De nostalgiske minders glemsel

De nostalgiske minders glemsel

De nostalgiske minders glemsel

Anbefaling af Mari Tveita Stagrim: Det jeg leter etter, finnes ikke her, udgivet på Kolon Forlag september 2017

Af Anna Rosenkrands Uldall

Foto: Bogens omslag / kolonforlag.no

Mennesker er partikulære væsner, der til stadighed er forskellige fra hinanden. Men noget har vi til fælles: vi har alle været børn, vi har alle haft en barndom. I Det jeg leter etter, finnes ikke her udforskes traumatiske barndomsoplevelser, og hvordan bardomsminder kan have en ambivalent karakter.

Mari Tveita Stagrim nyeste roman, Det jeg leter etter, finnes ikke her, tager afsæt i en fjern barndom. Den norske forfatter debuterede i 2015 med novellesamlingen Alle nyanser av sinne, så denne nyeste roman er således blot hendes anden udgivelse. I  romanen vender hun sig mod en retrospektiv fortælling om barndommen, hvor den lange afstand mellem handling og fortællerposition gør, at fortællerjeget i romanen igen og igen reflekterer over abstrakte emner som glemsel, hukommelse og genkaldelse af minder. Ét af disse mange refleksive afsnit har følgende ordlyd:

”Erfaring lagres som en del av et rammeverk i minnet. Jeg prøver hele tida å si til meg selv at jeg selv styrer minnene, at jeg selv konstruerer tolkninga. Det er dette jeg husker, men jeg husker bare glimtvis. Jan lagde middag til oss, kjøpte øl, leide film. Det var ofte bare du og han i huset, i sofaen, rundt bordet. Når jeg gikk hjem på kvelden, blei du værende.”

Den traumatiske barndom

I dette kortprosaafsnit introduceres både et ”du” og personen Jan. Fortællerjeget taler til dette du, som er tabt barndomsveninde gennem hele romanen. Jan er faren til en af venindens skolekammerater, hvilket medvirker, at sætningen ”Når jeg gikk hjem på kvelden, blei du værende” antyder, at der finder noget sted mellem den unge 13-årige pige og den langt ældre mand, som ikke burde finde sted. Og netop traumet, som udspringer af en barndom fyldt med pædofili, alkohol og skilsmisser, er hvad, der bærer historien fremad. Minderne, som er knyttet til den traumatiske barndom fremstår ligeledes som de episoder, som fortællerjeget har nemmest ved at genkalde:

”Minnene er tydelige: en familie som ikke er en familie mer, stemmer som smeller i veggene, kroppen som hang fra greina, du som lå ved sida av meg i senga og sov. Skuldra dine, ungdomshuden, piercingen i navlen, den lille hvite diamanten, du tulla alltid med at den var ekte – at om det skjedde deg noe, kunne du selge den og reise et annet sted, bort fra det som var vanskelig.”

Der forekommer at være en udtalt kontrast mellem det første citat, hvor fortællerjeget reflekterer over sine flygtige barndomsminder, og dette citat, hvor minderne antager en meget konkret karakter.  Ambivalensen, her mellem minder som både forgængelige og som repræsentative for en traumatisk barndom, er et gennemgående element i Det jeg leter etter, finnes ikke her.

Den stædige nostalgi

Fortællerjegets partikulære barndom bliver portrætteret som traumatisk gennem fortællinger om skilsmisser, knivoverfald og selvmord, men på samme tid dyrker fortællerstemmen i høj grad det nostalgiske rum, som hører barndommen til. Dette nostalgiske barndomsrum fremstilles på en til tider overtagende romantisk måde som en utopisk periode i et menneskes liv, hvor tiden står stille. De mange deskriptive gentagelser giver på samme tid romanen et romantisk præg, der er svært at forene med de traumatiske hændelser, der finder sted.

Det er denne ambivalens mellem det nostalgiske, romantiske sprog og de barske barndomsbeskrivelser, der gør Det jeg leter etter, finnes ikke her anbefalelsesværdig læseoplevelse. Retrospektive barndomsfortællinger fremstår ofte som yderst nostalgiske og som søgende efter en form for universel sandhed, som kun barndommen kan levere. I Stagrims roman bliver denne nostalgiske søgning udfordret af det traumatiske; for måske kan den utopiske barndom ikke rumme svar på voksenlivets svære spørgsmål? Det, den voksne person leder efter, er ikke at finde i barndommens univers.