Anmeldelse af Grøn litteraturhistorie – økokritiske genlæsninger fra middelalder til i dag, redigeret af Jens Lohfert Jørgensen, Torsten Bøgh Thomsen, Tobias Skiveren og Simona Zetterberg-Nielsen. Udgivet på Aarhus Universitetsforlag d. 26. februar 2026.
Anmeldt af Asta Birkler
Foto: Asta Birkler
Hvad kan trylleviserne, Lykke-Per, og 60’er modernisterne lære os om klimakrisen og vores forhold til miljøet? Dét giver fjorten litterater os svar på i en ny, grøn litteraturhistorie.
Økokritik og klimalitteratur er efterhånden pensum på landets litteraturuddannelser. Samtidig bidrager forfattere som Theis Ørntoft, Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen til at sætte en grøn dagsorden på den danske litteraturscene. Centralt er forholdet mellem menneske og miljø. Mellem mand og rensdyr, kvinde og verdenshav. Jeg kunne blive ved.
I det nye, faglitterære værk Grøn litteraturhistorie – økokritiske genlæsninger fra middelalder til i dag tager fjorten litteraturforskere livtag med klimakrisen – ikke ved at standse ved samtidslitteraturens skildring heraf – men ved at se tilbage i litteraturhistorien og læse værker herfra i grønt perspektiv. Målet er, som det lyder i introduktionen ”at udvide samtalen om dansk litteraturhistorie og forhåbentlig åbne for nye og hidtil uopdagede sider af de velkendte ældre tekster.” Men også at læseren vil blive klogere på, ”hvad det er for en kultur, der har fremavlet og konsolideret miljøkriserne.” Det er derfor med en vis kildrende fornemmelse af spænding, at jeg slår mig ned i lænestolen med den tungtvejende, nye og grønne litteraturhistorie i mit skød.
Nåle i det litteraturhistoriske landkort
Den indholdsfortegnelse, som møder mig, består af femten kapitler, som starter ved middelalderen og kronologisk bevæger sig forbi bl.a. barokdigtning, romantik, det moderne gennembrud, surrealisme, systemdigtning og moderne landbrugslitteratur. For blot at nævne nogle af de perioder, som værket kaster grønt lys over. Grøn litteraturhistorie følger altså den periodeinddeling, der er gængs i beskrivelsen af den danske litteraturhistorie, og værket gør sig således relevant, idet kapitlerne kan udgøre et perspektiv i den almindelige litteraturundervisning. Et perspektiv, jeg gerne selv havde haft, da jeg blev præsenteret for trylleviser, Thomas Kingo og firserpoesi i litteraturhistorieundervisningen.
Hvert kapitel kan læses som en selvstændig artikel, der først præsenterer den gængse læsning af periodens litteratur, og herefter udfolder en partikulær, økokritisk læsning af udvalgte værker herfra. I den grønne litteraturhistories første kapitel kan man eksempelvis læse, hvordan Linus Jakob Fiil Skov på velformuleret vis vender ryggen til de psykologiske læsninger af trylleviserne, og i stedet præsenterer ellepigen og åmanden som udtryk for samtidens frygtsomhed over for naturens kræfter. I det efterfølgende kapitel læser Jens Kramshøj Flinker barokdigtningens vanitassymbolik og forgængelighedsfiksering som symptom på erfaringer fra samtidens økosociale krise med både pestepidemier, krig og ekstreme vejrforhold. Og i kapitel tre betragter Jens Lohfert Jørgensen med egne ord “Leonora Christinas materielle mellemværender” i Jammers Minde set i lyset af Jane Bennetts forståelse af en levende materialitet.
Kapitlerne henvender sig med sin faglige tyngde til litteraturkyndige, og rummer på hver sin måde en grøn nuancering, som ofte kommer til at stå i skyggen af litteraturhistoriens brede pensel. Tilsammen udgør kapitlerne ikke en fuldendt, grøn litteraturhistorie, men snarere femten grønne nåle i det litteraturhistoriske landkort med appel til diskussion og flere grønne genlæsninger. Særligt læsninger med nordisk udsyn, som dette dansk-orienterede værk mangler.
Antirobinsonader og surrealisme
Forfatterne bag Grøn Litteraturhistorie præsenterer for mange spændende pointer til, at jeg kan favne dem alle her. Lad mig derfor særligt fremhæve to. For det første Simona Zetterberg-Nielsens læsning af to antirobinsonader fra oplysningstiden (Ludvig Holbergs Niels Klim og Carl August Thielos Matrosen). Heri bliver det tydeligt, hvordan 1700-tallets krimi – nemlig robinsonaden – i de to værker vendes på hovedet, idet den europæiske kolonialist udstilles for sit ressourceudnyttende og profitorienterede blik. Jeg var optaget af Zetterberg-Nielsens skarpe pointer hele kapitlet igennem. Forrygende, fornyende læsning, må jeg bare sige.
Derudover har Tobias Skiverens læsning af Bodil Bechs “surrealistiske sensibilitet”, som den kommer til udtryk i digtet “Lys Galskab” fra Ildtunger danser (1935) indprentet sig hos mig. Skiveren pointerer i kapitlet, hvordan Bodil Bech lader sit jeg indvikle i det ikke-menneskelige og med spørgende måske-formuleringer stiller sin egen forståelse underlegen i forhold til den virkelighed, der udspiller sig. Bechs Psyke er “i den forstand distribueret”, som Skiveren skriver. Mere generelt spørger han retorisk:
“Spørgsmålet i denne sammenhæng et imidlertid, om surrealismen nu også var så antropocentrisk, som sådanne udlægninger kan give indtryk af? Hvad var egentlig dens forhold til det mere-end-menneskelige, til dyrene, tingene, miljøet, ja, naturen?”
Også her kommer det enkelte digt til at optræde i større sammenhæng, og Skiveren sparker med sine skarpe sætninger min almindelige forståelse af surrealismen til hjørne. Som det lyder i konklusionen, handler indsigten hos Bech ikke om at sætte mennesket i centrum, men snarere ”om det menneskelige subjekts afmægtige indlejring i et større kosmos af mærkværdige forbindelser.” Hvor er det fortryllende altså!
Inspirerende
Jeg er opfyldt af litterær inspiration, da jeg vender sidste side i Grøn litteraturhistorie. Inspiration til nye forfatterskaber, som jeg vil kaste mig over og inspiration til min egen måde at læse på. Jeg tager nye ord som karbonvitalisme, antirobinsonader og landbrugslitteratur med mig herfra. Og det er et værk, som jeg bestemt ikke er færdig med. Grøn Litteraturhistorie er inspirerende læsning, som man fremadrettet bør skele til, når litteraturundervisningen udfolder sig i de danske klasselokaler. Et værk, som jeg selv fremadrettet vil skele til.
Økokritikken er for mig ofte en filosofisk arena, hvor forskellige økologiske synspunkter diskuteres med litteraturen som middel til at formidle dem. En ærgerlig tendens i mine øjne. I Grøn litteraturhistorie er læsningerne hverken normative eller specielt filosofisk diskuterende. De vidner derimod om en tid og giver mulig forklaring og forståelse for den historie, som vi i dag – i klimaorkanens øje – står på skuldrene af. Det er skideskarpt. Et banebrydende tilbageblik.
Leave a Reply