Anbefaling af Ingvild Lothe: Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt, udgivet på Kolon Forlag den 14. oktober 2016
Anbefalet af Anna Rosenkrands Uldall
Foto: Bogens omslag / kolonforlag.no
En pæn overflade skjuler ikke nødvendigvis et pænt indre, hvilket er én af essenserne i Ingvild Lothes mange-facetterede digtsamling Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt. Vi bliver trukket med ned under overfladen og konfronteres med, hvad vi græmmes ved at se. Men selvom det uskønne skærer i øjnene, er det svært at kigge væk.
Forhænget bliver trukket til side, forestillingen går i gang. Midt på scenen står en afklædt kvinde, der viser sig selv, sin krop og sit liv frem. Kvinden er det talende jeg i Ingvild Lothes Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt, der blandt andet beskæftiger sig med det moderne, men tabuiserede menneske. Den stemme, der taler i digtsamlingen, tilhører en kvinde, der ikke føler sig tilpas i netop det moderne samfund:
Hun forsøger at indfri de forventninger, samfundet har til hende, men kroppen er for urolig, kroppen vil noget andet end at være pæn. For det moderne menneske er det oftest lettere at efterkomme en forventning om et bestemt fysisk udtryk end at italesætte, hvad der foregår under facaden; en smuk overflade er vigtigere end et smukt indre. Men den falske fremtoning sønderrives fuldstændigt, da jeget i digtsamlingen træder frem på den metaforiske scenekant. Som læsere er vi ikke blot henlagt til passiv betragtning; vi tvinges helt tæt på den iturevne krop:
I begyndelsen fremstår kroppen som enhver anden krop – en krop, der plejes efter normale standarder – men så skrælles det pæne overfladelag af. Digterjeget betragter sin krop indgående og bryder langsomt med det konforme, der normalt regerer, når en kvinde kigger sig selv i spejlet. Det absurde er ikke at indvoldene hænges til tørre eller at munden vaskes væk; nej, absurditet forekommer i måden de groteske handlinger beskrives på; den pæne, ordentlige, dannede måde.
Det abstrakte efterlader et akkurat aftryk
Et ganske velkendt scenarie – en kvinde, der gør sin nattoilette – bliver udfordret og underliggjort, når tyndtarmen får lov til at hænge frit. Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt bringer det, vi ikke har lyst til at se, frem i lyset. En af digtsamlingens største kvaliteter er, at dette gøres på en enkel og ligefrem facon. Især dette korte digt formår at forsimple det abstrakte:
En stor, eksistentialistisk tanke – at endegyldigt menneskeligt forfald er uundgåeligt – springer ud af noget ordinært. Liv og død blandes i sproget på en forrygende spontan og naturlig facon. Det ellers uhåndterbare og abstrakte bringes ned på et konkret niveau, og fordi det sker gennem simple og letgenkendelige sammenligninger, forekommer bevægelsen fra det forståelige til det uforståelige at være præget af akkuratesse og utvungenhed. Og netop den sproglige utvungenhed, der er tilstedeværende gennem hele digtsamlingen, muliggør ligeledes foreningen mellem det skønne og det uskønne, og gør Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt til en ekstraordinær læseoplevelse.
Leave a Reply