Anmeldelse af Claire Keegan: Den slags små ting, udgivet på Gutkind d. 17. november 2021, oversat fra irsk af Signe Lyng.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Irske Claire Keegan har skrevet en ny juleklassiker. Den slags små ting er en kort roman om familiefar og kulleverandør, Bill Furlong, der i den travle juletid sættes i et både medmenneskeligt og eksistentielt dilemma, som vokser ud af en søgen efter mening.
Sikken voldsom trængsel og alarm
Irland, 1985. Det er juletid, hver familie har sine egne gøremål at tage sig af, og familien Furlong er ingen undtagelse. Med sin elskværdige kone, Eileen, og hele fem skønne døtre er der nok for Bill at forsørge. Dagene går med den hektiske levering af kul til byens borgere, så alle kan holde varmen i de kolde vintermåneder. På trods af at romanen på mange måder blot handler om decemberhverdagens trummerum, lykkedes Keegan på fineste vis med at fremmale detaljerede billeder af det irske nabolag, hvor glæden og de små glimt af lykke glimter frem på trods af travlheden og de kolde måneder:
“Der var tradition for, at folk samledes der, uden for rådhuset, den første søndag i december, når det var blevet mørkt, for at se julebelysningen blive tændt. Vejret holdt sig tørt den eftermiddag, men det var bitterlig koldt, og Eileen fik pigerne til at lyne vindjakkerne helt op og tage handsker på.”
Pas på pigerne
Særligt for Bill er, at hans liv på mange måder har piger og kvinder som midtpunkt – både hvad angår hans nuværende livssituation samt fortid. Der hersker en dyb kærlighed til og bekymring for Eileen og døtrene, som Bill forsøger at bruge sin tid med, når han endelig kommer hjem fra de lange arbejdsdage. Ved dagens sidste leverance af kul, nemlig til byens Magdalenekloster, bliver han endnu engang stillet ansigt til ansigt med en pige; et møde, der skal vise sig at være betydningsfuldt for ham. Bill finder den unge pige indespærret og ulykkelig i klosterets kulhus, og dette fylder ham med en beskyttertrang og sender ham tilbage til minder omkring kvinder i hans liv, han nær havde glemt. Både sin barndoms forsørger, Mrs Wilson, og ikke mindst sin egen mor, som han dog aldrig nåede at lære at kende, dukker op i erindringen. Uvisheden og længslen efter sin egen moders person og historie fremtvinger et ønske i Bill om at redde den unge pige i klosteret fra en mørk og ufrivillig fremtid:
“Da det lykkedes ham at få hende ud, og han så, hvad han havde for sig – en pige, der knap kunne stå på benene, med håret klippet sjusket kort – ville hans dagligdags jeg ønske, at han aldrig havde sat sine ben på dette sted.”
En hyldest til de glemte
Bills møde med den unge pige er dog ikke kun spændende for den interne fortælling i romanen – Keegan har også en dybere hensigt med netop dette møde, som understreges af romanens efterord. Her findes nemlig en hyldest til de unge piger og kvinder, der i det virkelige liv har levet under trange kår på de daværende irske magdaleneklostre og -vaskerier. Karaktererne og handlingsforløbene i Den slags små ting er fiktive, men inddragelsen af scener omkring klosteret er med til at huske læseren på, hvordan medmenneskelighed kan være med til at lyse vores liv op, selv i de mørkeste tider. Med Den slags små ting har Keegan skrevet en historisk insisterende litterær perle og, ikke mindst, rørende smuk juleklassiker:
“Irlands sidste magdalenevaskeri blev først lukket i 1996. Det vides ikke, hvor mange piger og kvinder der blev skjult, indespærret og tvunget til at arbejde på disse institutioner. Det forsigtigt anslåede tal lyder på ti tusind; tredive tusind er sikkert tættere på.”
Leave a Reply