Anmeldelse af Jamaica Kincaid: Annie John, udgivet på C&K d. 29. april 2021
Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg
Foto: Julia Duyvejonck Frøberg
Annie John fortæller om smerten ved at vokse op. Om at vokse fra forældre og vokse sig ind i en kvindekrop på Antigua, hvor forventningerne til vores protagonist, Annie John, ikke forliger sig med hendes egen sprudlende, sarkastiske og selvstændige personlighed. Annie udvikler et had-kærligheds-forhold til sin egen mor, hvor de to støder ind i hinanden – moren med sine traditionelle holdninger til kvindens rolle og Annie med sin kamp mod autoriteterne.
”Da jeg for lang tid siden ikke ville spise kød og klagede over, at det medførte for megen tygning, tyggede mor først kødstykkerne igennem i sin egen mund og madede mig derefter med dem. Da jeg hadede gulerødder i den grad, at blot synet af dem fik mig til at briste i gråd, prøvede mor at finde alle mulige måder at gøre dem velsmagende for mig. Alt det var slut nu. Jeg troede aldrig mere, jeg ville tænke på noget af det med ømhed.”
Ømheden, der minder om en fugl, der giver sin fugleunge mad, er forsvundet. Det bliver klart, at Annie må stå på egne ben, hvilket skaber et skred mellem Annie og hendes mor, da moren ikke længere sørger for at Annie får næring. I stedet må Annie vokse op. På trods af romanens korte form, udvikles en universalistisk filosofi om pigekroppen, hvor smerten af at vokse op fylder enormt i Annies liv. Hun skilles fra sin mor og igennem romanen prøver hun flere gange at genetablere forbindelsen. Dog bliver det klart, at Annie og hendes mor er langt fra hinanden. Annie er en oprører mod autoriteter og svarer igen, mens Annies mor mener, at man bør lytte til hvad der bliver sagt. Annie passer ikke ind i livet på Antigua, men skiller sig ud i klasseværelset, på gaden og i hjemmet. Derudover fylder hendes diskrete forelskelse i Gwen i romanen, og bliver både et forsøg på at erstatte morens kærlighed og omsorg, som er blevet hende frataget, såvel som et udtryk for at nægte at tilpasse sig samfundets normer. Annie vil mere end hvad samfundet har tilladt hende. Hun udstråler enorm intelligens i form af hendes nysgerrighed, standhaftighed og rebelskhed.
Mere end strækmærker
Jamaica Kincaids skrivestil er tilgængelig og rig på billedsprog, der understøtter den universalistiske filosofi om at vokse op. Romanen er både velegnet for et yngre publikum såvel som hos det voksne. Hos mig genkaldte det samme smerte ved at vokse op som pige i 2021, på trods af at bogen tager sted i Antigua i 1950’erne. Bogen illustrerer derved sin tidsløshed og på samme tid er det også forfærdeligt at tænke på, at mange af de samme normer stadig er til stede den dag i dag.
”Ud gennem den ene øjenkrog kunne jeg se mor. Ud gennem den anden øjenkrog kunne jeg se hendes skygge på væggen, hvor den blev afsat af lampeskæret. Det var en stor og massiv skygge, og den lignede mor så meget, at jeg blev skræmt. For jeg kunne ikke være sikker på, om jeg resten af livet ville være i stand til at afgøre, hvornår det egentlig var min mor, og hvornår det egentlig var hendes skygge, der stod mellem mig og resten af verden.”
At vokse sig ud ad pigekroppen og blive til en kvinde er en særskilt oplevelse, der påvirker kroppen fysisk såvel som psykisk og moralsk. Det er i og for sig en fremmegørende proces, hvor alt det familiære skifter form og bliver til en skygge og alligevel bibeholder sin materielle form, som Annie får fortalt igennem hendes beskrivelse af sin mor. Samfundet vejer tungt ned på en, samtidigt med at kroppen får en ny form, som efterlader strækmærker på baller, lår, mave, og bryster. Men der opstår også et mærke indeni, en følelse af ikke at passe ind, hvor man på den ene side prøver at efterleve hvad samfundet forventer, og på den anden side prøver at modsætte sig det og få sagt fra. Det mest smertende ved det hele er, at imellem alle de problematikker ved at vokse op, opstår også en realisering af at man finder sig nødsaget til at finde ud af hvem man er og blive en særskilt person fra sine forældre. At blive voksen er også at finde ud af, at ens forældre er individer med fejl, fremfor perfektion og omsorg personificeret. Man må se sig nødsaget til at rive sig fri fra forældrenes lænker og finde sin egen vej i verden, uden at have sine forældre som kompas. Selvom man opnår selvstændighed, er vejen derhen smertefuld og fremmedgørelsen fra sine forældre kan efterlade én varige mén.
Leave a Reply