Bevæbnet med ord og vrede 

Bevæbnet med ord og vrede 

Bevæbnet med ord og vrede 

Anmeldelse af Anne Kirstine Cramon: Manual til dårlig stemning, udgivet på Grønningen 1 d. 1. februar 2024.

Anmeldt af Emma Luna Hallgaard Christensen

Foto: Emma Luna Hallgaard Christensen

Manual til dårlig stemning af Anne Kirstine Cramon er en samling af fandenivoldske, fact-tjekkede comebacks til dig, der vil svare igen i en sexistisk samtale eller situation. Samtidig er manualen dog også en påmindelse til alle feministiske fodsoldater om at have styr på, hvad man råber. 

Da jeg så denne bog udkom, blev jeg meget begejstret. For ligesom debattør og forfatter Anne Kirstine Cramon er jeg også godt og grundigt træt af de klassiske fordomme om kvinder, der stadig lever i bedste velgående. Fordomme, der er med til at opretholde strukturel, sexistisk diskrimination, undertrykkelse og kønnet vold. Med andre ord er det et enormt vigtigt samfundsproblem, som Cramon belyser i manualen.

Et kampskrift

Manual til dårlig stemning gennemgår, fact-tjekker og punkterer 22 velkendte fordomme og stereotyper om kvinder i et sprog, der leveres som den ene øresyngende lussing efter den anden. Cramons skrivestil er sassy og snappy med udtryk som fatherfuckers, skidenaturligt og hele hule helvede. Sproget er så rødglødende indigneret, som omslaget er skrigorange.  

Manual til dårlig stemning kan derfor også kaldes for et kampskrift, et arsenal af ord, der bevæbner læseren med skarpslebne modargumenter i ligestillingens navn. Samtalen forvandles til en slagmark: 

Den (bogen) er til dig, der har været ved at gå totalt op i limningen, fordi en eller anden idiot insisterer på at fortælle jokes, der seksualiserer dig eller helt overordnet miskrediterer kvinder. (…) Den er til dig, der helt overordnet er træt af at blive behandlet som et uopdragent barn, når du sagligt pointerer, at der er noget, der er off. Den er til dig, der godt ved, at det skaber vanvittig dårlig stemning.” 

Desværre råber sætningerne nogle gange så højt, at det paradoksalt nok overdøver emnets alvor, og den sårbarhed og smerte, som er forbundet dertil. En sårbarhed, der også er knyttet til Cramon selv:

Gider jeg overhovedet at skrive den her bog? Nej. Ved jeg ikke godt, at jeg nu måske totalt ødelægger mit ry og fremover vil blive opfattet som en rabiat feminist med frådende tænder, en mandehader, der ikke gider andet end at sidde og klynke over patriarkatet? Jo. Men who cares. Here we go, fatherfuckers” 

At have styr på hvad man råber

Jeg er helt enig med Cramon i, at der er noget at være vred over. For ligesom Cramon ser jeg også mig selv som feministisk fodsoldat. Men jeg savner dog en tydeliggørelse og nuancering i, hvad der er Cramons egne politiske holdninger og værdier, og hvad der er ligestillingskamp på tværs af politiske ideologier. Med andre ord en tydeliggørelse af at det er den neo-liberale feminisme, der skrives ud fra, og herigennem universaliseres. 

Manualen synes at rette sig mest mod karrierekvinden og den sexisme, hun oplever, individuelt og strukturelt. En synliggørelse båret frem af de seneste par års Metoo bevægelse, hvis vigtighed og gyldighed er indiskutabel:

’Metoo handler ikke om kvinder. Metoo handler om magt. (…) Det vokabular, vi bruger om metoo-sager, er faktisk temmelig vigtigt at være opmærksom på

Samme opmærksomhed på magt og vokabular kunne jeg dog godt have ønsket mig i selve manualen. F.eks. er det ikke tydeligt, om Cramon tager udgangspunkt i et essentialistisk kønssyn (køn som biologi) eller et performativt kønssyn (køn som kultur). Cramon punkterer f.eks. fordommen om, at kvinder besidder et biologisk omsorgsgen, samtidig med at hun skriver, at det altså ér kvinder, der føder børn, og dette er et ufravigeligt faktum. Hvad med personer, der ikke er kvinder, men har en livmoder som queerpersoner og transpersoner? 

Andre steder kommer Cramon også uheldigvis til at reproducere selv samme sexistiske kønsstereotyper, som hun bekæmper. F.eks. skriver hun, at kvinders vrede opfører sig anderledes end mænds, hvorved hvis kvinders politiske evner fik frit spil, ville verdenssituationen gå op i at ’bagtale’ hinanden. 

Et kvalificeret bud til køns- og ligestillingsdebatten kræver ikke kun, at der er styr på historiske fakta og men også at have styr på, hvilke ord man råber – også selvom man er vred.