Anmeldelse af teaterforestillingen #JEANNE på Aarhus Teater, instrueret af Camille Sieling Langdal.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Aarhus Teater
På Aarhus Teaters mindste scene, Stiklingen, fremfører seks nyuddannede skuespiltalenter fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus Danmarkspremieren på #JEANNE: et dystopisk stykke om kapitalisme, ulighed og uretfærdighed.
Jeg går mod teatret uden helt at vide, hvad det er, jeg skal til at se. Jeg ved, at stykkets titel refererer til den franske nationalhelgen Jeanne d’Arc, og at temaet kredser om kapitalisme. Men derudover går jeg stort set blindt ind til forestillingen, der starter med en præsentation af de seks karakterer: lille Jeanne (Alvilda Lyneborg Lassen), hendes forældre (Katinka Launbjerg og Rasmus Grarup Elbo), hendes bedsteforældre (Alberte Riis Alexis Ibsen og Andreas Bruun Pedersen) og en mystisk lille dreng, der også bor i opgangen (Kevan Nirwan Soliman). Lille Jeanne og hendes families lejlighed ligger i en betonblok beboet af arbejderfamilier, med udsigt til en sø. Og på den anden side af denne sø bor de rige. De stinkende rige, svælgende i deres guldbelagte interiør, uden omtanke for omverdenen. En dag opdager lille Jeanne og hendes familie, at søen har stillet sig i en vinkel på 45 grader, hvor deres del af søen metaforisk ser op til den anden. Toneangivende for stykket står den neoliberalistiske ligning:
“Dem, der har mest, får mere – hvilket betyder, at dem, der har mindst, får mindre.”
Generationskløfter bag skrå søer
Karaktergalleriet i #JEANNE danner ramme om en evigt relevant dynamik: forskellen mellem forældre og deres børn. Generationskløften, der fra generation til generation finder nye diskussionsemner og uenigheder, kredser i denne forestilling om klimakrisen og kapitalismen. En generationskløft, jeg kan genkende fra mit eget liv, og som rører sig i samtidens medielandskab. Lille Jeanne har en mission om, at planeten stadig kan reddes, uligheden mellem rig og fattig jævnes med jorden og klimaet genoprettes. Men hendes forældre er nedslidte af arbejde, opslugt af genudsendte serier på flow-TV’et og drømmer blot om billigt hakkekød til bøffer. Og de ser blot stiltiende til, da deres blok bliver opkøbt, og der lægges planer om at omdanne den til et mekka for overklassen med yoga-centre og økologiske caféer. Uden opbakning – og med sine forældres fraværende messen: “Der kommer altid en ny kapitalisme” i hovedet – drager lille Jeanne selv ud over den frosne sø for at nå de riges søbred med sit budskab. Men så langt når hun aldrig. Hun bryder gennem isen og drukner, mens rulleteksterne løber over TV-skærmen i familiens stue.
Tragikomisk scenografi og lydtæppe
Trods den dystopiske handling, leger Aarhus Teaters opsætning af #JEANNE med en gennemstrømmende humor – både i scenografiens skrå hældning, der matcher søens 45 grader, samt i udvalget af de tre sange, der indgår som musisk sidestykke i løbet af fortællingen. To af disse sange skråles ud over scenekanten af lille Jeannes familie i betonlejlighedens skrå interiør. Begge sange fremføres med en troværdig indlevelse som deres respektive karakterer: morens udtryk af konstant væmmelse og ynk, farens inkarnerede vrede, bedstemorens bekymrede mine og bedstefarens lettere omtågede, uanende væsen. Som scenograf Katrine Krohn understreger:
“Med undtagelse af lille Jeanne insisterer alle karaktererne på at leve i den skrå verden, som om, at alt er normalt. Dermed understreges passiviteten, der gennemvæder Jeannes familie.”
Som publikum oplevede jeg også familiens passivitet som en afmagt over for systemet, kapitalismen og den indgroede unfair ulighed, det medfører, og hvis jerngreb de ikke kan slippe ud af. Arbejderfamiliens medlemmer, der spilles ret eminent, er på én og samme tid helt stereotypisk – en udslidt husmor, en voldsparat far og et ansvarsfralæggende bedsteforældrepar – og ganske empativækkende.
Grebet og tabt
Da jeg efter 75 minutters kapitalismekritik forlod Aarhus Teater, var jeg lige dele overrasket, imponeret og forvirret. Jeg købte ind på generationskløftens nærvær og den overordnet skildrede ulighed mellem beboerne på hver deres side af søen. Dog oplevede jeg nogle scener som en anelse pludseligt indskudte og med andre agendaer end den overordnede tematik – f.eks. scenen, hvor lille Jeanne har sneget sig ind i et af guldhusene på den anden side af søen og overfaldes af en flok anonyme, guldklædte personer. Det kan dog også have været en pointe om, at kapitalisme ikke er så sort-hvidt og firkantet et emne at tilgå, men at det forgrener sig til og blander sig med andre problematikker. Min oplevelse som publikum blev desværre bare revet lidt ud af kurs, og jeg havde syntes, at forestillingen kunne stå stærkere uden disse digressioner. Til gengæld havde jeg ikke en finger at sætte på de seks skuespiltalenter, som jeg synes formåede at inkarnere sine karakterer og give dem hver en velfortjent plads i forestillingen. Som #JEANNE synker ind hos mig, træder dens guldkorn frem – og jeg glæder mig til forhåbentligt at se meget mere til de seks nyudklækkede talenter.
#JEANNE spilles fra d. 10. april – d. 14. maj. Den varer ca. 75 min. uden pause. Billetter koster mellem 95 og 160 kr. pr. billet.
Leave a Reply