Anmeldelse af Kim Stanley Robinson: Fremtidsministeriet, udgivet på A Mock Book d. 16. november 2024.
Anmeldt af Jacob Møller
Foto: Jacob Møller
Skynd dig hjem og læs en god sci-fi!
Da jeg en januaraften i 2025 gik hjem fra byen med en punkteret cykel på slæb og podcast i ørene, hvor Rune Lykkeberg, chefredaktør på dagbladet Information, fortalte om den bog der havde været hans meget Lykkebergske hyggelæsning over julen, satte jeg farten op. Jeg blev simpelthen nødt til at komme hjem for at undersøge mere om den omtalte roman, nemlig Fremtidsministeriet af Kim Stanley Robinson, originalt fra 2020, men nyudgivet i en dansk oversættelse af Jakob Levinsen på forlaget A Mock Book i november 2024. Jeg blev en smule chokeret og skræmt, da jeg indså at romanen er lidt over 650 sider tung. Alligevel valgte jeg at tage udfordringen på mig og hvor er jeg glad for det!
En skræmmende dystopisk indledning
Som læser bliver man kastet direkte ud i en forfærdelig hedebølge, der hærger store dele af Indien som resultat af klimaforandringernes stadige voldsommere vejrforhold. Efter et par uger med kombinationen af varme og høj luftfugtighed, det såkaldte wet bulb 35 temperatur, der gør det umuligt for menneskekroppen at svede og derved umuligt at komme af med varmen, søger folk mod byens sø i et sidste forsøg på ikke at blive stegt levende:
”Folk døde hurtigere end nogensinde. Der var ingen steder at blive kølet ned. Alle børnene var døde, alle de gamle var døde. Folk mumlede noget, der burde have været skriv af sorg, og de, der stadig var i stand til at bevæge sig, skubbede lig op af søen eller ud mod midten, hvor de flød rundt som træstammer eller sank.”
Over 20 millioner mennesker dør i hedebølgen. Sammenlignet med anden verdenskrig svarer det til omtrent en tredjedel af krigens dødsfald med holocaust, bybombninger og soldaterdød bare på et par dage i stedet for over fem år. Selvom vi ikke har haft nær så markante dødsfald i forbindelse med virkelige naturkatastrofer, kan jeg ikke lade være med at sammenligne hedebølgen med skovbrandene ved Los Angeles tidligere på året.
Sci-fi genrens bedste egenskaber
Jeg mener at sci-fi-genren fungerer bedst, når romanens verden er tilpas fremmedgjort fra den virkelige og derved har elementer af både genkendelse og distancering. Ofte har vi mennesker svært ved at forholde os til de største problemer, når vi står lige midt i dem. Denne menneskelige mangel synes også at være en central udfordring i romanen. Ud over at klimakatastrofen er ekstrapoleret et par år frem (hvor mange kan diskuteres), omfatter sci-fi-verdenen etableringen af Fremtidsministeriet. I et kort kapitel beskrives det udførligt, hvordan FN’s lande efter mislykkede forsøg på at efterleve målene sat ved Parisaftalen opretter det underordnede organ: Fremtidsministeriet. Dette har til opgave at sikre fremtidige generationers rettigheder i nutiden. En opgave der viser sig at være udfordrende, da retskrav til endnu ikke fødte mennesker bringer en masse juridiske komplikationer og erkendelsesudfordringer:
”da vi ikke kan forestille os fremtidige menneskers lidelser, bliver der heller ikke gjort særligt meget på vegne af dem. Tværtimod forvolder vi nu skader, der først rammer om flere årtier, og som vi derfor heller ikke selv kommer til at betale for, og hvor den typiske tilgang har været, at fremtidens generationer vil være rigere og stærkere end os og derfor også nok skal finde løsninger på deres problemer.”
Etableringen af Fremtidsministeriet er vidunderligt funderet i en fortolkning af den virkelige Parisaftale fra 2015 med henvisninger til de muliggørende paragraffer og stykker.
Krisens og romanens store kompleksitet
Kim Stanley Robinsons morgendagsroman består af en stor blanding af tekstgenrer, der skifter fra kapitel til kapitel. De har alle skiftende synsvinkler og varierende længder. Man vil bl.a. finde kapitler, hvor fænomener som solen eller kryptering udtaler sig. Derudover finder man øjenvidneberetninger fra folk overalt i verden i berøring med de planetære og politiske ændringer, kortfattede mødenotater fra klimaministeriets møder, hvor unødvendige biord er udeladt og navne bliver forkortet til forbogstaver, og sokratiske samtaler mellem unavngivne udsigelsesinstanser. De skiftende tekstgenrer er et spændende litterært virkemiddel, der hjælper med at lette det ellers tunge emne og gør bogens længde mere overkommelig.
I løbet af romanen bliver læseren indført i et væld af forskellige løsningsforslag, lappeløsninger og filosofiske overvejelser om klimakrisen. Alle sammen baseret på forskellige videnskaber lige fra økonomi til biologi, computerscience til psykologi og ikke mindst geoengineering, der er et fyldigt emne i romanen og desuden virkelig spændende at læse om. Løsningsforslagene bliver flere og flere for hver side der vendes og ender med at berøre et bredt felt af videnskaber. Men på 650 sider må man sige at der er plads til denne spredning, der faktisk også udtrykker størrelsen og kompleksiteten af den klimakrise, vi står i.
Hvis man tænker, at det lyder for usammenhængende, så frygt ikke! Romanen har nemlig to holdepunkter, som den altid vender tilbage til: nemlig karaktererne, Mary og Frank. Mary er leder af Fremtidsministeriet og Frank er bogens første øjenvidne og overlevende fra hedebølgen i Indien. Gennem romanen følger vi deres navigation gennem klimakrisen og deres forsøg på at bidrage til løsninger.
Så er 650 sider berettiget? Ja, det vil jeg sige. Hvis man skal forstå klimakrisens omfang, må man være villig til at sætte sig ind i dens kompleksiteter. Hvis man vil løse den, må man have den standhaftighed og det gåpåmod det kræver. Og hvis man vil have den belønning, der kommer sidst i romanen, når det faktisk begynder at gå godt (det tør jeg nemlig godt afsløre), så må man læse bogen fra ende til anden. Når jeg kigger tilbage på romanen, synes jeg at den bestod af forfriskende, konkret (litterær) og fantasifuld klimahandling, der gav mig en tydelig følelse af velfortjent katarsis, idet jeg læste fremtidens gode nyheder.
Leave a Reply