Anmeldelse af Malene Ravn: Det eneste rigtige, udgivet på Gyldendal d. 3. oktober 2014.
Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
”Det kommer ikke til at lykkes, Nina. Du er ikke i stand til at få børn. Jeg vil ikke anbefale hverken flere forsøg, flere undersøgelser eller indgreb. Du er snart fyrre, du har et godt liv, og du kan fortsætte med at have et godt liv uden børn. Du er nødt til at… komme overens med det. Se nye muligheder” – og netop dette forsøger hovedpersonen Nina i Malene Ravns debutroman Det eneste rigtige.
Udadtil lever Nina og Niels et godt liv. Deres parforhold synes udmærket, deres hjem er nyt og moderne (bl.a. med en Eilersensofa, som omtales adskillelige gange, og den populære Kubus-stage), og de har begge gode jobs. Alligevel er virkeligheden en anden bag facaden.
Vi præsenteres først for hovedpersonen Nina, der er ved lægen for at få svar på, om hun kan få børn: ”Jeg ved godt, hvordan tingene er. Jeg har ét ønske i livet, og det kan ikke gå i opfyldelse” (5). Ønsket om et barn bliver på mange måder romanens omdrejningspunkt. Den næste person, som vi præsenteres for, er Niels, som glemmer at spørge ind til resultatet af Ninas undersøgelse, og som tager på udviklingsseminar med arbejdet, hvor han er Nina utro med den kun 15-årige Marie. Og det er ikke første gang, at Niels har en affære:
”Det er vel derfor, vi stadig er sammen. Fordi han afslørede sig selv, og fordi han har lovet aldrig at gøre det mere. Og fordi vi begge ved, at han gør det igen. Vi har ligesom en lås på hinanden. Han er underst, fordi han gør det. Så bestemmer jeg resten. Bare jeg ikke siger det højt, bare vi ikke taler om det, bare jeg lader det passere, så kører det.” (18)
Men da Marie ringer på døren, og Nina inviterer hende indenfor, bliver både Niels og Nina tvunget til at forholde sig til problemerne (selvom de udskyder det usandsynligt længe). Og med Marie i huset eskalerer situationen i et udspekuleret og begivenhedsrigt trekantsdrama.
Som læser følger man hovedsageligt Nina, og med Malene Ravns simple og ærlige sprog føler jeg, at jeg befinder mig inde i Ninas hoved. Dog får læseren også Niels’ fortællerstemme at høre gennem nogle kortere skift af synsvinkel, hvilket fungerer godt for romanen. Skiftene fremstiller flere sider af trekantsdramaet og gør, at læseren sidder med en merviden i forhold til romanens karakterer. Den skiftende synsvinkel giver mig gentagne gange lyst til at agere parterapeut; jeg vil hjælpe Nina og Niels igennem deres problemer og få dem til at tale sammen. Hvis de bare var ærlige overfor hinanden og fortalte hinanden om deres tanker, kunne de droppe deres udspekulerede skuespil. Selvom der er en vis forudsigelighed i romanen, fungerer det fint, fordi jeg, som læser, ikke kan stoppe eller ændre på handlingen, men i stedet blot sidde og tænke ”nej nej nej, kan det her virkelig passe? Hvorfor stopper de ikke?”. Men det bliver næsten for meget, hvilket gør, at både Nina, Marie og især Niels til tider virker som lidt flade karakterer, der ikke forholder sig realistisk til problemerne. Romanen kan i forlængelse heraf også kritiseres for at savne dybde. Selvom forudsigeligheden fungerer udmærket i plottet, er den alligevel tilstede – og det kan i længden virke trættende, at man som læser skal igennem mange sider, der udpensler det samme stof, som man allerede havde gennemskuet på forhånd.
Malene Ravn leverer en velskrevet, men nogle gange lidt flad og triviel debut, hvor teenagepigen Marie fungerer som katalysatoren for Nina og Niels’ parforhold – bliver hun deres undergang eller deres redning? Efter at have læst romanen er jeg stadig i tvivl. Det eneste rigtige udforsker et sinds sammenbrud, et parforholds krise og berører etiske dilemmaer som spørgsmålet: Hvad er det eneste rigtige?
Leave a Reply