Autofiktion – et anvendeligt begreb?

Hans Hauge, der er lektor på Nordisk sprog og litteratur skrev forleden en lille artikel i Berlingske, hvor han definerede ‘autofiktion’ således:

“I de seneste år er betegnelsen ’autofiktion’ blevet brugt flittigt om en ny slags litteratur, hvor forfatter og fortæller tilsyneladende er identiske.”

Det er imidlertid ikke så simpelt, hvis man skal tro Hauges videre refleksioner:

“Problemet er blot, at Min kamp er det modsatte af en autofiktion, for hverken romanen eller dens personer er fiktive, men virkelige. Den er skrevet som en kamp mod fiktion og fiktionalisering, og dermed er den på linje med de førende franske forfattere, der nu også har vendt sig mod autofiktionen. I Min kamp er fortæller og forfatter identiske, sådan som det også er tilfældet hos Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof. Og gad vide, om det ikke er en fiktion, at Iben Mondrups roman Godhavn er en fiktion? Den er næsten for god til ikke at være sand.” (Kilde: Hans Hauge i Berlingske den 1/10-2014)

Selv har Hauge introduceret begrebet ‘fiktionsfri fiktion’ til at dække dette litterære fænomen, hvor forfattere tilsyneladende forsøger at bekæmpe fiktion med fiktion. Dvs. værker der stræber efter at gøre sig fri af den fiktion vores daglige kommunikation angiveligt er blevet, fordi ingen siger hvad de mener. ‘Fiktionsfri fiktion’ bliver således et udtryk for den rene ytringsfrihed; at forfatterne, idet de under de fiktive slør fralægger sig ethvert ansvar, samtidig er frie til at udtale hvad som helst. [1]

Men forholder Hauges begreb overhovedet til det samme fænomen som ‘autofiktion’-begrebet?

Den franske litterat Catherine Viollet bestemmer ‘autofiktionen’ som den postmoderne form for selvbiografi. Med det postmoderne paradigmes afvisning af ideen om en endelig sandhed, bliver fortællingen om selvet også påvirket. Selvom detaljerne er faktuelle, ligger de også altid under for en ‘reinvental’ (‘genopfindelse’) i den fiktionaliserende fremstilling. ‘Autofiktion’ defineres således som en fiktionalisering af selvbiografisk, levet liv: Når forfatter, fortæller og hovedperson hedder det sammen, men der netop er tale om en roman og ikke en selvbiografi.[2]

De forskellige holdninger afspejler kernen i diskussionen, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til spørgsmålet mellem fiktion og virkelighed i den selvfremstillende litteratur, der præger det litterære landskab disse år.

Hvad tænker I?