Anmeldelse af Guðrið Poulsen: en lige linje en buet, udgivet d. 7. november 2025 på Det aarhusianske forlag Herman & Frudit. Oversat fra færøsk af Kim Simonsen.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Snør vandrestøvlerne, for nu går turen til den nordatlantiske grønne øgruppe med forfatter Guðrið Poulsen som guide! Hun inviterer på færøsk fjeldtur i sin økokritiske debut af en digtsamling, hvor hun gennem poetiske refleksioner og stilfulde fotografier undersøger, hvad der sker, når det menneskeskabte forstyrrer de ellers uberørte landskaber.
En gråhvid vej er camoufleret af et tyndt lag nyfalden puddersne på det fotografi, som pryder omslaget til en lige linje en buet. Det ser blødt ud. Så blødt at jeg får lyst til stikke hånden frem for at røre. Digtsamlingen er Guðrið Poulsens debut, og forsidebilledet mimer ganske nøjagtigt det, som danner grobund for værket, nemlig et jegs møde med den afsondrede færøske natur. Vi møder første gang jeget, der ”går // i grænseland”.
Menneskets indgriben i naturen
Den tykke tåge ligger som en mælkehvid hinde over landskabet og spiser fjeldtoppene i horisonten. Sigtbarheden er dårlig, mens vi sammen med digtsamlingens jeg går i fjeldet. Det er bart, roligt og mennesketomt. Uberørt. Lige indtil betondæmningen kommer til syne mellem de cirkulerende, små dugperler i luften. Sådanne billeder toner frem for mit indre, mens jeg læser Poulsens værk. Her træder kontrasterne mellem økologien og det menneskeskabte frem – det, der forstyrrer naturens vante rytme i det ellers uforstyrrede landskab. Jeget udtrykker bekymring for den industrielle indgriben, hvor bebyggelser omdanner landskaberne:
”en sommer // vi var på ferie i Tórshavn // det må have været i 1967 // min far som var ingeniør // fik fat i en bil så vi tog med bedstemor og bedstefar ud til den nye dæmning // jeg husker // at vi stod ved den lange betonvæg og jeg var forundret over spændtheden // i hans stemme og hans entusiasme”.
Trods bekymringer fremhæver og nuancerer jeget endog landskabsændringerne som ”sporene af fremskridt”, idet de, blandt andet, har medvirket til renere drikkevand. Så at sige er ændringerne på godt og ondt.
Et kropsligt møde
Jeget, vi følger, bevæger sig gennem landskaberne, undersøger og oplever dem med hele sin krop. Poulsen stykker dette møde sammen af fragmentariske sanseerkendelser:
“jeg føler
småsten under fødderne
vægten
rytmen
luften i lungerne”.
Det er nærmest, som var man der selv, idet digtsamlingen ikke blot er formet af ord i verselinjer og strofer men også består af visuelle billeder fra Færøerne. Stilfulde fotografier i sort/hvid, hvor lys, mørke og skygger træder frem på en elegant måde. Motiverne varierer fra at portrættere fjeldsøer, tåge, klipper og hav til snoede veje, vindmøller, elmaster og den føromtalte betondæmning. Billederne formår ligesom ordene at fremhæve kontrasterne mellem de forstyrrede og uforstyrrede landskaber.
Jeg ser jeget for mig, forestiller mig, hvordan jeget vandrer omkring og sanser fotografiernes motiver. Det vækker minder om mine egne vandreture på Færøerne, som jeg gik mange af, da jeg i efteråret boede på deroppe.
Økokritisk, øm og sprogligt sansende debut
Poulsen har skrevet en poetisk genrehybrid, der i et fragmenteret, minimalistisk og sansende sprog formidler et menneskes forhold til naturen. Poulsen betoner de økologiske landskabsforandringer, der har været, og som der med tiden blot vil blive flere af. Hun formidler ømt bekymringerne for den langvarige indvirkning, som de kan ende med at få.
Gennem jegets indtryk og den fotografiske billedside vil jeg mene, at hun formår at ramme den unikke stemning, som den færøske natur fremkalder, hvor dens overdådighed, skønhed og barske sider træder frem. Hun sætter fokus på den aktuelle klimadiskussion om menneskets forhold til naturen, og gør det ved brug af besjælinger og sammenligninger, hvor hun sidestiller naturens elementer med menneskelige organer. Naturen som en levende organisme:
“drivende skyer spejler sig på overfladen af søen
en lunge
åndende organ”.
Leave a Reply