Autofiktion – et anvendeligt begreb?

Autofiktion – et anvendeligt begreb?

Bliver ‘autofiktion’ brugt for ukritisk som begreb?

Hans Hauge, der er lektor på Nordisk sprog og litteratur skrev forleden en lille artikel i Berlingske, hvor han definerede ‘autofiktion’ således:

“I de seneste år er betegnelsen ’autofiktion’ blevet brugt flittigt om en ny slags litteratur, hvor forfatter og fortæller tilsyneladende er identiske.”

Det er imidlertid ikke så simpelt, hvis man skal tro Hauges videre refleksioner:

“Problemet er blot, at Min kamp er det modsatte af en autofiktion, for hverken romanen eller dens personer er fiktive, men virkelige. Den er skrevet som en kamp mod fiktion og fiktionalisering, og dermed er den på linje med de førende franske forfattere, der nu også har vendt sig mod autofiktionen. I Min kamp er fortæller og forfatter identiske, sådan som det også er tilfældet hos Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof. Og gad vide, om det ikke er en fiktion, at Iben Mondrups roman Godhavn er en fiktion? Den er næsten for god til ikke at være sand.” (Kilde: Hans Hauge i Berlingske den 1/10-2014)

Selv har Hauge introduceret begrebet ‘fiktionsfri fiktion’ til at dække dette litterære fænomen, hvor forfattere tilsyneladende forsøger at bekæmpe fiktion med fiktion. Dvs. værker der stræber efter at gøre sig fri af den fiktion vores daglige kommunikation angiveligt er blevet, fordi ingen siger hvad de mener. ‘Fiktionsfri fiktion’ bliver således et udtryk for den rene ytringsfrihed; at forfatterne, idet de under de fiktive slør fralægger sig ethvert ansvar, samtidig er frie til at udtale hvad som helst. [1]

Men forholder Hauges begreb overhovedet til det samme fænomen som ‘autofiktion’-begrebet?

Den franske litterat Catherine Viollet bestemmer ‘autofiktionen’ som den postmoderne form for selvbiografi. Med det postmoderne paradigmes afvisning af ideen om en endelig sandhed, bliver fortællingen om selvet også påvirket. Selvom detaljerne er faktuelle, ligger de også altid under for en ‘reinvental’ (‘genopfindelse’) i den fiktionaliserende fremstilling. ‘Autofiktion’ defineres således som en fiktionalisering af selvbiografisk, levet liv: Når forfatter, fortæller og hovedperson hedder det sammen, men der netop er tale om en roman og ikke en selvbiografi.[2]

De forskellige holdninger afspejler kernen i diskussionen, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til spørgsmålet mellem fiktion og virkelighed i den selvfremstillende litteratur, der præger det litterære landskab disse år.

Hvad tænker I?

 

[1] Hans Hauge: “Fiktionsfri fiktion”, Multivers 2013
[2] Refereret efter Stefan Kjerkegaard

 

1 comment so far

Stine Liberty Svenningsen Posted on 9:08 am - okt 22, 2014

Nogle gange undrer jeg mig over, hvorfor vi overhovedet har behov for et begreb, der definerer noget, som umiddelbart ikke kan eller vil defineres – nemlig når en forfatter leger med fortæller- og karakterkoventioner og på sin vis intentionelt vil forvirre sin læser til at tro, at der er lighedstegn mellem forfatter, fortæller og hovedperson – eller er der mon nu også det?
Min pointe er blot, at det er interessant, hvordan vi som mennesker så ihærdigt ønsker at definere ting – at sætte i kasser og kategorier og kalde noget for det ene eller det andet – når tingen, her “fiktionsfri fiktion” eller “autofiktion” (hvis vi antager at de dækker over samme begreb, skønt dette jo er diskuterbart), ikke VIL lade sig definere (bemærk her passiven).
Er løsningen så, at der ingen kategorisering finder sted, og at ingenting lader sig definere? Det tror jeg ikke. Hermed lades alt for meget op til tilfældighederne og til menneskets luner. En kategorisering og definering må nødvendigvis finde sted. Men hvorfor? Måske var dette et endnu vigtigere spørgsmål at stille, for det har vidtrækkende konsekvenser inden for alle grene af litteraturen (især diskussioner om genrer og perioder), men også i livet generelt: hvorfor ønsker vi at organisere i kasser? Jeg er bange for, at svaret er, at vi ikke kan rumme for udefinerbare størrelser – at vores hjernekapacitet simpelthen er for lille (dette findes der sikkert undersøgelser, der understøtter). I alle tilfælde er det værd at spørge sig selv, hvorfor vi overhovedet har brug for at sige enten “fiktionsfri fiktion” eller “autofiktion” – eller noget helt tredje.
Beklager afstikkeren, men jeg synes, at det er en vigtig diskussion at have.