Anmeldelse af Yana og Eliah (og mange andre børn)af Martin Glaz Serup og Lilian Brøgger, Gyldendal 2013.
Anmeldt af Nicoline Thoning
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
I et stykke klogt, naivt og poetisk børnelitteratur skildrer Martin Glaz Serup og Lilian Brøggers Yana og Eliah børn fra mange forskellige lande med fortællinger, som (også) berører hverdagens alvorstunge sider.
Yana og Eliah er en helstøbt udgivelse, hvor samspillet mellem illustrationer, sprog og narrativ gør den til interessant læsning, både for de børn den er skrevet til, men i høj grad også for den voksne med-læser. Bogen er struktureret i to dele, hvor man i første del besøger adskillige børn rundt om på kloden, mens anden del er centreret om forholdet imellem pennevennerne Yana fra Rusland og Eliah fra Danmark.
Nysgerrig verdensvendthed
Gennem bogen berøres mange forskellige temaer, der rummer en vis tyngde og substans samtidig med, at de er underlagt et naivt barneperspektiv. Vi møder eksempelvis Anna Joy, der er bulgarsk, men altid har boet i Amerika og derfor aldrig har kendt andet. Men som det forlyder i bogen ”er det lidt svært at forklare”(s. 11). Vi møder Rosca fra Rumænien, der aldrig har set en flagermus, men denne skabning er paradoksalt nok hans værste frygt: ”han havde aldrig set en flagermus i virkeligheden, men det man ikke har set kan man forestille sig. Og Rosca, han kunne forestille sig ret uhyggelige ting. Det brugte han meget tid på.” (s.37) Og der er Hanku fra Estland, som nær var blevet kørt ned af en motorcykel- ”Indtil da var Hanku bare en estisk pige der tænkte på mange ting, hele tiden, men ikke meget på døden”(s.21). Således præsenteres vi for mange forskellige børn med hver deres individuelle fortælling, der skildrer noget om det enkelte barn, men samtidig indkapsler nogle essentielle ting, som børn over hele verden forholder sig til. Hvordan er det at have rødder i et land, men vokse op i et andet? Hvordan forholder man sig til døden? Hvad udspringer frygt egentlig af?
Sidst, men ikke mindst, skildres venskabet mellem Yana og Eliah. Den alvidende fortællers blik er hovedsageligt fæstnet på Yana og hendes hverdag i Rusland, mens man kun får adgang til Eliahs tilværelse gennem de breve, som Yana modtager. Den lidt alvorsfulde tematiske tråd fra første del opretholdes ligeledes her, hvor emner som vold og sygdom beskrives. Men samtidig oprulles en fin fortælling, der skildrer to børn som rummer en enorm nysgerrighed for hinanden og hinandens tilværelser. Her ses, hvordan Yana og Eliah udforsker forskellene imellem deres lande: Smager slikket anderledes, eller er det i virkeligheden bare blevet gammel på rejsen? Men samtidig med afsøgningen af forskellighed, afsløres de endnu vigtigere ligheder og den gensidige forståelse imellem de to børn.
At Yana og Eliah er så vellykket, skyldes efter min mening, den udadvendte nysgerrighed bogen retter mod børn fra andre kulturer, hvorved den både bliver indsigtsfuld og lægger op til dialog. For selvom det er en bog for de yngste, spores ingen frygt for at skildre livets alvor. Heldigvis. Her placeres baske emner i børnehøjde, fortalt med en umiddelbar charmerende tone, der gør, at de tunge ting måske ikke bliver så svære at snakke om alligevel. En klart anbefalelsesværdig børnebog, som har meget at byde på sprogligt, visuelt og tematisk, og som sætter gang i tankerne hos den barnlige såvel som den voksne med-læser.
Leave a Reply