Anmeldelse af Fjodor M. Dostojevskijs En fæl historie og andre fortællinger oversat af Trine Søndergaard og Tine Roesen, udgivet på Bechs forlag d. 18. januar 2018.
Anmeldt af Sophie Dolmer
Fotograf: Sophie Dolmer
Dostojevskij forstår at skildre mennesket og dets sind i alle dets afskygninger. Og det på en sådan måde, at man som læser forstår en fiktiv figur som et egentligt menneske, bare ud fra dets måde at gå på, at tale på, og endda ud fra dets måde ”hele aftenen at glatte sine bakkenbarter” på, som det udtrykkes i en af fortællingerne. Der er en umådelig menneskelig dybde i Dostojevskijs fortællinger, der får et tragikomisk islæt som følge af den samfundssatiriske og utroligt humoristiske tone, der tydeligt kommer til udtryk i En fæl historie og andre fortællinger.
Nyoversættelsen består af en samling fortællinger, hvor En fæl historie, Bobók og En dreng til juletræsfest hos Kristus er oversat af Trine Søndergaard, imens Julefest og bryllup er oversat af Tine Roesen. Alle fire fortællinger emmer af Dostojevskijs humoristiske samfundskritik, hvor det enorme dyb mellem rig og fattig vises på skarp og tragisk vis.
En fæl historie omhandler Ivan Iljitj, en mand af højere rang, der hævder at være en humanismens tilhænger, ”især humanisme overfor ens underordnede”. Denne påstand viser sig imidlertid at være skin, for da han ved et tilfælde havner hos en underordnets bryllupsfest, bliver det netop Iljitjs tilsyneladende humanisme, der forårsager ren skandale for både ham selv og brudgommen. For i hovedpersonens forsøg på at opløse klasseforskellene, bliver skellet kun større og større, efterhånden som det bliver klart, at Iljitj nærer en grundlæggende afsky for det fattigfolk, han i sin egen storslåethed forsøger at frelse. Det er således manglen på oprigtighed, der bliver den narcissistiske Iljitj’s undergang og kimen til netop en ganske fæl historie om et ganske socialrealistisk scenarie, indpakket i Dostojevskijs genistreg af komik.
I Julefest og bryllup er fortællerjeget fluen på væggen. Skjult bag en plante observerer han de ækle sandheder hos æresgæsten, hvis interesse for en 11-årig piges medgift bliver ganske væmmelig: ”Det forekom mig, at han var yderst optændt. Om det nu var regnestykket, der havde virket sådan på ham, eller noget andet, så gned han sig i hænderne og kunne ikke stå stille.” Fortælleren selv finder hele scenariet umådeligt morsomt, men overraskes af virkeligheden, da han fem år senere bevidner brylluppet mellem den pengegriske rigmand og den ulykkelige, unge pige. I denne scenes karakteristik af den unge, tårevædede brud kommer den fintfølende forfatter virkelig til udtryk: ”Men gennem denne stringens og værdighed, gennem denne sørgmodighed, skinnede barnets uskyldige træk stadig, og man fornemmede noget fuldstændigt naivt, ufærdigt og ungt, som ligesom, uden at forlange noget, bad om nåde for sig selv.” Dostojevskij formår med sine raffinerede, rørende, humoristiske, idiosynkratiske og ækle beskrivelser at frembringe de nuancer, som man med det blotte øje aldrig havde opfanget hos et andet menneske.
I En dreng til juletræsfest hos Kristus befinder fortællingen sig ikke i overklassens overdådige stuer, men tværtimod blandt de allernederste på samfundshierarkiets stige, nærmere sagt på gaden og i gustne kældre. Historiens hovedperson, en seksårig dreng, forlader kælderen, som hans syge mor og han selv har opholdt sig i. Fortællingen har barnets perspektiv, hvilket tilføjer historien en rørende uskyldighed og naivitet, der træder tydeligst frem ved moderens død: ”Da han famlede sig frem til sin mors ansigt, blev han forbavset over at hun slet ikke rørte sig og var blevet lige så kold som væggen.” Hvad der er særligt interessant ved denne fortælling, er fortællerens metakommentarer, der italesætter fortællingens forhold til virkeligheden. Historien fremtræder så virkelighedstro, så sandsynlig for fortælleren, at denne knap vil være ved, at historien er blevet til i fortællerens egen fantasi – her fremtræder Dostojevskijs behov for og evne til at skildre virkeligheden helt eksplicit.
Bobók adskiller sig fra de tre andre fortællinger. Her overhører fortælleren tilfældigt de samtaler, der bliver ført på kirkegården mellem de døde. Historien emmer af magisk realisme og er ganske enkelt komisk i dens manglende kommentar på netop dette. Men fortællingen har, som i alle Dostojevskijs historier, en dybde, der hele tiden når nye lag. For også denne historie er styret af det fastgroede samfundshierarki; selv hinsides de levendes samfund, eksisterer den ubrydelige orden blandt de døde – et sted, hvor penge og rang ellers bør være underordnet. Således er Dostojevskijs samfundskritik så rodfæstet, så dyb, at den når helt ned blandt de døde i muldjordens mørke.
En fæl historie og andre fortællinger afspejler på flere faconer kernen af Dostojevskijs forfatterskab: Mennesket i alle dets nuancer og eksistensen i et samfund præget af et afgrundsdybt skel mellem høj og lav. Dette fortalt med en underspillet komik, der muterer til det makabre, efterhånden som fortællingens tragik føres frem i lyset. Dostojevskijs noveller er en uset perle.
Leave a Reply