Anmeldelse af Caspar Eric: Crip, udgivet på Gyldendal d. 20. august 2025.
Anmeldt af Jane Louise Madsen
Foto: Jane Louise Madsen
CASPAR ERICS SIDSTE DIGTSAMLING! Måske har du opdaget, at Caspar Eric har udgivet endnu en digtsamling, stadigvæk med handicap som omdrejningspunkt, men denne bliver den sidste, lover Eric. Men hvorfor dette demonstrative farvel til CRIP-lyrik?
Når Eric i sin seneste digtsamling, Crip, skriver, at ”70 procent af den danske befolkning er usikre på, hvordan de skal omgås mennesker med handicap”, hvad handler dette udsagn så om? Har danskere berøringsangst over for mennesker med et handicap? Hvad er det, vi danskere er usikre omkring? Eric kommer som folkeopdrageren, der gerne vil give os alle en lyrisk skideballe og sætte to streger under samfundets manglende inklusion. Vi følger det lyriske jeg i forskellige situationer og mærker, at handicappet sjældent er sekundært. Sindet kan ikke undslippe kroppen.
Paralympisk poesi
Digtsamlingen kommer godt rundt. Vi er i Fitness World med personlig træner, Jesper – kroppenes land.
Vi er ved Tiergartenstrasse 4, mindesmærket for de mennesker med handicap, nazisterne myrdede. Vi kommer med det lyriske jeg til Paris til De Paralympiske Lege, hvor en ukendt følelse opstår i jeget: en følelse af at være velkommen, en følelse af ikke at være til besvær:
”en official spørger / om vi har brug for hjælp / og jeg vinker / automatisk / afværgende: nej, nej. // jeg er så utrænet / i at modtage / den form for omsorg. // fraværet af blikkene / føles næsten forkert. // jeg kysser med B / på en lidt ny måde.”
Livets ubarmhjertighed sidder i jeget, for hvem det er blevet et livsvilkår, at andre mennesker stirrer. Det unormale har en uforklarlig tiltrækningskraft, tiltrækker sig blikke overalt. Som en af jegets bekendte siger: ”det er ofte den raske krop, der ser handicappet / som en tragedie, siger Jonas”. Kloge Jonas har en pointe, det kan jeg godt se. En del af problemet ligger i, at det ’raske’ blik får lov at danne narrativer af egoistisk karakter, hvor det kredser mere om ens egne tanker om og frygt for handicappet end om virkelighedens realiteter.
Oder og interviews
Når det lyriske jeg ligger i sin mørke natteverden og overmandes af tanker, der skriger: ”de vil udrydde os / det er dét, der er gang i”, trøster B. Den kærlige, trygge B, som det lyriske jeg priser meget højt. B bliver en godhedsengel i digtsamlingen, et eksempel på den rette opførsel, værdig hensynsfuldhed. I en ode til B lyder det sådan her:
”B for at kunne vise dig mine ar på anklerne / mens du får blodet til at cirkulere / i mine trætte ben / min krop er en krop, der har brug for andre. / din krop er en krop, der bekæmper sig selv. / B for beloved og for det mørkeblå i dine øjne / mens du kryber ind til mig / og mit hjerte banker derudaf.”
Kropslige erfaringer, der løst og rart fletter det lyriske jeg og B sammen. Det fornemmes, at en af kodekserne for vellykket samvær er, at handicappet aldrig må blive et tabu, aldrig må bagatelliseres, men skal have lov til at være eller ikke være en del af livet, af samtalerne.
Dette understreger Eric ved at udfolde sårbare passager baseret på interviews med mødre til børn med handicap og skaber hermed digtsamlingens mest hjerteskærende kapitel. Med lån fra Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste (2002) opbygger Eric rørende udsagn fra mødre. Mor Anni udtaler: ”det bedste ved at have et handicappet barn er: / at hvis Mads fik lov til at bestemme, ville vi have / en smukkere verden”. Hjertet falder helt ned i maven, når man på næste side møder ordene: ”det værste ved at have et handicappet barn er: / at hvis verden fik lov at bestemme, ville Mads ikke være her”. Velbekomme: en mavepuster solidt placeret i solar plexus.
Kh fra drengen, der sad alene
Erics digtsamling er en hybrid, der jonglerer med manifesterende kortprosa, rørende interviews, kærlighedspoesi og sidst men ikke mindst en art håndbog med pensumliste til den næste crip-digter. Stafetten gives videre til en digter in spe, der TØR udfylde den plads på den danske lyrikscene, handicappoesiens plads, der umiskendeligt har Erics kontur. Det klinger en anelse arrogant, denne tilgang til egen lyrik. Er Erics poesi virkelig så ypperlig, at der kun er plads til en crip-digter? Er det Eric, der har fået nok, eller er det den danske frygt for, at handicap(digte) skal fylde for meget?
Leave a Reply