Anmeldelse af Auður Ava Ólafsdóttir: DJ Bambi, udgivet på BATZER & CO d. 25. april 2025.
Anmeldt af: Freydís Ösp Leifsdóttir
Foto: Freydís Ösp Leifsdóttir
Islandske Auður Ava Ólafsdóttir, som tidligere har udgivet romaner som AR (2016) og Miss Island (2018), er en af Islands mest læste forfattere. Hun modtog den islandske litteraturpris i 2016 for AR, og DJ Bambi blev nomineret til samme pris i 2023. Nu er den endelig udgivet på dansk, og jeg har virkelig set frem til at dykke ned i den.
Hvordan skildrer man det usynlige? Hvordan skriver man sig ind i en krop, der længe har føltes forkert?
Denne indsigt leverer Auður Ava Ólafsdóttir i sin nyeste roman, DJ Bambi.
Nutid og fortid i samspil
Omslaget pryder en enkelt kop fra mågestellet, som hovedpersonen i smug har taget fra sin bedstemors gravøl. Mågekoppen er en reference til hovedpersonen, Vindstille, der hele sit liv har skullet kæmpe for sin ret til at være til, men også en ironisk reference til de måger, der dagligt plager hendes ældrebolig.
Vindstille er hovedpersonens midlertidige navn. Hun er 61 år og i gang med sin transition. Det er en sandhed, hun har båret på hele livet, men som hun først nu, i alderdommen, har fået mod til at vise til omverdenen.
Gennem skarpt fortalte tilbageblik og stille øjeblikke i nutidens hverdag gør hun op med fortidens sår, som stadig plager hende i nutiden.
Fortællingen er personlig, men rammer en smertefuld erfaring, som desværre viser sig at være universel hos transkønnede mennesker. Den handler om, hvordan omgivelserne ofte ikke formår, eller ikke vil, følge med, når et menneske endelig giver sig lov til at leve sit sande jeg. Familiens modstand, ekskonens tøven med at kalde hendes nye navn, og de kollegaer, der stadig kalder hende ”V”, vidner om det tab, der følger med at blive til sig selv.
Galgenhumor og særislandske præg
DJ Bambi er ikke kun en sørgelig roman. Den er også sjov og gør brug af vaskeægte islandsk ironi. Midt i de tunge emner glitrer anekdoter om beboermøder, marengskager og måger. Det er en form for galgenhumor, som ikke dulmer, men netop fremhæver smerten. For eksempel beskriver Vindstille, hvordan hun er blevet følsom over for lugt, efter at hun er begyndt at tage kvindelige hormoner, og at beboerforeningens formand bruger samme parfume som hendes afdøde far:
”Jeg mistænker at beboerforeningens formand har taget elevatoren før mig, da det næppe er min fars genfærd.”
Fortællingen følger flere spor: Vindstilles fortid som barn og ung, hvor hun længtes efter at gå i sin søsters kjole. Hendes nutid, hvor hun afventer sin kønsbekræftende operation. Den, der holder hende fra at gå i havet, fordi hun ikke vil dø i en ”mandekrop”. Og venskabet, der uventet begynder at spire mellem hende og den lettere irriterende forfatter, som vil skrive en bog om hende.
En roman i balance
”Da hun var gået slog det mig at hun havde bagt marengskagen, fordi hun kender mine svagheder.”
Sætningen er måske lidt tør og lavmælt, men den rummer denne finurlige humor, som gennemsyrer hele romanen. For marengskagen er ikke bare en tilfældig sødme, den er nærmest en islandsk folkesvaghed. Her bliver kagen en stilfærdig gestus fra forfatterens side, der antyder, at selv de mest komplekse relationer kan røre ved noget genkendeligt og menneskeligt. Det er netop denne balance mellem det tunge og det lette, det tragiske og det komiske, der gør DJ Bambi så overbevisende og levende.
Leave a Reply