Ballade 

Anmeldelse af Nanna Storr-Hansen: Græsenke, udgivet på Gyldendal d. 28. maj 2026.  

Anmeldt af Asta Birkler 

Foto: Asta Birkler 

Nanna Storr-Hansens romandebut syder af åvand, frøer og fødsel – og vidner om en forfatter med enorm sproglig musikalitet. 

I Storr-Hansens forfatterskab er kosmos et velsuttet bolsje, og kirkeklokken slår med sin drøbel. Verdens ting flyder sammen i et poetisk sprog, som også findes i hendes seneste udgivelse, Græsenke. Et værk, som ved første øjekast ligner en digtsamling, men som læsning efter læsning viser sig at være en dybere og mere kompleks fortælling. Er Græsenke en moderne ballade? Økopoesi? En beretning om en fødselsdepression? Jeg skal nok sige mere, det lover jeg, men hør først, hvor smukt det lyder, når Storr-Hansen skriver: 

“Brystet ind / til åens kind / ved bredden / vokser din / rygrad / ved fremspringet / deroppe, dit øre / på sandbunden / din tunge / haletudser / klækker fra / dit skød / hvæser / giv mig ben og vinger! / men / det er kun tanken / der vil flyve.” 

Åh, hvor får man dog lyst til at ligge på ryggen i Storr-Hansens ålandskab. Mærke stenene, som vores hovedpersonen – græsenken – glider sig mod i det kolde vand. En kvinde, der, som hendes navn antyder, ofte lades alene, når hendes mand, byens præst, rejser ud. Hun er bundet til huset, forbundet med stenene i soklen, ildstedet, men alligevel lader hun sig glide mod åens kolde sten og bliver gravid med åmandens barn. Som balladelignende linjer forklarer os: “Han havde gjort fruen gravid, måtte hun give barnet fra sig, præstesøn eller ej,” hvorefter tonerne fortsætter i et omkvæd, ”Hest over ryggen, hud af skæl”, som beskriver den åmand, hvis barn græsenken må bære. 

Flerstemmig 

Nok er åmanden grim i folkets mund, men han synes ikke specielt magtfuld. Han er blot til stede side om side med de øvrige omgivelser, og indtager ikke en særlig skurkerolle, som åmanden ellers ofte gør det i de middelalderlige ballader, der har tendens til at sammenkoble naturvæsner og ondskab. Græsenken vil selv åen og dens omgivelser, som bliver et alternativ til husmoderlivet. Ved åen slipper hun fri, og en sang, som både findes i hende, i bregnen og i tudsens krop udfolder sig, selvom folkets manende kor forsøger at holde den nede: ”stille, hør efter, vask dig, syng”. Sådan vækker Storr-Hansen røre i den romantiske andedam, som de danske ballader (lovprist folkeviser) udgør. Er de blot en fiktion, der skal mane de virkelige følelser til jorden og binde kvinden til huset? 

I min søgen efter, hvorfor Storr-Hansen har valgt genrebetegnelsen ’roman’ til dette lyriske værk, finder jeg, at ordet ’roman’ stammer fra det middelalderlatinske romanice, der betyder folkesprog. Og stemningen i romanen bærer da også til en vis grad præg af folkets sprog ligesom vi ser de i middelalderens ballader. Men folket er blot én stemme i romanen. Omfattet er også frøens, fruens egen og bregnens stemme. Og sådan skaber Storr-Hansen en ny, flerstemmig balladeform, hvori der findes et blik, som ser græsenken alle steder fra og placerer øjne i omgivelserne. En genistreg, hvormed Storr-Hansen markerer sig som en af samtidens stærkeste poetiske stemmer. Men hvorfor hun har behov for at blande prosapassager og poesi og kalde det ’roman’, forstår jeg ikke. For det er i den rene poesi, at hendes sprog stråler. 

Med Græsenke skriver Storr-Hansen sig ind i en samtidslitterær tendens til at vende tilbage til forhistoriske landskaber og antropomorfe væsner (tag eksempelvis Rasmus Daugbjerg eller Amalie Smith), men mest af alt skriver hun sig ind i slipstrømmen af sit eget forfatterskab, som befinder sig i grænselandet mellem moderskab og økologi. Et grænseland, jeg gerne lader mig danse vild i.