Anbefaling af Mikkel Harris Carlsen: Døde Bøger, udgivet på Æther d. 25. september 2021
Anbefalet af Henriette Schmidt
Foto: Henriette Schmidt
En gruppe unge drenges ’narrestreger’ sætter rammen i Mikkel Harris Carlsens Døde Bøger, der foregår i mellemkrigstidens Tyskland. Fortælleren, en unavngivet tidligere soldat, er langt fra den store læser. Men ikke desto mindre får han hurtigt liv i et gammelt kælderantikvariat, hvor han bliver en del af et både bemærkelses- og misundelsesværdigt litterært miljø – som man ikke kan undgå at smile af.
Som hjemvendt soldat aner vores fortæller ikke, hvad han skal give sig til. Efter at have skræmt nogle unge drenge væk, der drillede indehaveren af et støvet, og nærmest tomt, antikvariat, vælger antikvaren Shagal at ansætte fortælleren. Dette bliver begyndelsen på et besynderligt makkerskab, samt fortællerens ufrivillige indføring i litteraturens verden. Et fast, og humoristisk, persongalleri opstår i antikvariatet. Men lige som fortælleren begynder at finde sig til rette med sit ny fundne formål, truer en ny krig med at tage det fra ham.
En meta-tekstlig begyndelse
Helt fra starten af gør fortælleren sin position klar for læseren, som en, der skal til at berette om noget med en vis tidsmæssig afstand. Sproget fangede mig med det samme; ikke kun fordi man præsenteres for noget, der vækker nysgerrigheden, men også fordi der kommenteres på tilblivelsen af selve fortællingen.
”Måske orker jeg slet ikke at skrive den færdig, og måske kan jeg slet ikke huske så meget, som jeg tror, jeg kan, nu hvor jeg omsider har sat mig til skrivemaskinen. Om ikke andet er jeg da i gang, tasterne klaprer, det ene ord leder til det andet i den ettagfat, som digtere og andre vrøvlehoveder holder så meget af.”
Dette gav fornemmelsen af at sidde og kigge vores fortæller over skulderen, mens regnbygerne drev forbi udenfor. Derudover er sproget ikke kun humoristisk, men desuden skrevet i en tidstro stil, der tager læseren tilbage i tiden på flere niveauer.
Litterære referencer
Selvom fortælleren fra begyndelsen gør klart, at han aldrig har haft den store interesse for litteratur, er værket propfyldt af både direkte og indirekte litterære referencer til alt fra græske myter om bl.a. Medusa og Argus, til Poes kat og Dostojevskijs kældermenneske. Fortællerens brug af litterære henvisninger vidner om hans ufrivillige indføring i litteraturen gennem sit makkerskab med Shagal og samværet med antikvariatets stamkunder. Han forsøger dog flere gange at danne bekendtskaber med ikke-litteraturinteresserede, men ingen af dem holder længe. Dette gjorde ikke mig det mindste, da det især var fortællerens samspil med de andre stamkunder og Shagal, som jeg fandt særligt underholdende.
Tro mod historien
I løbet af værket begynder antisemitismen dog at vise sig, i takt med at handlingen kommer tættere på begyndelsen på 2. Verdenskrig, og den ellers overordnede humoristiske fortælling, nærmer sig en mørkere slutning.
”Her til sidst må jeg modstå fristelsen til at opdigte min egen slutning på historien, en bedre slutning, hvor solstrålerne stadig strømmer ind i bogkælderen gennem nyvaskede ruder, hvor bibliofiler stadig snuser og gisper og stønner langs reolerne, […] og hvor to kunders uoverensstemmelser stadig kan afgøres med et terningkast på en kaffeplettet dug.”
Jeg hæftede mig særligt ved fortællerens ønske om at helt bogstavligt skrive en anden slutning. En fristende tanke hver gang tingene ikke går, som man ønsker. Men ved at fortælle sandheden, sørger fortælleren trods alt for, at historien består. Døde Bøger er en kort men tankevækkende fortælling om vores historie, og hvad vi tager med videre fra vores oplevelser. Derudover var prikken over i’et at finde teksten bagerst i bogen, der beskriver værkets materialer, tryk, oplag mm. lige så detaljeret, som Shagal kunne gøre det.
Leave a Reply