Blød is 

Anmeldelse af Pernille Abd-El Dayem: Softice, udgivet på Gyldendal d. 27. marts 2025. 

Anmeldt af Asta Birkler 

Foto: Asta Birkler 

Det er ømt og underligt at vikle sig ind i Pernille Abd-El Dayems nye roman.  

Softice er om tre mennesker fra hver sin generation, der alle smelter ned mellem hverdagslivets revner. Ind mellem syningerne i en hættetrøje, ned i en ventilationsrist og ned mellem ordene, som personalet efterlader hen over hospitalssengen. De længes efter den blødhed, der findes i softice og i livet generelt. Den ene af dem er den unge kvinde Cecil, der introducerer sig selv “som cigaretterne” og fortsætter: “I 1920’erne blev det brandet som selvstændiggørende for kvinder at ryge … men jeg ryger ikke.” Og jeg mærker med det samme hendes litterære skønhed, fordi hun er forfærdelig plat. Hun æder churros i zoo og kaster dem op igen bagefter. Hun sender et brev til en hættetrøjeklædt fyr, fordi han dufter af citrus og skovbund. Og selvom hun brækkede sig ud over hans gulv aftenen forinden og medgiver, at breve er en lidt kærlighedsbegærlig kommunikationsform, er hendes pande ikke våd af skam. Det kan jeg egentlig meget godt lide hende for. 

Systemkludder 

Cecils far, Eric, (som hun i øvrigt ikke har et forhold til) savner den bløde forældrefornemmelse, mens han døser hen på en opvågningsstue indsmurt i julepynt, dialogkort og nissehueklædte SOSU’er. Han har mistet både kvinde og datter til systemet, hvor han nu også er indlagt uden helt at vide hvorfor. Og sorgen finder nattely i kroppen: “Da hverken Michelle eller Aya var hos ham længere, kunne han godt vågne om natten og hulke.” 

Romanens tredje hovedperson er kusine Jill, der har en weekend alene uden mand og børn for at finde lidt tilbage til sig selv. Hun tager en flextaxa gennem stormvejret til en mærkelig jobsamtale, der vist nok er en del af et projekt på kommunen. Hun ender med at spise vaffelrør alene og falde i søvn på en ventilationsrist i en efterladt kontorbygning. Og med kafkaske fornemmelser tænker jeg, at det hele jo egentlig er sandsynligt – og så alligevel ikke. Stemningen synes fuldstændig fordrejet. Der er noget systemkludder på spil i den her roman. Og generelt melder der sig en hel masse hvorfor-spørgsmål på kanten af min tunge, mens jeg bladrer gennem bogen. Hvorfor syede Jill et patchworktæppe som barn? Hvorfor tager Cecil i zoologisk have? Hvor kom champagnen fra? Og hvorfor fik Eric tvangsfjernet Cecils lillesøster, Aya? 

Dayem formår at væve en fortælling af usandsynlige perler og usagt tråd, som smyger sig om mig.  Blandt andet når en af Cecils bekendte, Sassi, “kendte en, der engang var sprunget over hegnet til Zoo. Han havde fået fat på en pingvin og havde båret den rundt i sin store taske, den kunne kigge ud.” Man får sådan lyst til at beklæde armene med mos eller pels eller patchworktæppe og give personerne et langt, blødt kram. Et kram, som jeg også selv kan længes efter, når jeg spiser Nutella og riskiks til aftensmad, fordi jeg er for overvældet til at foretage mig andet. 

I en bærepose 

Jeg er nødt til at spise den bløde is med Le Guins bæreposeteori. For den er strøet med objekter, som virker tilfældigt placerede – agurkeskiver på øjnene, chimpanser, pethidinrus – men som jo alligevel ikke er det, fordi de er placeret i samme roman, i samme bærepose. Jeg holder på den ene side meget af den manglende heltebevægelse mod et mål. Men på den anden side er der et uforløst potentiale i romanen. Selvom objekterne og sindstilstandene går på tværs af personerne, er der noget indeklemt i deres relation: “Hun havde det, som om hun havde dækket fint op, budt på brunch … men der var ikke rigtigt kommet nogen.” Jeg sidder med samme uforløste følelse, da jeg læser bogens sidste side. Hvad skal jeg stille op med de tre personer, som ikke bevæger sig fremad? En hvileløs stemning vandrer fra Cecil over i mig og tager plads i min krop. De er dvaske og bløde i den stillestående luft, og jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvad vil de? 

Om længsel 

I både Cecil, Eric og Jill bor en længsel og en sorg efter noget, som er blevet taget fra dem. En utilstrækkelighed. De findes i datidsform og længes efter det, som ikke er, men uden at være tynget af tristhed eller melankoli over manglen. De er der ligesom bare: “Kusinerne strakte sig på sofaen, deres mormor halvsov i stolen, sammen drømte de sig ind og ud af amerikanske huse og kulisserum.” 

De efterlader mig i sensommerstemninger af stillestående luft. Vil jeg anbefale Softice til min plot-elskende mor? Nok ikke. Karaktererne driver for meget rundt. Ville jeg anbefale den til mine næsepiercede venner fra Testrup Højskole? Ja, helt sikkert. Og jeg ville nyde at vikle mig ind i sensommerstemningerne og det bløde sammen med dem.