Anmeldelse af Tove Jansson: Den ærlige bedrager, udgivet på Gyldendal d. 10. februar 2022, oversat fra svensk af Agnete Dorph Stjernfelt
Anmeldt af Shannon Færch
Foto: Shannon Færch
Tove Jansson var ikke kun børnebogsforfatter. Hendes voksenforfatterskab udgives i disse år på dansk, i nogle tilfælde for første gang, og nu er nummer fem i rækken af nyoversatte Jansson-perler for voksne landet. Den ærlige bedrager kombinerer skærgårdsidyl, hverdagstrummerum og stærkt psykologisk drama.
I en svensk skærgårdslandsby, begravet dybt i sne og vintermørke, bor Katri Kling og Anna Aemelin. De to kvinder lever vidt forskellige, men ensomme liv. Snart sørger Katri dog for, at deres veje krydses – et møde som fører store omvæltninger med sig for begge kvinder. Katri er ung og bor med sin halv-enfoldige, men arbejdsomme bror Mats i en sørgelig lejlighed over byens købmand. Hun er en mut, men respekteret kvinde med en veldresseret ulvehund, der følger hende overalt, og et talent for tal:
”Man sagde om Katri Kling, at hun ikke brød sig om noget andet end tal og sin bror. Og man undrede sig over, hvor hun havde fået sine gule øjne fra.”
Tal er ”rene”, de lyver ikke og spiller ikke komedie for at vinde nogens gunst. Katri afskyr alle sociale spil, og hun gør aldrig noget for venlighedens skyld – eller tager imod venlighed fra nogen. Hun siger aldrig det, man forventer, da hun har ”intet af det, man kalder høflighed”. Men Katri mangler penge, mange penge. Hun ønsker at give sin bror, der lever og ånder for at tegne og bygge både, sin helt egen båd og et andet liv. For at opnå dette vil hun gå langt, nogen vil mene for langt.
Et kompliceret spil om bedrag og selvbedrag
I begyndelsen leverer Katri bare Anna Aemelins købmandsvarer, men langsomt bevæger hun sig tættere ind på livet af den lettere naive ældre dame. Katri lyver aldrig, men indleder alligevel et længerevarende bedrag, hvor hun gør Anna afhængig af sin hjælp, og snart flytter hun og broren ind i overetagen. Katri er en fascinerede person for Anna, der aldrig rigtig har tænkt over, hvad hun selv kan lide – om det er kaffe eller brevskrivning – og nu konfronteres med en person, der altid kun siger sin ærlige mening.
Anna Aemelin er en ældre børnebogsillustrator, hvis forældre døde ”rige som trolde”. Hun bor stadig i det hus, hun voksede op i, nemlig i det, alle i byen kalder Kaninhuset efter Annas populære børnebogsillustrationer. Kaninhuset er et godt eksempel på Janssons unikke måde at blande det komiske med det alvorlige og følsomme; huset er som en helligdom for forældrenes minde, alt står stadig på sin plads som dengang, de levede, og de var byens rige folk. Nu hedder det så Kaninhuset. Anna lever også sit liv i en virkelighedsfjern drømmetilstand, hvor hun skiftevis sover vinteren væk og læser fiktive rejseeventyr:
”Måske kunne Anna Aemelin kaldes flink, fordi intet nogensinde havde tvunget hende til at udvise ondskabsfuldhed, og fordi hun havde en usædvanlig evne til at glemme ubehagelige ting.”
Først når sneen er borte, kan hun arbejde. Anna er kun interesseret i én ting som kunstner, og det er skovbunden. Men børnebogsforlaget, som hun arbejder for, kræver, at hun også maler blomstrede kaniner på alle sine detaljerede billeder, som slet ikke passer ind. Anna beskæftiger sig helst ikke med praktiske gøremål, og al besværlig post, som ikke er fra små børn, der alle vil vide hvorfor kaninerne er blomstrede, bliver gemt væk og lykkeligt glemt. Det er netop her, at Katri Kling træder til.
”Jeg har ikke været forræderisk, ikke uærlig. Men man ved aldrig, man kan aldrig være helt sikker, fuldstændig sikker på, at man ikke alligevel har betjent sig af en eller anden form for foragtelig sleskhed, smiger, adjektiver uden dækning, hele det ækle vanemaskineri, som slapt og ustraffet finder sted overalt hele tiden for at få det, man vil have”
Skæbner flettes sammen
Anna forandrer sig, for Katri gør hende mere og mere mistroisk over for sine medmennesker i byen, såsom købmanden, som Katri mener snyder hende. Katri ordner nemlig både hendes økonomi og hendes brevskriveri til små børn, som kun skriver til hende for egen vindings skyld, ifølge Katri. Anna bliver mere indesluttet og mister helt sin skabertrang og læselyst. Men forandringen går begge veje, for også Katris liv ændrer sig. Hun må til sidst se sit eget bedrag i øjnene, og hun mister også langsomt al kontrol over hendes ellers så veltrænede ulvehund.
Ud over det psykologiske spil, er romanen også en slags hverdagsroman. Tove Jansson har sin helt egen stil, hvor det almindelige blandes med det store på en let og ubemærket måde. Mats og Anna deler en kærlighed for rejseeventyr, og de danner sammen et lille og givende læsefællesskab, inden Anna begynder at forandre sig:
”Anna læste sine bøger igen. Pludselig forekom det hende, at hun havde en stor vennekreds, hvor alle levede mere eller mindre eventyrligt. Hun blev gladere. Når Mats kom om aftenen, drak de te i køkkenet, mens de læste i deres bøger og snakkede om dem.”
Derudover er bogen også underholdende. Katri og Annas samtaler er både afslørende og morsomme, for de afspejler nogle af de særheder og selvbedrag, vi alle sammen har hang til. På intet tidspunkt føler man trang til at klandre Katri for hendes bedrag, da det alt sammen er for brorens skyld – og for at slippe væk fra købmanden, hvis afviste tilnærmelser har ændret sig til et grimt had til den kølige Katri. Desuden fører det hele også til noget godt for alle parter.
Janssons karakterer er altid interessante, og miljøet er enkelt, men smukt beskrevet. Man drømmer sig væk i skærgårdsidyllen og lader sig underholde af hverdagens tåbeligheder, og når bogen er slut, ville man ønske, den var lidt længere. Jeg håber meget, at Den ærlige bedrager ikke er den sidste i rækken af Gyldendals nyoversatte bøger fra Jansson voksenforfatterskab.
Leave a Reply