Bogtraileren

Bogtraileren

Af Camilla Engkjær Laursen

Ikke mange kender til bogtrailere, men det er egentlig meget simpelt: bogtrailere er trailere for bøger. Gyldendal har efterhånden lavet et par stykker – blandt andet til Kirsten Hammanns seneste roman Alene hjemme – men ud over det er bogtraileren ikke rigtig kommet til Danmark endnu. Den amerikanske forlagsbranche har til gengæld allerede i udbredt grad taget det nye markedsføringsredskab til sig.

Kender man lidt til Jonathan Franzen ved man, at han hverken er fan af sociale medier eller forfatteres selvfremstillinger på nettet, men han har alligevel indvilget i at få en bogtrailer til The Corrections produceret. Det er en meget enkel trailer på lidt over tre minutter med et stilbillede af en flaske ketchup og et sæt med salt og peber på et bord på en amerikansk diner. Et forholdsvist langt citat læses op af en knitrende mandestemme i takt med, at sætningerne én efter én skubbes ind over billedet.

Kender man lidt til Thomas Pynchon ved man, at han ikke viser sit ansigt. Den 78-årige forfatter debuterede i 1963, og der findes kun meget få offentlige fotos af ham. Det er en anonymitet, han flere gange har spillet på, bl.a. i sin gæsteoptræden i tegneserien The Simpsons, hvor han lagde stemme til en animeret Pynchon, der havde en pose over hovedet. I traileren til romanen Bleeding Edge fra 2013 gør han noget af det samme. En ung fyr står i Pynchons sted i et fiktiv interview, og man ser ham gå rundt i New Yorks gader og tale om sig selv som Pynchon, imens han er iklædt en T-shirt med skriften ”Hi, I’m Tom Pynchon.” Men noget helt andet sker i traileren til Inherent Vice. Der er ingen mennesker i videoen. I stedet bliver man som beskuer ført igennem Los Angeles’ gader, imens romanens hovedperson Doc fortæller om stedet og tiden (1970), hvor den stod på hash og fester. I løbet af trailerens knap tre minutter når Doc at give en fornemmelse af tonen i romanen, men også en fornemmelse af sig selv som hovedkarakter. Traileren afsluttes med en metakommentar til bogens pris, da det engang – sikkert i 1970 – svarede til tre ugers dagligvarer. Faktisk anbefaler Doc, til trods for prisen, at man køber bogen, fordi man sikkert forstår, hvad han mener, meget bedre, når man har læst den.

 

Reklame og kortfilm

Bogtrailerens primære formål er selvfølgelig først og fremmest at reklamere for en kommende udgivelse, og de (amerikanske bogtrailere især) abonnerer på både filmtraileren, men især også på kortfilmgenren. Filmtraileren springer som bekendt meget i tid og rum for at give beskueren en hurtig fornemmelse af filmens handling i håb om, at vi køber en billet til at se den i sin fulde længde. Lige på det her område minder bogtraileren meget mere om en kortfilm: først og fremmest er de fleste amerikanske bogtrailere noget længere end den typiske filmtrailer (nogle af dem er oppe omkring de fem minutter lange), men de er også meget mere kontinuerlige i deres handlingsforløb, netop fordi de færreste bogtrailere gengiver bogens handling. Tværtimod er de meget nærrige med at afsløre, hvad man kan forvente at læse. I stedet for at blotlægge bogens plot forsøger de at give et indtryk af, hvad det er for en bog, der er tale om, ved hjælp af musik, humor, stemning, men også med mere filmiske virkemidler som kameravinkling, lyssætning osv.

