Anmeldelse af Dag Johan Haugerud: Sjælesorg, udgivet på Gutkind d. 16. marts 2026. Oversat fra norsk af Martin Bastkjær.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
I en kirke i Oslo arbejder Thomas: en ikke-kristen, homoseksuel diakon i fyrrene. Han er ikke helt sikker på, hvad diakonarbejdet egentlig indebærer, men han kalder det omsorgs- og sjælesorgsarbejde. Det leder til en generel spænding i Thomas’ liv: For hvor går grænsen mellem omsorg og begær?
Norske Dag Johan Haugerud er forfatter og filmskaber og mest kendt for den kritikerroste filmtrilogi Sex, Drømme og Kærlighed. Også som forfatter kredser han om menneskelige, eksistentielle temaer. Haugeruds seneste roman Sjælesorg berører på en måde alt: seksualitet, tro, arbejdsmoral, kærlighed, sygdom, ensomhed, tvivl og venskab. Selvom det kan lyde som en overvældende og ivrig strøm af indhold, så flyder både temaer og sprog i en rolig, ydmygbevægelse, der for hvert skvulp kun overbeviser mig mere og mere om værkets eksistensberettigelse.
Langsommelig længsel
Thomas – fortællingens hovedperson – har læst teologi og senere diakoni. En dag møder Thomas en mand, der hedder Lars. I begyndelsen synes Thomas, at han er vanskeligt selskab, men langsomt opstår der en begærlig tiltrækning imellem dem. Deres relation udvikler sig, men alligevel ikke derhen, hvor Thomas ønsker det. For sjælesorgen – den type omsorg, han yder for mennesker gennem sit arbejde – har placeret sig mellem dem:
”I alle samtaler findes der en gråzone og en grænse, der kan virke utydelig for de fleste, men som jeg er hurtig til at opfange, når den nærmer sig; så snart jeg kan mærke, at samtalen føles påkrævet, at der findes et afsavn på bunden af bekendelserne, og at formuleringerne ender som åbne spørgsmål, så er grænsen nået, døren er gået op, og samtalen er blevet til det, jeg vil definere som sjælesorg. Derfra kan forholdet aldrig udvikle sig seksuelt.”
Fortællingens handling kredser om det eksistentielle. Ikke på en højtragende måde, men nærmere på den der stille, hverdagslige og genkendelige facon. Vi lærer Thomas at kende gennem hans måde at være i verden på. For der sker ikke ret meget. Sproget er roligt, men samtidig lidt nervøst og tankestrømslignende. Thomas har et reflekterende og analyserende blik, hvor end han går. Men intet er overflødigt: Haugerud har kogt fortællingen ind til benet. Tilbage står et værk, der med stor følsomhed, eftertænksomhed og tålmodighed undersøger et menneskes længsel efter nærhed og relationer.
”Jeg så på skaterne ved rampen for enden af parken, mærkede, at jeg ikke kunne holde det tilbage længere, men denne gang lød det mere som et suk, et eksistentielt suk, synet af skaterne fik alting til at føles overstået, slut, samtidig med at jeg følte en forgæves længsel efter at starte forfra. For hvis det havde været muligt, ville jeg have været der i stedet, på skaterrampen (…). Jeg ville have smidt T-shirten, ligesom skaterne gjorde, og mærket, hvordan jeg nød at være en del af et fællesskab, der kun handlede om at mestre kroppen, bevægelsen, gentagelsen. Hvor ville det have været enkelt.”
Uden skarpe linjer
Romanen insisterer på, at der ikke kan trækkes skarpe linjer mellem store, eksistentielle temaer: mellem tro og tvivl, arbejdsmoral og kærlighed, ensomhed og venskab. I Sjælesorg rummer mennesket flere sandheder, der ved første øjekast synes uforenelige. Haugerud fastholder kompleksiteten ved mennesket, og derfor står karaktererne troværdige tilbage.
Thomas er ikke kristen, men det forhindrer ham ikke i at udføre sjælesorgsarbejde i kristendommens navn. Gennem Lars bliver Thomas inviteret ind i et hjem, hvor han med sit virke som diakon skal yde støtte for en ung pige, derfremstår syg og deprimeret. Men ingen ved, hvad hun fejler. En nat drømmer Thomas noget, der viser sig at stå i forbindelse med virkeligheden. Et sådant uforklarligt tegn lader en lille tvivl flytte ind i Thomas:
”Og måske var det dét, der fik mig til at føle noget, der muligvis kunne kaldes tvivl, for hvis en kristen person ikke opfattede så uforklarlig en hændelse som et tegn fra Gud, hvad betyder det så overhovedet at tro, når Guds indgriben ikke gør et større indtryk på en? Samtidig tænkte jeg også på, hvordan det ville have påvirket mig og den måde, jeg forholdt mig til troen på, hvis Siri havde insisteret på, at det faktisk var det, det var: Guds indgriben.”
Haugerud skriver om tro, seksualitet og ensomhed uden at reducere dem til løsbare problemer. I stedet holder han med Sjælesorg fast i, at menneskelivets blå farve indeholder et hav af nuancer: at det er sammensat, modsætningsfuldt og præget af tvivl og famlen – og pletter og ridser:
”I den optik er det svært ikke at opfatte den blå farve som optimistisk og livsbekræftende. Derfor er det også helt på sin plads, at den er fuld af pletter og ridser. Det gør den på en måde mere sand.”
Præcis og blid pen
Haugeruds Sjælesorg er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2026 – og jeg forstår det godt. For hver side jeg vendte, følte jeg mig mere opslugt af romanens måde at skildre så mange vigtige og aktuelle temaer på – præcist og blidt i en og samme bevægelse. Det er et univers, jeg på flere områder identificerer mig med og på andre områder ikke. Men netop der bliver Sjælesorg særlig og vigtig for mig som læser.
Leave a Reply