Anmeldelse af Deniz Kiy: Blå øje (TÜRKÜ), udgivet på Gyldendal d. 9. april 2021
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Deniz Kiys debut Blå øje (TÜRKÜ) rammer ned i et personligt erindringskatalog, hvor både smerte og frustration, tryghed og barndomsfølelser hersker side om side. Digtsamlingen er et stærkt og poetisk væv, hvor skellet mellem kulturer og generationer fremskrives, samtidig med at kampen om at bibeholde sin identitet og sit ophav, trods de blå øjnes skeptiske blikke, udkæmpes.
Der er mange ting på spil i digtsamlingen, hvor Kiy tager os med gennem forskellige stadier af den fælles historie, digtene formidler. Med sine fem inddelinger “I hulrum”, “Stuen”, “Çorum”, “Under emhætten” og “På terrassen” peger digtsamlingen i forskellige retninger, der hver især skildrer minder og følelser på godt og ondt forbundet med det fælles grundlag – nemlig ophav overfor ny kultur.
Et hul imellem oversættelser
Selvom Blå øje (TÜRKÜ) ikke indeholder nogen versaler, formår digtene stadig at insistere på sig selv, se os i øjnene og tage os i hånden gennem et liv præget af en gennemgående splittelse med grobund i de to forskellige kulturer og hjemstavne, Tyrkiet og Danmark. Digtene henvender sig til og handler om Kiys tyrkiske familiemedlemmer, heriblandt en fætter og en mor, som er holdepunkt for centrale minder fra begge lande. Mens henvendelser til fætteren udtrykker smertelig bevidsthed om konsekvenserne af en splittet opvækst:
“min elskede fætter / har jeg fortalt dig om / det sår / jeg ikke kan vride tørt / det vrid / i min barndoms tidlige / rygsøjle / et hul / imellem / oversættelser”, skabes der et trygt og hjemligt rum omkring digtene, hvor moren fremtræder: “mors ru hånd dufter af jordsød helva / blide strøg / en varme der skabes / noget skal hives op / det moderlige forsøg: drengen der vrider sig under ryggen / hun vil finde det”.
Familiemedlemmerne og ophavet bliver på én gang et fast holdepunkt, der minder Kiy om, hvem han er, og hvor han kommer fra. Samtidig er det en påmindelse om fremmedheden overfor den nye kultur, og hvad det kræver at blive en del af denne. Der søges tilbage til barndomsminder, hvor det trygge og utrygge, smukke og smertelige snøres sammen:
“forskellige slags stilheder foran et altid tændt fjernsyn / sproget man forstår men ikke kan sammenfatte / men armene! / altid varme / altid i stand til at bære os fra sofa til seng”
Generationernes løb i årerne
Det er dog ikke kun de nulevende familiemedlemmer, der spiller betydningsfulde roller gennem samlingen. Undervejs trækkes tråde til tidligere generationer i form af bedsteforældre, som er vidnesbyrd på slægten, ophavet og nye generationers tilblivelse: “gün ana / solen med vores bedstemødres ansigt / ay dede / vores bedstefædres blik i månen / ansigter at huske / en mytologi at iklæde børnene”. Også Kiys paradoksale savn til bedsteforældrenes hjemland og omgivelser i form af: “de gule bjerge / lilla tidselblomster / kornmarker / oliventræer / fyrretræer” maler et billede af splittelsen og bedrøvelse over: “aldrig før at have oplevet vores efterårssol / varme mit sorte hår”.
Digtene om bedsteforældrene er både stolte og ærefrygtige kærlighedserklæringer, men de bærer også præg af frustration og sorg over de hårde, nedslidte liv, der sender de yngre generationer videre i livet med en dybere bevidsthed om livets vilkår. Bedsteforældrene symboliserer grundstenen i Kiys og hans familiemedlemmers identitet, som, i sammenstødet med den danske kultur, forårsager et opbrud og opgør med de to sider af samme identitet:
“alle søskende, alle fætre og kusiner / vi skal snakke og græde af sorg og glæde / huske at vi har været børn på værelser / som har råbt ad nætterne / som stod racisten på gangen / vi skal huske / at vores stemmer / også var hænder / om hinandens albuer”
De blå øjnes tvetydighed
Blå øje (TÜRKÜ) viser sig, foruden af være titlen på en digtsamling fyldt med mod og styrke, at være en gennemtænkt og tvetydig titel, der gemmer på mere end blot én betydning. Titlen gør det muligt for Kiy at forene sit ophav i Tyrkiet med sin nuværende hjemstavn i Danmark. De blå øjne symboliserer på den ene side danskernes blå øjne og blikke, der, for en person, som kommer til landet, kan virke fremmedhadske og uvenlige. På den anden side er det blå øje symbol for den tyrkiske lykkeamulet, nazar, der menes at skulle holde ondskab bort. Sammensmeltningen mellem de to forståelser af blå øje skaber en dobbelttydigning i digtene, hvor den tyrkiske lykkeamulet danner grundlag for ønsket om at undgå ondskaben, som er at finde i de blå, skandinaviske blikke: “min elskede / hvad var forskellen / på os og dem”.
Kiy formår gennem digtene at danne et oprørsk grædekor, hvor gentagelser af erindringer, om blandt andet “såret”, “min lille dreng” og “mislydene”, skaber et ekko og en rød tråd, der siver op til overfladen og forplanter sig som poetiske, blottende sætninger sort på hvidt. Lige så oprevet digtsamlingen starter, lige så brat ender den i Kiys erkendelse om:
“alt det der ikke kan glemmes / alt det der stadig ikke kan synges / min türkü må ende her / som mit ansigt / kort og fucked / allahallah.”
Leave a Reply