Bakteriernes sejr

Anbefaling af Glenn Christian: Vibrio, udgivet på Forlaget Antipyrine d. 18. marts, 2016

Af Anne Sophie Parsons

Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk

Glenn Christians seneste digtsamling, Vibrio, er et manifesto, der hylder det ødelæggendes natur. Oprindeligt skrevet i anledning af billedkunstneren Rolf Nowotnys udstilling CONKCLOACA, er der skabt et kollaborativt univers i samlingen som er gennemsyret af fordærv og biologisk forfald. Glenn Christians poetiske tekst sværmer om det uhumske som en lyrisk spyflue på jagt efter det bedste stykke råddende kød – og der svælges i det obskøne billedsprog hele vejen igennem på bedste vis.

Betændelse, bræk og porøs hud

Horror-tonen lægges stilsikkert an med beskrivelser som ”Mit indre består udelukkende af svamp” og ”mine paddergrå lorteøjne.”  Vibrio sejler i skidt og møg, og det samme gør det lyriske jeg, der trods sin ødelagte krop ikke forgår; ”Jeg kommer gående / død eller levende / bærer mit navn: død eller levende.” Digter-jeget har fjernet sig fra samfundet og udgør en monstrøs skikkelse ude i naturen, der til tider bliver mishandlet af børn. Kroppen væsker af sår og falder langsomt fra hinanden, grænsen mellem liv og død bliver udvisket i selve jeg-personens korporlige tilstedeværelse: ”Jeg ved det: Min nuværende chance: en hårfin balance mellem død og mindre i live – det er hvad jeg bebor – til evig tid […] smagen af råd placeres rundt i mit halvdøde system […].”

Værkets titel Vibrio henviser til den videnskabelige betegnelse for bakterier. Det er således også smitte, der fungerer som væskende omdrejningspunkt og gengives i specifik skriftlig form. I selve spredningen af sort tekst over 35 sider bliver infektionens rasen fremskrevet via poesien. Dette ses for eksempel i gentagelsen af ordene ”JEG SMITTER” i en lind strøm på to sider. Mens læseren ikke præsenteres for et decideret narrativ i Vibrio, er det tilstanden af legemlig og psykisk korrumpering, som bløder fra hvert udvalgt ord.

Når råddenskab både er en mental og korporlig tilstand

Glenn Christians beskrivelser af årstiden og omverdenen igennem digter-jeget er ovenud mættet af dystopisk billedsprog:

”Vinter. Men oven i alt: Regnens rustdråber – en blodlignende byge hænger ned som reb – slår mig hårdt – får mig ned på jorden – som snart omdannes til en rød sø. En konstant – skummende – fed undergang i mit hoved inviterer indenfor til vild vild paranoia. Jeg har med  sikkerhed alt muligt efter mig – forbi rækker af træer – hvor hængte spædbørn falder som grim nedbør – forbi bomber i luften og vinter – vinter – vinter.”

Hver detalje står mejslet i destruktionens tegn. Når titlen endelig optræder i teksten, er det selve legemliggørelsen af det infektiøse og groteske:

”Mit navn er Vibrio – meditation og stilhed kastes på bålet – dets stikflammer æder roen. Jeg søger ly – mor og far – mor og far. Jeg er æltet godt sammen af noget helt forskelligt: jern – træplanker – indmaden fra en fisk. Jeg hører mig selv – bag mig – under mig selv: det rasler af tarmtrevler.”

For så vidt kan man argumentere for at Vibrio er et langdigt, der med sin egenartige udtryksform deler vandene i forhold til ren litterær smag. Det smadrede, udtværede og hærgede som tematik kommer til sin fulde ret i værket, og vil som resultat heller ikke være alles kop te. Men for dem af os – inklusiv undertegnede – med hang til det makabre beskrevet i udpenslede detaljer, er Glenn Christians bog et glædeligt bekendtskab. Som læseoplevelse spreder Vibrio sig som en frydefuld virus der stille og roligt æder sig igennem grå hjernemasse.