Av mit hjerte

Anmeldelse af Sigrid Adamson: Skyerne, udgivet på Gads Forlag d. 9. januar 2026.

Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen

Foto: Amalie Brændgaard Hansen

Sigrid Adamson debuterer med en brusende roman om venskab i medgang og modgang og niver mig i hjertet, mens hun viser den dyrebare værdi som sande venskaber har.

Siden dens udgivelse i starten af januar har Skyerne været på manges læber, og er det stadig. Og jeg må bare sige, at jeg godt forstår det, for av mit hjerte, hvor er det en fin og kærlighedsfuld historie. En historie om venskab – det kan man altid bruge. Men… selvom jeg nød at læse den, så skulle jeg tage tilløb til at sætte mig og skrive mine tanker ned, ikke fordi jeg mangler ord, men fordi det er en roman, der sætter sig i en. Og derfor giver jeg også lige en trigger warning, da romanen behandler emner, der kan være særligt hårde for nogle at læse.

Skyerne er en fortælling, der rammer mig i hjertet med en dirrende smerte. Den er trist, sørgmodig og rørende, samtidig med at den er smuk og livsbekræftende.

Et symbiotisk venskab

Jeg introduceres til to kvinder, som jeg forestiller mig er i slut tyverne. A og O er bedsteveninder. O er fri, hvad jeg læser som udadvendt, har ifølge A en stråleglans og fremstår selvsikker. Men indadtil gemmer hun på en indgroet følelse af ensomhed. A arbejder på et kunstmuseum, hvor arbejdsmiljøet synes at have en overfladisk klang. Hun er en eftertænksom, en kende usikker anlagt og ser sig selv som genert. Og så er A en drøm af en veninde. En der støtter- og er der for O, når hun trænger det mest. En, der bekymrer sig for hende. En, der kender O og ved mere end nogen anden, hvad hun har brug for. Hun køber medicin til O, hendes yndlingsbagværk og tulipaner.

De laver nærmest alt sammen: solbader, tager på klub, går til fernisering, søger trøst i O’s mors sommerhus, tager coke, går ture og ligger derhjemme og ser Housewives. De sms’er om alt – stort som småt – fra tøjkrise til dates og blærebetændelse. Rent ud sagt er de uadskillelige og meget tætte. Veninderne mærker hinandens signaler, fornemmer hinandens sindstilstande og sårbare sider. De kender hinandens svagheder, og ved (for det meste), hvordan de kan støtte hinanden bedst:

”Hun ser hen på A for at sige med øjnene, at hun vil gå ind og finde et toilet. Hun ved, at A frygter at gå ind alene, at virke usikker eller på gyngende grund (…). Det er svært for O at forestille sig at gå op i, hvad de her mennesker mener om hende, og det ville hun ønske, at A kunne se. ”

Tag min hånd

Lettere uvarslet begynder der at ske noget med O, hun bliver syg, mere fjern og det er som om, at A ikke kan nå ind til hende på samme måde, som hun hidtil har kunnet. O italesætter selv en ensomhedsfølelse, som hun holder for sig selv. Og for A, som normalt ved, hvordan hun bedst støtter O, fremstår det pludselig svært at finde frem til, hvad hun skal gøre for at hjælpe sin veninde bedst. Hun bliver ramt af en magtesløshed, en tvivl og universelle spørgsmål som, hvordan gør jeg det rigtige? Og slår jeg til som ven? 

Efter en periode i den navneløse tilstand ringer O til A og fortæller, at hun er blevet indlagt på psykiatrisk skadestue:

”Pludselig er O taget ud af verden. Sådan føles det, da A går hjem fra hospitalet med en fornemmelse af at have afleveret en returpakke. ”

Vennen udefra – A’s rejse

Efter indlæggelsen er det som om, at A på en og samme tid blomstrer og krakelerer. O er hendes faste holdepunkt, hendes bedste ven. Og selvom det knuser A at vide, at O er så syg, så forsøger hun at finde en styrke i sig selv og fortsætte sin tilværelse. Hun går på date, tager alene på klub, får såmænd en kæreste og tager på en rejse. Hun finder troen gennem O’s væsen, på trods af at hun selv lider af angst og tvivl, imens alt dette står på.

Jeg beundrer A for hendes mod. Trods generthed og usikkerhed lader hun det ikke spænde ben for hende, og jeg kan relatere til, hvor svært det kan være.

Romanen vidner om, at lige så vigtigt det er at støtte sine venner, lige så vigtigt er det, at man husker sig selv: ”Først er det en skyldfølelse, fordi hun ikke gør, hvad hun kan for at nærme sig O, men så suser en trods igennem hende; hun må faktisk gerne tænke på sig selv!”.

Cute, følsom og livsbekræftende

Skyerne er en roman, man flyver igennem. Sproget driver og glider let som skyerne på himlen. Ligesom sproget er romanens skiftende fortæller – hvor A og O’s perspektiver og tanker blander sig med en ydre stemme – som et lag af forskellige skyer, der giver himlen et dynamisk udseende.

Adamson tegner et billede af en veninderelation frem, der synes at afspejle virkeligheden på en overbevisende måde. Det samme gør sproget og dialogerne. Hun skriver i en cute og nonchalant tone om værdien af nære venskaber og vækker af og til lidt genkendelighed med sin fine og følsomme fortælling. Hun formår at fremkalde forskellige følelser med sine ord: panik, glæde, ubehag og skriver fra den sorgfuldes sted, hvor hun på fineste og rørende vis formidler afmagten, når kærligheden ikke er nok, forsøget med at finde fodfæste i sorgen, og hvad det gør ved os at miste et menneske, vi elsker.

”Hun ser, at Kærligheden kan være omkranset af trods, af lethed, af tårer, af død, ad uendeligt meget andet, uden at den ophører med at være det, Kærlighed. ”