Det delvist møblerede hjem bliver fyldt op med kaos, fortidsspøgelser og frysemad 

Det delvist møblerede hjem bliver fyldt op med kaos, fortidsspøgelser og frysemad 

Det delvist møblerede hjem bliver fyldt op med kaos, fortidsspøgelser og frysemad 

Anmeldelse af Zakiya Ajmi: Delvist møbleret, udgivet på Gyldendal d. 6. maj 2022. 

Anmeldt af Andrea Kløvgård 

Foto: Andrea Kløvgård 

Nadja er på flugt. Hun flygter fra København, væk fra hendes tidligere liv med en voldelig kæreste, hvis eneste omsorg var i form af penge. Nadja finder tilfældigt bondemanden Jørgen, som åbner for vandet i den ene længe på den gamle gård i Hvalsø, hvor Nadja sammen med sine to piger, Lea og Amina, skal forsøge at komme på rette køl. Rågerne skriger, vandrørene lækker og huset knager. Landets stilhed bliver overdøvet af den lille families flugt på landet. 

Fortiden spøger for den 32-årige Nadja, der forsøger at holde sammen på sin lille familie med sine to piger. Der bliver hoppet ind og ud af minder fra fortiden, der især drejer sig om de tidligere mænd i hendes liv, Yousef og Jakob. Det er Jakob, der viser sig at være det største spøgelse. På trods af hans rigdom og charme ender Nadja og Jakob i et voldeligt forhold. Zakiya Ajmi skriver i et detaljeret og sanserigt sprog, der åbner op for Nadjas voldsomme verden og de omgivelser hun befinder sig i. Som læser hopper man, på lige fod med Nadja, ind og ud af hendes minder og tidligere traumer: 

”Hus retter sig op i sædet. Efter Roskilde løfter landskabet sig. Det føles næsten, som om toget letter, da det kører op ad en bakke. Himlen er stor og kold. Efterårssolen blænder hende, men Nadja ser ikke væk. Hun skygger med hånden, læner panden mod ruden og kigger på markerne, der bliver trukket væk under hende, ligesom en tryllekunst; en dug på et dækker bord. Hun holder vejret, mens alting svæver, knive, gafler. Kongeligt porcelæn. Skælvende strå, nøgen jord og nøgne træer. Deres knudrede grene slår revner i det lyseblå. Hun er med hurtigløberen. Tredive minutter og tusind lysår.” 

Bearbejdelse af den mørke fortid er stadig nyt for Nadja, og som læser oplever man den sammen med hende. Minderne dukker op i landskabet, og i dagdrømme i toget oplever man bid for bid det, hun bærer rundt på. Fortiden blander sig med landskabet og med den nye hverdag, hun prøver at skabe for sig selv og pigerne. 

Den håbløse mor 

Delvist møbleret er også en fortælling om at være mor – en håbløs mor, der skøjter rundt i forældrerollen. Nadja fratager alt trygt og hjemligt fra Lea og Amina. Hun prøver at rette op på det og være en ”god” mor, men det ender med stormende skænderier, pommes frites og nuggets til aftensmad og piger, der på skift stikker af hjemmefra. Jeg synes, det var en befrielse at læse om et moderskab, der også kan være hårdt arbejde som alenemor og hvor tingene ikke altid fungerer. Der opstår en omsorg til Nadja, men samtidig tages der afstand til hendes måde at håndtere tingene på. Hun famler blindt rundt i at være alene mor til to, men prøver også at række ud og få hjælp. Men der er mange, der har en holdning til, hvordan skabet skal stå. Der er en bagside ved det hele, også at være mor. Det er ikke altid kønt – men de uskønne sider finder også sted. 

Hjemsøgt

Hverdagen er et stort kaos. Midt i alt det prøver Nadja at skabe sit eget hjem ude på landet i Jørgens faldefærdige bygning. Rørene er utætte, væggene mugne og der er kun delvist møbleret. Det er ikke kun huset, der er ved at falde samme. Nadja og pigerne skændes så væggene skælver og det hele er ved at falde sammen: 

”Jo mere de råber, des højere bliver vandstanden, de kan høre det i væggene og gulvet, en dirren, et sus. Og vandtrykket stiger med deres stemmer, indtil presset bliver for stort, og det fosser ud af sprækker og revner i rør og i vægge. Træ og tapet bliver blødt og eftergivende, Nadja må hele tiden stille nye drypspande op og tømme dem, smide håndklæder på gulvene og køre dem rundt med sine fødder.”

Huset rører på sig, som var det hjemsøgt. Der ligger en uhygge over det hjem, som Nadja er ved at etablere. Selvom rammerne og mulighederne for at skabe et trygt hjem i Hvalsø er der, kan det ikke lade sig gøre før der kommer en ro over den lille familie. Huset vil konstant svare igen med sin uhygge og vandstigning. Men det er Nadja, der er hjemsøgt. Hun hjemsøger huset, vandrer hvileløst rundt i det sparsomt møbleret hus og udenfor i det ensomme landskab. Hun frygter for at møde sine fortidsspøgelser og forsøger at finde ro i det indre kaos.