En ”snydejyde” på dannelsesrejse 

Anmeldelse af: Sanne Munk Jensen og Kim Fupz Aakeson: Au pair, udgivet på Gyldendal d. 20. januar 2022

Anmeldt af Henriette Schmidt

Foto: Henriette Schmidt

En Volvo med lædersæder, designertøj og en ny adresse i 2900-happiness. Irene fra Ribe er pludselig omgivet af smukke omgivelser og smukke mennesker, da hun scorer et job som au pair i Hellerup. Med romanen Au pair giver Sanne Munk Jensen og Kim Fupz Aakeson et blik bag en rig, kernefamilies krakelerende facade fra et overbevisende jysk synspunkt. 

Irene aner ikke, hvad hun vil med sit liv, og det er ikke engang hendes idé at søge jobbet som au pair. Hun ved bare, at hendes gymnasiegennemsnit er til at lukke op og skide i. At inden længe er hun kørt ind i sin mors frisørsalon, og at det her nok er hendes sidste chance for at prøve noget helt andet. Familien Hellerup er flinke folk, der elsker at kramme, men i takt med at Irene finder sig til rette i sin nye rolle, begynder historien om den tidligere au pair at hjemsøge hende. Brikkerne falder på plads, mens revnerne i porcelænet, eller rettere botox-bulerne, vokser, og Irene må beslutte, hvor langt hun er villig til at gå, samt hvad hun må ofre.

Lystløgneren fra Ribe

Mie og Thor fra Hellerup ønsker sig en jysk au pair-pige med ben i næsen – og det får de. Irene er ganske givet panisk hele den første uge i Hellerup, da hun har pyntet en smule på sine huslige færdigheder og er bange for at blive afsløret som en uduelig ”snydejyde”. Dog skal man ikke tage fejl af Irenes stolthed, der ikke kun presser hende til at klare skærene, men som også lader hende slippe en løgn hist og her, hvor hun føler sig nedgjort.

” ’Vi er opkaldt efter min mors søstre. De døde begge to, da hun var lille.’
’Nå? Hold da op. Hvad skete der, hvis jeg må spørge?’
Jeg rystede på hovedet. ’De … druknede.
’Gud nej. Det var da frygteligt.’
’Ja. I en kornsilo.’
’Nej?!’ Hun tog sig til brystet.
’Mm.’
Det passede ikke, vi havde bare de navne og jeg fortrød med det samme, men kunne bare ikke lide, at hun skulle sidde og smile på den måde over dét, vi hed. ”

Irene er måske ikke god til meget, men lyve kan hun, og så er hun ikke så ringe med en saks. Derfor syntes jeg også, at det var særligt gennemført, at Irenes karakterisering af de folk hun møder, stort set altid starter med en beskrivelse af deres hår. 

Gråzoner

Gennem romanen navigerer Irene i gråzonen mellem det personlige og professionelle. Hun identificerer sig skiftevis med de velhavende, jævnaldrende piger og de andre au pairs, som hun møder i parken. Irene oplever en stærk fælleskabsfølelse i begge grupper – først på en bytur med værtsfamiliens teenagesøn samt tilhørendes venner og efterfølgende til karaoke-aften med de filippinske au pairs.

” […] kæft, hvor jeg godt forstod Kastanje, ved siden af Rosalin lød jeg som en fuld dreng, der råbte ned i en håndvask. Hun så op på mig, grinede, og så kom omkvædet igen, og nu sang alle de andre damer også med, de stod omme bag os med armene om hinanden, det var helt stadionagtigt, og jeg fik kuldegysninger, der skød hele vejen op gennem nakken og nærmest gav mig susen for ørene.”

En anden interessant gråzone er den, Irene oplever hos sin værtsfamilie, hvor hun veksler i mellem at være et medlem af familien og en ansat – og hvor går grænsen mellem venlige berøringer og sexchikane?

Ikke enten eller

Som læser lagde jeg hurtigt mærke til, at romanen ikke var inddelt i traditionelle kapitler. Dette forstyrrede mig, da jeg normalt sætter mit bogmærke ind ved kapitelskift. Jeg tillod mig derfor at dele bogen op efter de nutidsscener skrevet med kursiv, hvor Irene fortæller historien til en ukendt karakter. Denne inddeling gav nogle forholdsvis lange kapitler, men skrevet i et humoristisk og fængende sprog, blev de læst hurtigt alligevel. 

Til gengæld kunne jeg særligt godt lide, at dette ikke var en enten eller fortælling. Irenes historie er ikke et valg mellem Hellerup og Ribe, luksus og middelklasse eller rigtigt og forkert. Det er en historie om at tage chancer, fejle og lære sig selv at kende på vejen. Irene har ikke alle svarene på forhånd, og som læser var det en fornøjelse ikke at kunne gennemskue, hvor historien endte.