Archives oktober 2014

Latinamerikansk stjerne i kærkommen dansk oversættelse

Anmeldelse af Roberto Bolaño: Fjern stjerne, udgivet på Gyldendal d. 15. september 2014.

Anmeldt af Katrine Lund

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Roberto Bolaño er en chilensk forfatter, hvis værker inden for de sidste ti år har fundet vej til Danmark senest med den nyoversatte Fjern stjerne fra 1996. Heri bliver kunsten trukket helt til grænsen – hvis der da overhovedet findes en sådan grænse? Under overfladen ligger beretningen om det chilenske militærkup i 1973, hvor Bolaños stemme på unik vis skiller sig ud fra resten af koret.

Read More

Det eneste rigtige er ikke nødvendigvis det rigtige

Anmeldelse af Malene Ravn: Det eneste rigtige, udgivet på Gyldendal d. 3. oktober 2014.

Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

”Det kommer ikke til at lykkes, Nina. Du er ikke i stand til at få børn. Jeg vil ikke anbefale hverken flere forsøg, flere undersøgelser eller indgreb. Du er snart fyrre, du har et godt liv, og du kan fortsætte med at have et godt liv uden børn. Du er nødt til at… komme overens med det. Se nye muligheder” – og netop dette forsøger hovedpersonen Nina i Malene Ravns debutroman Det eneste rigtige.

Read More

Ud over afgrunden

Anmeldelse af Klaus Rifbjerg: Idræt, udgivet på Gyldendal d. 6. oktober 2014 .

Anmeldt af Nicoline Thoning

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Idræt er en roman, hvori der siges utrolig meget, uden at den egentlige kerne afsløres. Hele tiden har man fornemmelsen af, at noget ulmer under overfladen – en fornemmelse der langsomt opbygges som en vished. For romanens hovedperson, idrætslektoren Steffen Gurt, er en kompleks mand. Og en impulsiv tur sammen med hustruen Harriet til deres nordjyske sommerhus viser sig at blive hans vej ud over afgrunden.  

Read More

Autofiktion – et anvendeligt begreb?

Bliver ‘autofiktion’ brugt for ukritisk som begreb?

Hans Hauge, der er lektor på Nordisk sprog og litteratur skrev forleden en lille artikel i Berlingske, hvor han definerede ‘autofiktion’ således:

“I de seneste år er betegnelsen ’autofiktion’ blevet brugt flittigt om en ny slags litteratur, hvor forfatter og fortæller tilsyneladende er identiske.”

Det er imidlertid ikke så simpelt, hvis man skal tro Hauges videre refleksioner:

“Problemet er blot, at Min kamp er det modsatte af en autofiktion, for hverken romanen eller dens personer er fiktive, men virkelige. Den er skrevet som en kamp mod fiktion og fiktionalisering, og dermed er den på linje med de førende franske forfattere, der nu også har vendt sig mod autofiktionen. I Min kamp er fortæller og forfatter identiske, sådan som det også er tilfældet hos Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof. Og gad vide, om det ikke er en fiktion, at Iben Mondrups roman Godhavn er en fiktion? Den er næsten for god til ikke at være sand.” (Kilde: Hans Hauge i Berlingske den 1/10-2014)

Selv har Hauge introduceret begrebet ‘fiktionsfri fiktion’ til at dække dette litterære fænomen, hvor forfattere tilsyneladende forsøger at bekæmpe fiktion med fiktion. Dvs. værker der stræber efter at gøre sig fri af den fiktion vores daglige kommunikation angiveligt er blevet, fordi ingen siger hvad de mener. ‘Fiktionsfri fiktion’ bliver således et udtryk for den rene ytringsfrihed; at forfatterne, idet de under de fiktive slør fralægger sig ethvert ansvar, samtidig er frie til at udtale hvad som helst. [1]

Men forholder Hauges begreb overhovedet til det samme fænomen som ‘autofiktion’-begrebet?

Den franske litterat Catherine Viollet bestemmer ‘autofiktionen’ som den postmoderne form for selvbiografi. Med det postmoderne paradigmes afvisning af ideen om en endelig sandhed, bliver fortællingen om selvet også påvirket. Selvom detaljerne er faktuelle, ligger de også altid under for en ‘reinvental’ (‘genopfindelse’) i den fiktionaliserende fremstilling. ‘Autofiktion’ defineres således som en fiktionalisering af selvbiografisk, levet liv: Når forfatter, fortæller og hovedperson hedder det sammen, men der netop er tale om en roman og ikke en selvbiografi.[2]

De forskellige holdninger afspejler kernen i diskussionen, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til spørgsmålet mellem fiktion og virkelighed i den selvfremstillende litteratur, der præger det litterære landskab disse år.

Hvad tænker I?

 

[1] Hans Hauge: “Fiktionsfri fiktion”, Multivers 2013
[2] Refereret efter Stefan Kjerkegaard

 

Pigesind mellem kontrol og kaos

Anmeldelse af: Som en tikken under huden af Camilla Wandahl. Forlaget Høst & Søn. Udgivet d. 17. oktober 2014.

Anmeldt af Stine Liberty Svenningsen

Foto: Bogens omslag / rosinante-co.dk

Som en tikken under huden er en stærk ungdomsroman om en ung piges kontroltab og et svært søsterforhold, der sættes på spidsen i et komplekst trekantsdrama. Romanen rammer sin målgruppe – unge piger i samme aldersgruppe som den 19-årige hovedperson – men behandler også almenmenneskelige problematikker; når man føler sig ensom og blot ønsker at tage afstand fra verden.

Read More