Anbefaling af Frances Brookes The History of Emily Montague (Historien om Emily Montague), udgivet af Projekt Gutenberg 15. juli 2005.
Anbefalet af Jasmin Hansen.
Fotograf: Jasmin Hansen
Hvis du elsker Jane Austens sarkasme og kærlighedsintriger, men samtidig er vild med Madame de Gouges sentimentalistiske fortælling, så er The History of Emily Montague lige noget for dig. Brevromanen forgår i kolonitiden og tager dig langt hen over Atlanten til det smukke Canada.
Frances Brooke blev født i 1752 og var en kendt engelsk forfatter, der skrev både romaner, skuespil, digte, essay og oversættelser. Hun begyndte allerede som 10-årige at skrive, og da hun var 24, flyttede hun til London, hvor hun bl.a. grundlagde sit eget magasin The Old Maid. Efter 7-års krigen mellem England og Frankrig i 1763, flyttede hun til Canada. Det var her hun skrev romanen The History of Emily Montague, der af mange opfattes som værende den første canadiske roman.
Drama, drama, drama
The History of Emily Montague er skrevet i brev-format og omhandler kærlighedsaffæren mellem Mr. Rivers og frk. Montague. Den har mange træk fra datidens sentimentalistiske kvindelitteratur, og virker derfor som en sæbeopera i bogformat. Ikke blot er der rigeligt med intriger og plottwist at tage fat på – f.eks. er den førnævnte frk. Montague forlovet med en anden end Mr. Rivers – men selve skrivestilen er også yderst sentimental. Dette fremgår f.eks. af nedenstående citat:
“What pleasure is there in the friendships of the spring of life, before the world, the mean unfeeling selfish world, breaks in on the gay mistakes of the just-expanding heart, which sees nothing but truth, and has nothing but happiness in prospect!”
Kombinationen af alle disse faktorer gør, at brev-romanen ofte virker ret “over-the-top”. Heldigvis er der også en bevidsthed om dette fra forfatterens side, der ofte bevarer en ironisk distance til begivenhedernes gang. Dette gøres både ved at lade karakterne modsige sig selv og hinanden, men også ved at lade dem udvise en forfriskende selvbevidsthed om, hvor dramatiske deres egne udsagn er. Alt dette bidrager til at øge romanens underholdningsværdi.
Og så er der selvfølelig også racismen…
The Story of Emily Montague har en stærkt feministisk agenda, der gør op med litteraturens typiske luder/engle-opfattelse af kvinder, har et nuanceret kvindesyn og et ønske om ligestilling. Alligevel er den også et produkt af kolonitiden fyldt med referencer til det canadiske lands indfødte som værende ”savages”, en indgroet ide om, at den engelsk kultur er bedre og nedsættende kommentarer om andres hudfarve.
Denne stærke racisme gør, at det nok kan virke lidt underligt, at jeg anbefaler romanen til at starte med. For selv om romanen er underholdende, er der andre gode bøger derude, der ikke er racistiske. Alligevel mener jeg også, at der en værdi i at anerkende, at racisme har været en vigtig del af europæisk kolonialisme, og derfor uundgåeligt også farver en del bøger fra denne periode. Af denne grund anbefaler jeg ikke blot at læse The Story of Emily Montague for underholdningens skyld, men med en bevidsthed om den koloniale logik, der rumsterer rundt bag romanens sentimentale overflade. Ikke blot skaber dette i højere grad en bevidsthed om vores kulturarv, men det er også kun ved at anerkende vores fortid, at vi kan forhindre, at det bliver vores fremtid.
Leave a Reply