Anmeldelse af Stefanie de Velasco: Græsset på vores side, udgivet på Straarup & Co. d. 16. februar 2026. Oversat fra tysk af Klara Geist og Siri Janfelt-Mose.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Hunde og veninder i Berlin – hvad mere kan man bede om? Og netop dét og mere til får man i denne fine og sjove roman af spansk-tyske Stefanie de Velasco, der tidligere har skrevet romanerne Ikke en del af verden (2021) og Tigermælk (2015).
”Da Charly vågner om morgenen, sover alle andre stadig. Kessie ligger ved siden af hende i sengen, Grit og hundene på den udfoldede sofa – Pan har rullet sig sammen som en ræv, Bubba ligger på ryggen i en excentrisk stilling, bagbenene strakt i vejret”
Græsset på vores side handler om Charly, Kessie og Grit. Tre boss ladies midt i fyrrene, hvis færden og liv vi følger i Berlin og forstæderne. Romanuniverset drager os ind i venskabets kerne, hvor vi kommer med på hundeluftning, ud at skralde og til filmaften.
En hund er bedre end en kernefamilie
Fælles for de tre kvinder er, at de har valgt at gå deres egne veje, fri for livet i hamsterhjulet med faste forhold og børn: det internaliserede kernefamilieliv. I stedet har de meget andet, de bruger deres tid på. Grit er forfatter og passer en kolonihave, Charly er skuespiller, bor med sin hund Bubba og giver den ikke for lidt med one-night stands, mens Kessie bor med sin allergiske hund Pan, tager sig af sin mor og pludselig genvinder kontakten til sin ungdomsforelskelse.
Veninderne har nok at give sig til og møder hver især udfordringer på deres vej, som de må forholde sig til. Kessie må passe sin mor, der pludselig er blevet så syg, at hun må indlægges. Samtidig oplever Grit, at hendes forældre forskelsbehandler hende og hendes søster, fordi Grit ikke har valgt familielivet til. Og Charly må spørge sig selv, hvad man gør med en ufrivillig, tildraget graviditet, når det var det sidste, man drømte om. Heldigvis har veninderne hinanden og fælleschatten ”Dogville”, hvor de skriver om stort og småt, griber hinanden og sammen overvinder modgangen.
Men kvinderne har ikke kun hinanden, – også deres hunde har en stor plads i deres liv og hjerter. De er forkælede, har egne finurlige personligheder og agerer en art ønsket erstatning for de curlingbørn, kvinderne aldrig valgte at få:
”Kessie sparede den dyre billet til ham og købte i stedet en avis og bredte den ud i skødet, så hunden var skjult under den. (…). For otte år siden, da hun fandt ham på stranden i Torre-Pacheco, var han et forhutlet skravl fyldt med skrab. Til at begynde med lod han sig nærmest ikke lokke med noget. Hun prøvede med chorizo, så med den fede salami fra Pamplona, men først da hun rakte et stykke brød hen mod ham lod han sig ae. Hun opkaldte ham efter det spanske ord for brød, ikke efter guden Pan, selvom han ligner en sød, lille gud med sine sortomkransende øjne og silkebløde hængeører.”
Gør vi det, fordi vi vil, eller fordi det forventes?
Velasco tager spørgsmålet om den ultimative frihed op. Hvad er den i grunden? Romanen bringer nogle interessante refleksioner op om normer, forventninger og livsvalg med afsæt i de tre kvinders liv. Gennem kvinderne skubber romanen til, hvad jeg vil betragte som gængse standpunkter, idet den lægger op til refleksion om, hvordan vi vælger at leve vores liv, og hvorfor man tager visse valg frem for andre. Er det for eksempel givet, at vi alle skal få børn? Og får vi det, fordi vi mærker et inderligt ønske, eller fordi normen lægger op til at vælge denne vej?
”Alice bliver favoriseret, fordi hun har børn. Det ville aldrig falde nogen ind at gøre indsigelser mod hendes ret til huset. Ikke engang mig. Men det er jo kun, fordi vi alle i så høj grad har internaliseret, at familielivet er det mest værdifulde, og det er ganske enkelt det rene bullshit.”
Kvinderne viser, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side, men at man også sagtens kan vælge at blive på græsset, lige der hvor man er. På sin egen side.
”Dogville”-dialoger og Berliner-vibes
Velasco har skrevet en humoristisk og spændende fortælling, som finder sted i Berlins storbymiljø, hvor jeg som læser passerer Spree-floden, mærker stemningen fra byens kulturliv, danser til rave-party, sipper til drinks og smager boghvedepizza!
Romanen fik mig i en hyggelig og komfortabel stemning, mens jeg så venindernes liv ét for ét panorere foran mig. Græsset på vores side byder på gode personskildringer, sjove karakterer og en gruppechat, hvor venindernes støttende fællesskab og tætte bånd for alvor folder sig ud. Jeg elskede at læse med, især i chatten. Velasco formår at ramme en autentisk venskabsjargon i dialogerne, og det gør noget godt, at dialogerne virker reelle og ikke opstillede. Ja, min glæde ved bogen er vist ikke til at tage fejl af. Den faldt lige i min smag!
Leave a Reply