du skal sidde der længe. Blive sulten og tørstig. Få lyst til at komme tilbage” (side 92).
Men de nærmere faktuelle rammer såsom karakterernes navne er udeladt, og informationer om kvindens identitet, forhistorie og familieforhold dukker kun langsomt op som fragmenter af fortidige minder og nutidige tanker. På den måde mimer kompositionen et liv i kaos og de mættede sætninger et rodet tankespind. Brudstykker af tanker og ord, børnenes fortællinger og forældrenes skænderier blander sig med den indre monolog, der dominerer romanens udsigelse.
Kvinden forsøger famlende at balancere mellem to identiteter: den kontrollerede, konstruktive, helende familiemor og det rasende, destruktive og fragmenterede menneske. Da vi møder hende, er hun forsvundet ind i sidstnævnte univers, hvor hun med afklippet hår og afskallet neglelak drikker rødvin af flasken og nøgenbader på skæve tider af døgnet. I flashbacks til familielivet erfarer vi, at det er det kontrollerede pligttyranni, der har fået hende til at flygte: ”Og så vaskede hun alt hans tøj på koldvask uden vaskemiddel. Sportstøj på silkevask. Hvis han vidste, at hun smider batterierne i skraldespanden” (side 46).
Den freudianske indflydelse er iøjnefaldende hos Grünfeld, der er uddannet inden for både litteratur og psykologi. Kvindens ubevidste har overtaget magten i Stormskader: ”Rødvin får mennesker til at tale sammen, slippe tøjlerne. Se dem som heste. Heste, der står og skraber deres kroppe op ad den snævre stald, se, hvordan de bliver sluppet løs, ud på græs, ud på prærien (side 21-22). Mod romanens slutning dukker en tanke om at vende tilbage til civilisationen dog oftere og oftere op. Selvom vores hovedperson ikke forsones med sin familie, synes hendes lystbetonede eskapader at munde ud i et behov for at vende hjem til familiens trygge, om end til tider ensformige, rammer.
Med en fandenivoldsk og poetisk tone skildrer Grünfeld et afromantiseret kvindeliv, der virker både rodet og dejligt befriende.
Leave a Reply