Anmeldelse af H.C. Andersen m.fl.: Tak for dine søde breve: nordiske kærlighedsbreve, udgivet på Gyldendal d. 28. januar 2026.
Anmeldt af Ileane Thea Kjærulf Stougaard
Foto: Ileane Thea Kjærulf Stougaard
Tak for dine søde breve: Nordiske kærlighedsbreve er en samling af breve og korrespondancer fra nordiske personligheder gennem tiden. Brevene er mellem ægtefæller, forlovede, elskere og venner, og de tager læseren tilbage til brevets storhedstid. Fælles for dem er den intime bekendelse og ømhed som findes blandt mennesker der elsker og agter hinanden.
Tak for dine søde breve: Nordiske kærlighedsbreve indeholder breve skrevet af store nordiske forfattere. Der er breve fra og/eller til H.C. Andersen, Karen Blixen, Søren Kierkegaard, Herman Bang, Sigrid Undset, Selma Lagerlöf, August Strindberg, Steen Steensen Blicher, Halldór Laxness, Holger Drachmann, Carl Nielsen, Anne Marie Carl-Nielsen, Jørgen-Frantz Jacobsen, Natalie Zahle, Thorkild Bjørnvig, Edvard Collin og Estrid Bannister Good.
Samlingen indledes med et forord af sangskriveren, Jonas H. Petersen, som leder os ind i brevets betydning for ham og for livet.
“Vores breve er således bevis på, at vi var her, simpelthen. Og vi, der læser denne bog nu, er her endnu, levende nok til at læse dem. Breve kan bekræfte livet.”
Jeg falder lidt af på Petersens ophøjning af brevets betydning, men sætter pris på forordet i sin helhed, der er personligt, og som giver mig et indblik i brevets hyppigt brugte funktion før min tid. Jeg har selv sendt gækkebreve og postkort, men altid som en særlig gestus. For mig er brevet noget, der anvendes til særlige hilsner – ikke til refleksion og intime henvendelser, som brevene i denne samling.
Inderlige breve
I læsningen af Tak for dine søde breve kom jeg til at reflektere over brevets betydning, idet brevmediet giver en særlig mulighed for at udtrykke inderlighed og kærlighed. Det er ikke alt, man kan få sagt. Skriften har sine fordele, når det kommer til at formulere og udtrykke sig. Nogle ting er svære at sige, og det er her brevet får sin funktion. H.C. Andersen anvendte selv brevet som medie til at kommunikere det, han ikke var modig nok til at spørge sin ven, Edvard Collin om:
“Jeg har også en bøn til dig. De vil måske le, men vil De engang ret glæde mig, ret give mig et bevis på Deres agtelse – når jeg fortjener den – så – ja De må ikke blive vred! – Sig du til mig! Mundtligt vil jeg aldrig kunne bede Dem derom, det må ske nu, nu mens jeg er borte; har De noget derimod, tå tal aldrig til mig derom, jeg vil, naturligvis aldrig ytre det mere! ”
Andersens bøn om at få bekræftet Collins agtelse udtrykker en underlegenhed, der er at finde i hele den udvalgte korrespondance mellem de to venner. Andersens breve er inderlige og antydende, hvor Collins breve har en venskabelig og høflig tone, hvor han fastholder at påtale sin ven med ”De”. I læsningen bliver jeg inviteret ind i et intimt rum – båndet mellem de to. Jeg oplever det intimt, fordi jeg som læser er beskuer af de to mænds venskab og kærlighed. Noget, ved læsningen af disse personlige breve, føles hemmeligt.
Kærlighed, ulykkelig kærlighed og et brev, der aldrig blev sendt
I samlingen bliver vi introduceret til Søren Kierkegaard og hans forhold til sin daværende forlovede, Regine Olsen. Kierkegaard skriver et kærlighedsbrev til Olsen og afslutter med den store bekendelse af, at han er hendes for evigt:
“Som nu dette brev er uden datum og følgelig kan være skreven til hvilken som helst tid, så følger deraf også, at det kan læses til enhver tid, og når nogen natlig tvivl skulle overfalde dig, da kan du læse det endog om natte; thi i sandhed, har jeg noget øjeblik tvivlet om, at jeg turde kalde dig ”min” (du ved, hvor meget jeg forbinder med dette udtryk, du ved det, du som selv har skrevet, at dit liv var afsluttet med mig, hvis jeg skulle skilles fra dig, o så lad det da være indesluttet i mig så længe vi er forenede, thi først da er vi egl. forenede) da er der intet øjeblik, jeg har tvivlet om, nej jeg skriver det af min sjæls inderste overbevisning, ja end ikke i den mørkeste afkrog af verden skal jeg tvivle om, at jeg er din.
Din for evig S. K.”
Kierkegaards store poetiske vendinger er eksemplariske for, hvad man forbinder med et kærlighedsbrev med sine store bevægelser og sikkerhed med hensyn til kærlighedens evighed. Trist og hjerteskærende bliver det i samlingens næste sider, som er en beskrivelse af Kierkegaards ophævelse af forlovelsen. Det drager linjer til Kierkegaards Forførerens Dagbog, og retrospektivt giver det læsningen en snært af mystik og uoprigtighed. Det næste brev er et brev fra Kierkegaard til Regine (nu) Schlegel, hvor han undskylder og bekender sin evige kærlighed til hende. Brevet blev aldrig sendt. Derefter følger et brev fra Kierkegaard til sin bror, han testamenterer alt han ejer til Regine Schlegel. Jeg bliver medtaget af tragedien – fortrydelsens bitterhed og længsel, og på samme tid nysgerrig på det uforløste, der ligger i Kierkegaards ophævelse af forlovelsen. Følgende citat fra Kierkegaards brev til Regine Schlegel vækker især min nysgerrighed med sin indirekte referencer til omstændigheder, der ikke står beskrevet.
“Ja, du var den elskede, den eneste elskede, du var mest elsket, da jeg måtte forlade dig, om end noget bedrøvede mig ved din heftighed, der intet kunne og intet ville forstå, så grusomhed blev nødvendig.”
Venskabelige kærlighedsbreve
Samlingen rummer hjerteskærende historier om ulykkelig kærlighed og fortrydelse. Men imellem dem findes også mere hverdagslige breve. Simple beskrivelser som rejsefortællinger eller beretninger om afsenderens velbefindende.
Fordi bogen er indbundet i rødt med hjerter og sirlig skrift på forsiden, forventede jeg romantiske kærlighedsbreve i samme stil som Kierkegaards. I stedet kom jeg overvejende til at læse breve mellem venner. Kærlighed finder vi alle steder, men jeg synes alligevel bogens romantiske udtryk har været misvisende.
Leave a Reply