Latinamerikansk stjerne i kærkommen dansk oversættelse

Latinamerikansk stjerne i kærkommen dansk oversættelse

Latinamerikansk stjerne i kærkommen dansk oversættelse

Anmeldelse af Roberto Bolaño: Fjern stjerne, udgivet på Gyldendal d. 15. september 2014.

Anmeldt af Katrine Lund

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Roberto Bolaño er en chilensk forfatter, hvis værker inden for de sidste ti år har fundet vej til Danmark senest med den nyoversatte Fjern stjerne fra 1996. Heri bliver kunsten trukket helt til grænsen – hvis der da overhovedet findes en sådan grænse? Under overfladen ligger beretningen om det chilenske militærkup i 1973, hvor Bolaños stemme på unik vis skiller sig ud fra resten af koret.

Fjern stjerne er historien om jagten på den obskure kunstner Carlos Wieder (som i øvrigt har adskillige navne i løbet af bogen, men dette som det mest gennemgående), der under Pinochets styre skaber en ny chilensk poesi. Han gør brug af eksperimenterende former, såsom poesi skrevet på himlen, kunst som torturmiddel, hvor særligt kvinder er ofre, og absurde krigsspil ingen vil købe. Hovedpersonen, som også er fortælleren, og hans ven Bibiano møder i første omgang Wieder til en poesiworkshop, hvor kunstneren blandt andet gør sig godt bekendt med de enestående Garmendia-søstre, som han senere dræber i en akt for kunsten. Man hører også om andre venner og bekendte fra gruppen, og hvor deres veje fører dem – eller ikke fører dem – hen efter kuppet. Det er Bibiano, der efterforsker vennernes forsvinden, men senere kommer fortælleren selv i spil, da han skal opspore Wieder efter forespørgsel fra en forhenværende chilensk politimand.

Igennem Wieders kunstneriske virke bliver der afprøvet grænser. Efter en af Wieders optrædener inviterer han alle hjem til sin lejlighed, hvor gæsterne senere på natten får lov til at komme ind i hans værelse og se en fotoudstilling, han har arbejdet på. Den første gæst iler ud derfra og brækker sig; det er den eneste kvinde til festen. Rummet er fyldt med Wieders fotografier af sine mordofre. Blandt dem er søstrene Garmendia. Det er en grotesk måde at udføre kunst på, og de fleste af gæsterne bliver skam også ilde til mode og vil tilkalde politiet. Men ifølge løjtnanten Muñoz Canos beretning skaber det også en ”underlig fornemmelse af broderskab” – scenen forvarer en diabolsk stemning.

Man genkender hurtigt en latinamerikansk tone gennem bogen – Bolaño er umiddelbar og uforceret i sin stil – og forhold som religion, æstetik og det metafysiske bliver en naturlig del af resten af virkeligheden. En sætning som ”Så Lorenzo voksede op i Chile uden arme” indebærer en ukompliceret litteraritet i den morbide humor. At en fremmed politimand ringer på døren og beder om hjælp til at finde en person, der sandsynligvis er død, ved hjælp af tidsskrifter og gamle pornofilm, bliver accepteret. Det er dog gjort med tilbagehold, men som et godkendt postulat. Bolaño normaliserer det mytiske, og som fortælleren siger: ”Hallucinationer var ikke sjældne i 1974”. Det er blandt andet det, der gør bogen så anderledes forfriskende fra de sædvanlige profane værker, der efter min mening bliver produceret så mange af i dag. Bogen er i det hele taget et kærligt gensyn med en sydamerikansk litteratur, også selvom Bolaño boede udenlands store dele af sit liv.

Til tider udgyder Bolaño dog for mange konkrete fakta, der bliver for omstændelige. Et sjovt påfund, såsom at politimandens yndlingsroman er De elendige, drukner i de overdængende detaljer. De strækker sig til tider i så lange parenteser, at man har glemt, hvad sætningen i det hele taget startede med, og fortællingen mister kohærens. Det er tværtimod alle karaktererne og deres historier, som får fortællingen til at flyde, og ikke om den og den har skrevet i dét og dét tidsskrift. Det er også derfor, at bogen desværre er langsom om at komme i gang, men den er det absolut værd.

Bolaños skildring af Pinochetstyret er indsigtsfuld og sigende. Tag for eksempel fortællerens drøm om at være skibbruden sammen med Wieder: ”… Wieder og jeg havde været på det samme skib, han havde bare været med til at få det til at synke, og jeg havde gjort meget lidt eller ingenting for at forhindre det.” Den Wieder som tidligere er blevet beskrevet som en djævel, lig med Pinochetstyrets onde gerninger, bliver i denne beskrivelse humaniseret. De levede begge under styret, fortælleren så passivt til, mens Wieder blot hjalp ”skuden med at synke”. Men det er her, at fortælleren bliver i stand til at tage handling mod Wieder. Intet er sikkert i bogen: ”Alt dette foregik måske sådan. Måske ikke.” Denne usikkerhed får også udtryk i de andre karakterers skæbner, der synes at ende ud i en dekonstrueret intethed.

Fjern Stjerne udfolder væsentlige problemstillinger, flotte karakteristikker og en tør humor, der er værd at stifte bekendtskab med. Bolaño vover at bevæge sig helt ind i de mørkeste kroge af beskrivelserne af de blodige år under Pinochetstyret. Bogen er en af de mindre læste af hans værker, hvilket er en skam. Jeg vil hermed glædeligt sende en anbefaling af sted til læseren: Lad den fjerne stjerne komme til Danmark!