Anmeldelse af Tomas Espedal: Mens det endnu er for sent, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 24. oktober 2025. Oversat fra norsk af Niels Brunse.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
Karel har skriveblokade, en mand skærer hænderne af sin kone og Asger er i sorg over, at verdens skønhed er ved at forsvinde. Nogle blomster blomstrer, imens andre dækkes til af asfalt. George Orwell beskærer sine rosenbuske, og en kvinde giftes bort til en hund for en god pris.
Disse er blot et udsnit af de i alt 153 små og store fortællinger i Tomas Espedals novellesamling Mens det endnu er for sent. Novellerne er titelløse og kun adskilt af et enkelt linjeskift. Nogle af dem er så korte, at de knap kan karakteriseres som noveller, men snarere fragmenter. Andre fortællinger vender tilbage, for eksempel den om Karel og hans skriveblokade. Uden tøven kan jeg sige, at de ikke minder om andre noveller, jeg har læst – men det gør ingenting. Espedal eksperimenterer med novellegenren, og har lavet et sitrende tværsnit af verden og dens nuancer: Han har indkapslet menneskets gru og skønhed, naturens magiske åndedrag og vores sørgelige tendens til at hæve os over det.
Størst af alt er vintergækken
Espedal skriver i et organisk og poetisk sprog, der trods sin fragmentariske form samler sig i én pulserende bevægelse. Teksterne er ikke i egentlig dialog med hinanden, men de kaster det samme lys over en civilisation, der er i færd med at overskride sine egne og jordens grænser: Mennesket, der ser sig større end den verden, det er blevet født ind i:
”Det er tirsdag. En af de bedste arbejdsdage, en tirsdag i marts; der ligger pletter af sne over græsset i haven, en solsort pirker regnorme op af den våde jord, træerne har fået knopper i kronen og der blæser en mild vind gennem huset med åbne vinduer; man hører lyden af tryklufthamre og bor, der arbejdes. Der graves og bygges, nogen holder et bor mod en sten og det lyder som om stenen er ved at miste sit hjerte. Stenen knuses. Pulveriseres. Stenhjertet briser, og man tænker, nu er det slut.”
Mit hjerte bristede, da jeg læste ovenstående. Naturen, der støder sammen med menneskets ødelæggende armbevægelser. Klokkeblomst, mælkebøtte, anemone, smørblomst og vintergæk. De vokser nærmest ud af bogens sider som et genkommende billede på den rytme naturen hvert år repeterer. Deres tilstedeværelse får det grumme til at fremstå endnu grummere. For tænk engang, at skovbunden hvert år forærer os disse små mirakler. Og tænk engang, at vi er i gang med at tage dem, os selv og hinanden for givet.
”Det er det samme hvert år, vintergækkerne kommer op af jorden først, blomsternes første sætning hvidt på hvidt, det modsatte af en løgn, nej, hun bor her ikke længere; og som altid bærer vintergækkerne vinteren i sig, de åbner sig ikke, aldrig, nej, de siger stille nej, nej og altid nej, som om de vil beskytte vinteren, det hvide, det frosne, det evige, det som er ved at forsvinde fra verden for bestandig.”
Man gøder jorden
Novellerne er gennemsyret af politisk og grufuld bevidsthed. I Karels skriveblokade forestiller han sig, hvordan hans kuglepen er blevet produceret af en 14-årig kinesisk, forældreløs pige. Hvordan hun er mere maskine end menneske. I en anden fortælling vandrer ukrainske kvinder og børn langs vejene. I en tredje gødes jorden med unge mænd i krig, og i en fjerde bor en kvægavler sammen med en gris, indtil han en dag bliver vred og slår den ihjel. Skæbnerne optræder ikke som individuelle tragedier, men som symptomer på og konsekvenser af strukturelle problematikker på tværs af forskellige systemer og samfund:
”Verdens uro vokser. Volden blomstrer. Træer falder. Skoven dør. Krigen gror. Man gøder jorden med unge mænd.”
Dette er et eksempel på en selvstændig novelle og viser, hvordan Espedal ofte kun opholder kortvarigt ved fortællingerne. Netop fordi skæbnefortællingerne er så koncentrerede, kan man som læser godt få lyst til at opholde sig længere hos dem. Men jeg er faktisk sikker på, at den lyst vokser ud af, at fortællingerne netop fungerer i deres brutale korthed. Teksterne er kølige, og modsætter sig at blive dramatiseret. Espedals præcise, flydende og poetiske sprog potenserer både gruen og skønheden.
”Disse øer af anemoner og smørblomster, blåklokker og mælkebøtte, de er lagt under asfalt […].”
Et tværsnit af verden
Mens det endnu er for sent står tilbage som et tværsnit af verden. Jeg havde følelsen af drive ned ad en flod, der gik hele vejen rundt om jorden og gennem lande som Kina, Ukraine, Norge og Rusland, imens Espedals fortællinger udspillede sig på fastlandet; jeg drev forbi forskellige udsnit af virkeligheden, og her ved endestationen på min jordomrejse sidder jeg tilbage med oplevelsen af at have læst en både smuk og alvorlig bog. Nogle gange blev jeg rørt helt ind knoglerne af de små blomsters tilstedeværelse. Andre gange glemte jeg at trække vejret af ren forfærdelse. For mig er den kombination ret stærk.
Leave a Reply