 

Fiktionalisering

En anden bogtrailer, der absolut intet forsøg gør på at gengive bogens handling, er traileren til Gary Shteyngarts erindringer Little Failure. Da der er tale om en selvbiografi, siger det sig selv, at den handler om Shteyngart selv, men som Knausgård med sit murstensværk Min Kamp 1-6 har vist, kan en bog om forfatteren selv vinkles på mange forskellige måder og fokusere på forskellige delelementer af vedkommendes liv. Som titlen antyder, handler Little Failure om det kors, som Shteyngart altid har måtte bære: at han hele sit liv har været en skuffelse. Primært for sine forældre, der ønskede sig en maskulin kvindebedårer, der kunne udleve den amerikanske drøm om at blive en rig og succesfuld advokat på deres vegne. Sådan skulle det ikke blive, og læseren oplever, hvordan Shteyngart igen og igen bliver identificeret som en taber og en fiasko, men også hvordan han har hevet sig selv op ved at udleve sin egen amerikanske drøm om at blive forfatter.

Dette er der ikke noget af i traileren. Tværtimod lægger traileren ud med et møde mellem Shteyngart og hans redaktører, hvor de diskuterer titelforslag. Den kæphøje Shteyngart foreslår, at man kunne kalde bogen Portrait of the Artist as a Young Mensch eller A Heartbreaking Work of Staggering Jewness, som er referencer til henholdsvis James Joyce og Dave Eggers. Redaktørerne er dog ikke særligt varme på idéen. De har bedt en fokusgruppe om at nævne de ord, de forbinder med Shteyngart, og resultatet bliver ”lille” grundet hans fysik og ”fiasko”, fordi han er en fiasko. Traileren til Little Failure er fyldt med selvironi og humor, men på trods af at den har til formål at reklamere for en selvbiografi, leger den med sandheden. Fx er Shteyngart i traileren homoseksuel og gift med James Franco, og han går til psykoterapi hos Jonathan Franzen. I det hele taget optræder der en række kendte forfattere og skuespillere (bl.a. kendt fra serier som Parks and Recreation og Girls), som er med til at understrege trailerens fiktionalitet. Når man har set traileren skal man altså ikke forvente at læse en bog om en russisk immigrant, der springer ud af skabet og derefter gifter sig med en kendt amerikansk forfatter og skuespiller. Man skal i stedet tage tonen og humoren med, for bogen er lige så sprængfyldt med selvironi. Og skal man tro selvbiografien, kommer titlen heller ikke af resultatet fra en fokusgruppe, men af et kælenavn som Shteyngarts mor gav ham, da han var lille.

 

En upopulær genre

Bogtraileren er udskældt af mange. Delvist pga. det så åbenlyse kommercielle formål, men også pga. dets medie. Man kender problemet fra forholdet til filmatiseringer: Man vil ikke se den af frygt for, at den vil ødelægge bogoplevelsen for én; man vil læse bogen først – og ser man endelig filmen, kommer den ofte i problemer, da den helt automatisk står i et loyalitetsforhold til det litterære forlæg. Derudover bliver produktionen af bogtrailere kritiseret for at være bogmediet utro; at man ikke længere værdsætter det skrevne ord, men antyder at det behøver visuel og auditiv assistance for at kunne lokke læsere til.

Man glemmer, at fx et bogomslag, anmeldelser og interviews langt hen ad vejen har samme funktion. Ligesom bogtraileren er bogomslaget eller coveret også en fortolkning af det givne værk i et visuelt medie, og selvom man jo ikke må dømme bøger på deres udseende, så fungerer de alligevel som blikfang, når bøgerne står side om side på boghandlerens hylder og slås om vores opmærksomhed. Kritikken af bogtraileren minder meget om kritikken af filmatiseringer af litteratur, men i modsætning til filmatiseringen abonnerer bogtraileren ikke på en gengivelse af fortællingen.

Bogtraileren står stadig i et uomtvisteligt forhold til sit forlæg, men den er udmærket godt klar over, at den ikke kan erstatte det eller gengive et forløb: Den kan ikke give et retfærdigt og repræsentativt indtryk af romanens komplicerede handlinger og karakterer eller af en novellesamlings brogede repertoire af fortællinger.
Bogtrailere vil blot gøre opmærksom på et forfatterskab eller en kommende udgivelse, og det er de velegnede til: selvom de ofte er længere end filmtrailere, er de stadig relativt korte og altså hurtige at se; de er nemme at dele på de sociale medier, og så fanger de modtagerens opmærksomhed med deres brug af humor og filmiske kvaliteter.